Selvom Oakland Raiders valgte ham i anden runde af sidste års draft, fik Obi Melifonwu kun lidt over et år hos holdet. Den nye trænerstab med Jon Gruden i spidsen har valgt at fritstille den 24-årige safety.

Kun 55 spillere blev valgt før Obi Melifonwu i april 2017, da NFL-holdene skulle vælge fremtidens talenter. Den ekstremt atletiske safety var dengang udset til at skulle spille en bærende rolle i Oaklands secondary.

Det kom han dog aldrig til, da holdet allerede efter kun lidt over et år har valgt at opgive og fritstille den 24-årige safety. Melifonwu har været plaget af skader i hele perioden siden draften, og den nye trænerstab med Jon Gruden i spidsen har tydeligvis ikke set et stort lys i Andreas Knappes tidligere holdkammerat fra College.

Melifonwu bliver fritstillet som skadet, og vil derfor ryge på Raiders’ injured reserve liste, hvis ikke et andet hold vil have ham. Derfra kan holdet fritstille ham, når han er blevet skadesfri.

Melifonwu har været meget skadet, og det blev derfor kun til fem kampe i hans første NFL-sæson. Desværre er ny skader opstået op til den kommende sæson, og det var altså for meget for Raiders-ledelsen. Det er ellers ret usædvanligt, at holdene opgiver et andenrundevalg efter så kort tid.