Buffalo Bills valgte Josh Allen med draftens syvende valg, han var udset til at sidde på bænken og lære i denne sæson, men allerede i spilleuge to bliver han starter.

Blot 32 spil blev det til for Nathan Peterman, som egentlig var udnævnt som holdets startende quarterback før sæsonen, inden hen blev henvist til bænken. Efter en miserabel præstation, blev han flået ud af kampen og erstattet af rookie Josh Allen. Allen kom ind i tredje quarter af åbningskampen mod Baltimore Ravens, en kamp, som var noget af en nedsabling. Nu har cheftræner Sean McDermott så annonceret, at den unge rookie bliver permanent starter for Bills.

Allen fik spilletid i træningskampene under preseason, men at starte en kamp i NFLs grundspil er en helt anden størrelse. I 47-3 nederlaget til Ravens kastede rookien 15 gange, men ramte kun en receiver seks gange for i alt 74 yards. Han blev også sacket tre gange bag en elendig offensiv linje.

Allen havde store problemer med sin præcision i college, og den tendens har indtil videre fortsat i NFL. I de tre træningskampe han spillede, ramte han på 24 ud af 44 kast, altså kun lidt over halvdelen. Det er ikke godt nok, hvis man skal have succes i ligaen. Rookie besidder til gengæld en kanonarm, men der er ikke meget talent at fodre bolde til hos Bills. Kelvin Benjamin er holdets bedste receiver, og det er langt fra optimalt.

Det er ikke første gang, at McDermott fortryder, at han valgte Nathan Peterman. Sidste sæson bænkede han startede quarterback Tyrod Taylor til fordel for Peterman, hvorefter han kastede fem interceptions i en enkelt halvleg og hurtigt røg tilbage på bænken. Den plads har han nu fået igen, og medmindre skader spiller ind, så er det yderst tvivlsomt, om han nogensinde kommer til at starte en kamp i NFL igen.

Det håber Buffalo naturligvis, at Josh Allen gør. Det er mange år siden, at Bills sidst har haft en reelt god startende quarterback. Måske skal vi helt tilbage til legendariske Jim Kelly. Fansene håber en ny æra får sin begyndelse i opgøret mod Los Angeles Chargers, der sidste år havde et af ligaens bedste forsvar. Det bliver en ilddåb for 22-årige Josh Allen.