Mens Giants’ cheftræner, Ben McAdoo, endnu ikke har meldt ud, hvad hans planer er i forhold til at spare spillere søndag mod Washington Redskins, er runningback Rashad Jennings ikke i tvivl: New York kommer med hele kavaleriet.

New York Giants kan med en sejr over Washington Redskins søndag sikre, at divisionsrivalen ikke gør Giants selskab i slutspillet. Spørgsmålet er bare, om Ben McAdoos mandskab stiller med alle stjernerne, da Giants allerede er fastlåst som femte seed i NFC. McAdoo har stadig til gode at melde ud, hvordan New York vil gribe kampen an, men ifølge runningback Rashad Jennings sparer holdet ingen.

“Alle spiller søndag,” sagde Jennings efter tirsdagens træning til ESPN.

Mens udmeldingen fra runningbacken er opmuntrende i forhold til at få et spændende opgør, har han selvfølgelig ikke det sidste ord. Det har cheftræner Ben McAdoo til gengæld. Og selvom spillerne rigtig gerne vil stække en kæp i hjulet for Redskins, kunne man sagens forestille sig, at flere betydningsfulde spillere får begrænset spilletid eller måske sidder over.

Washington kan med en sejr spille sig i slutspillet, medmindre Packers og Lions efter fem quarters søndag nat stadig skulle stå lige. Det ville betyde, at begge NFC North-mandskaber går i slutspillet.