Selvom Kansas City Chiefs har nydt flere gode sæsoner med Alex Smith som quarterback, er fremtiden usikker.

Efter fire sæsoner med Alex Smith i spidsen for angrebet har Kansas City Chiefs vundet 43 kampe og blot tabt 21. Alligevel tradede holdet op i dette års draft for at vælge en quarterback, nemlig talentfulde Patrick Mahomes. Det har fået Alex Smith til at føle sig en smule usikker omkring sin fremtid i klubben.
“Jeg tror kun, at Chiefs holder fast i mig (som starter red.) i år” sagde Smith til den fremmødte  presse. “Sådan er det naturligvis… uanset om vi havde draftet Patrick eller ej, det ændrer ikke på det. Hvis du ikke er god nok, og ikke gør dit arbejde godt nok, så er du ikke her længe. Det er bare kulturen her.”
Den 33-årige quarterback var ikke sen til at spotte lighederne, med det han oplevede i San Francisco. Her blev Smith erstattet af en yngre, mere dynamisk quarterback, da Colin Kaepernick tog over og førte holdet til Super Bowl.
“Der er helt sikkert en masse ligheder. Jeg er en ældre quarterback, og de draftede en ung knægt, der skal ind og udvikles.”
Veteranen, der er på vej ind i sin 13. sæson i NFL, forstår dog godt, hvorfor enden som Chiefs’ startende quarterback kan være nær. Ifølge Smith er det naturligt, at holdet forsøger at samle så meget talent ind som muligt, uanset hvilken position der er tale om. Alligevel ændrer det ikke hans fokus, og det tidligere førstevalg i draften mener selv, at han forbedrer sig hvert år. Der er altså stadig masser af vilje i den gamle quarterback.
Det har også ført til lettere akavede situationer med holdets rookie Patrick Mahomes. At møde personen, man ved skal erstatte en i fremtiden, er aldrig let. Derfor “har jeg været 100% ærlig overfor ham, for at mindske den akavede stemning” sagde Smith tidligere på ugen.
Det lader også til, at rookien har sat pris på kommentarerne. Mahomes brugte kun superlativer, da han udtalte sig om sine første møder med Smith.
“Han fortalte mig, at jeg bare skal møde op og arbejde så hårdt, som jeg kan. Han sagde også, at han vil være i “mit hjørne” og lære fra sig, så godt han kan. Det er bare den type fyr han er. Han er en fantastisk gut, en fremragende leder, en god holdkammerat og quarterback.”
Hvis der bliver quarterback-kontrovers i Kansas City, så lader det til, at de to involverede er ganske godt rustet til at klare sig gennem det.