Los Angeles Rams skulle forsøge at drille favoritterne fra Seattle Seahawks, da de for første gang spillede efter fyringen af Jeff Fisher. Seahawks var dog for stor en mundfuld, og i stedet sikrede holdet fra Seattle divisionen og slutspilsbilletten med en 24-3 sejr.

Begge hold kom ind til kampen med ønsket om et nyt mindset. Rams for første gang uden Jeff Fisher som cheftræner, og Seahawks skulle vaske blamagen mod Packers af sig.

Kampen startede som en typisk Rams-Seahawks-kamp, hvor begge de talentfulde forsvar lukkede ned for modstanderens angreb. Gennem hele kampen var det en fysisk forestilling, hvor store hits flere gange blev uddelt til både puntere og quarterbacks.

I andet quarter begyndte Seattle dog at få kontrollen, da de virkede til at have marginalerne med sig det meste af aftenen. Kampens første point stod Seahawks nemlig for, da Russell Wilson fandt en fri Luke Wilson, der greb sit første touchdown i sæsonen.

Herefter tilføjede begge hold et field goal til scoretavlen, inden Seahawks tog yderligere kontrol efter pausen. Først var det Doug Baldwin, der greb et touchdown fra Russell Wilson, og herfra cruisede Seahawks kampen hjem med yderligere et touchdown i fjerde quarter. Denne gang var det Tyler Lockett, der med sit touchdown, gav Seahawks en 24-3 føring, som de kunne forsvare hjem.

Med sejren sikrede Seattle Seahawks sig en slutspilsbillet, da de ikke længere kan hentes i divisionen. Hvordan de bliver seedet i slutspillet afhænger af resultaterne i de sidste to kampe, hvor de møder Arizona Cardinals og San Francisco 49ers. Med nederlaget har Rams nu definitivt ingen chancer for slutspillet og kan nu fokusere på at få en ny træner på plads.