To af ligaens ubesejrede og mest angrebsfokuserede hold tørnede sammen i Detroit. Der var set frem til en duel mellem to af ligaens rigeste og bedste quarterbacks i Matt Ryan og Matthew Stafford

I sidste ende var det en offensiv duel, der skulle helt ned til de døende sekunder inden Falcons kunne trække sig sejrsrigt ud af kampen. Atlanta vandt 30-26. Det var også udeholdet fra Atlanta, der kom bedst fra start i kampen. Efter en flot sejr over Aaron Rodgers og Green Bay Packers i sidste uge, fortsatte Matt Ryan og Atlanta de fine offensive takter. Holdet bragte sig foran 7-0, efter Mohamed Sanu med nød og næppe kæmpede sig i end zone.
Der var fint med tænding på tidligt, både på den gode og den dårlige måde. Udeholdets dygtige runningback Devonta Freeman satte åbningsscoringen op med et flot catch trods et hårdt, lovligt hit. Detroit var hårdhændede få minutter senere, denne gang var det efter fløjten havde lydt, og det gav straf.

 
Der havde inden kampen været meget fokus på Donald Trumps seneste kommentarer, hvilket har øget antallet af protester under nationalmelodien. Pittsburgh Steelers blev i omklædningsrummet, og i denne kamp var selv sangeren med på bølgen.


Trods Atlanta dominerede første halvleg, sørgede hjemmeholdet for at bringe lidt spænding i opgøret. Det gjorde de med et defensivt touchdown, da Glover Quinn interceptede Matt Ryan og løb hele vejen til scoring. Dermed var stillingen 20-13 ved pausen.
 

Lions kom stærkere ud til anden halvleg og formåede at kæmpe sig tilbage i kampen. Golden Tate scorede sæsonens første touchdown, og Matthew Stafford lignede en bedre spiller. Selv om hjemmeholdets forsvar var udset som værende en kæmpe svaghed inden sæsonstart gjorde de det godt mod sidste sæsons MVP. Matt Ryan kastede to interceptions for første gang siden november 2015. Det blev også til en tredje senere i kampen. Det holdt dog ikke længe, da Taylor Gabriel med sin sublime fart bragte Atlanta foran i fjerde quarter.
 

Lions havde chancen til slut for at snuppe sejren, og det så også ud til at det skulle gå hjemmeholdets vej. med 20 sekunder tilbage stod Detroit på 1-yard linjen. Golden Tate så få sekunder senere ud til at have scoret kampens sejrstouchdown. Efter at spillet var kigget igennem stod det dog klart, at han ikke var i end zone. Dommerne stoppede tiden for at se på den langsomme gengivelse, og i den situation siger ligaens regler siger, at der skal tages 10 sekunder af spilklokken. Idet Detroit ikke havde flere timeouts, og der blot var otte sekunder tilbage, betød det til publikums store utilfredshed et nederlag til hjemmeholdet.
Atlanta Falcons er dermed fortsat ubesejrede, mens Lions nu er 2-1.