Sikke en uge i NFL. Et hav af fremragende og skuffende præstationer gør uddelingen af priser svær i denne uge. Se hvem der tager priserne her.

Gode præstationer skal belønnes, og hver uge vil Gul Klud uddele fire priser.
Priserne er:
Ugens Guldklud (bedste præstation) 🏆
Ugens Gulvklud (værste præstation) 💩
Ugens Who-klud (Bedste præstation af lavt profileret spiller) 
Ugens Ungdomsklud (Bedste præstation af en rookie) 👶
Ugens Guldklud vil blive afgjort af en afstemning på vores Facebook-side, mens de andre priser bliver afgjort af Gul Kluds skribenter.

Ugens Guldklud🏆

Xavien Howard, CB, Dolphins Xavien Howard: Tillod 0 completions på 6 kast i hans retning. 2 interceptions og slog 1 kast ned
Ben Roethlisbergers, QB, Steelers Ramte på 44 ud af 66 kast for 506 yards og 2 touchdowns
Deion Jones, LB, Falcons 13 tacklinger, heriblandt 5 defensive stops. Tillod 5 ud af 8 catches i hans retning, men kun for 17 yards. Havde derudover 1 kast slået ned og den afgørende interception.

Vinder: Ben Roethlisberger

Roethlisberger satte personlig rekord for antal kasteforsøg og completions, nåede over 500 yard for tredje gang i karrieren og gjorde det uden turnovers. Dette gjorde han mod et af ligaens bedste forsvar i år, og det ser ud til, at gode game Ben er tilbage efter hans dårlige periode tidligere på året. Og det er der virkelig brug for. For mens angrebet og Roethlisberger har fundet formen, er Steelers’ forsvar faldet fra hinanden. Nu venter New England Patriots, og der kan meget vel blive brug for en præstation af lignende kaliber. Indtil da må han nyde hans første guldklud i år.

Ugens Gulvklud 💩

Derek Carr, QB, Raiders På 41 kasteforsøg blev det kun til 211 yards (5.1 yards pr. forsøg), 1 TD og 2 INTs. Skulle til fjerde quarter, før de scorede et point.
Titans’ angreb Mariota ramte kun på 16 af 31 kast for 159 yards og 2 interceptions. Derudover 19 løb for kun 54 yards (under 3 yards pr. løb)
New York Jets Scorede ingen point mod Broncos, som havde tabt otte i streg inden kampen. Formåede kun at producere 100 yards i alt. De fik i snit 2,1 yards pr. spil.

Vinder: New York Jets

Der findes ikke en acceptabel grund til ikke at score et point. Og det er også uacceptabelt at kun nå 100 yards. Ja, Josh McCown blev skadet undervejs, men det sejlede allerede inden skaden. Dette kommer ellers efter en fantastisk offensiv opvisning mod Chiefs, og set i det lys, burde niveauet aldrig kunne falde så drastisk. Når kritikken så er givet, er det tid til at sende lidt empati i Josh McCowns retning. Han og Jets har generelt overgået al forventning i år, og pga. skaden slutter McCowns sæson nu i utide. Det kan tilmed være det sidste, vi har set til 38-årige McCown, og det er virkelig en sympatisk person, som måske takker af.

Ugens Who-klud ❓

Rod Smith, RB, Cowboys 6 løb for 47 yards og 1 touchdown. 5 receptions for 113 yards og 1 touchdown
Mario Addison, EDGE, Panthers 3 tacklinger, 1 strip-sack, 2 QB hits og 5 hurries.
Trey Burton, TE, Eagles 5 receptions for 71 yards og 2 touchdowns

Vinder: Trey Burton

Eagles har tight ends i spandevis! Zach Ertz har haft en fremragende sæson, men i hans fravær greb Brent Celek og Trey Burton tre touchdowns i stopkampen mod Rams. Specielt Burton var imponerende, og der er mange hold, der starter dårligere tight ends end ham. Hver eneste gang, han har fået chancen, har han grebet den. Til foråret er han free agent, og hvis dit hold mangler en tight end, er han værd at smide på ønskelisten.

Ugens Ungdomsklud 👶

Mitch Trubisky, QB, Bears Ramte på 25 ud af 32 kast for 271 yards og 1 touchdown. 2 løb for 5 yards og 1 touchdown
Cooper Kupp, WR, Rams 5 receptions for 118 yards og 1 touchdown
T. J. Watt, EDGE, Steelers 4 tacklinger heraf tre run stops. Derudover et strip-sack, der afgjorde kampen, og 6 yderligere pressures.

Vinder: Cooper Kupp

Receiverne valgt i første runde af årets draft har skuffet, men heldigvis har andre rookies imponeret. Den rookie-receiver med flest yards løber rundt hos Los Angeles Rams, og er hurtigt blevet et primært mål for quarterback Jared Goff. Cooper Kupp har en næse for at løbe sig fri, og selvom der har været adskillige rookie-lektioner at lære, har Kupp generelt imponeret stort. Specielt de sidste tre uger er hans rolle vokset, og i de sidste tre kampe er det blevet til over 300 yards og 2 touchdowns. Med en stærk afslutning kan han runde 1.000 yards for sæsonen, hvilket han formentlig vil være den eneste rookie til at gøre i år.