Den tidligere Saints runningback Tim Hightower skifter til San San Francisco 49ers

Man kan ikke beskylde 49ers nye personaleafdeling for at ligge på den lade side. For anden gang på en uge har de hentet en runningback til klubben. 49ers sportschef John Lynch offentliggjorde på Twitter, at klubben havde skrevet kontrakt med Tim Hightower, der var fri på markedet.


Dermed har 49ers hentet både Hightower og DuJuan Harris ind i denne uge som backups til starter Carlos Hyde.
Tim Hightower har haft en omtumlet karriere i NFL, hvor han startede som lyn og torden for Arizona Cardinals i 2008, hvor han satte klubrekord for rookies med 13 touchdowns.
I 2011 skiftede han til Washington Redskins, men fik en alvorlig knæskade midt i sæsonen. Han ødelagde det forreste korsbånd, og komplikationer med den efterfølgende operation holdt ham ude af ligaen i tre år.
Men i 2015 kom Hightower endelig tilbage og skrev kontrakt med New Orleans Saints. Sidste år spillede han en stor rolle på holdet og løb bolden 133 gange for 548 yards, samtidig med at han greb 22 kast for yderligere 200 yards.
Den 30-årige runningback har skrevet kontrakt for et enkelt år med 49ers.
Udover Hightower og Harris hentede 49ers også fullback Kyle Juszczyk for en rekordsum tidligere i free agency perioden.