Mason Rudolph skal ikke regne med at komme banen for Pittsburgh Steelers foreløbig, hvis det står til Ben Roethlisberger. Den 36-årige quarterback føler, at han kan spille tre til fem år mere.

I den netop overståede draft valgte Pittsburgh Steelers quarterbacken Mason Rudolph med det 76. valg, men han kan muligvis have lange udsigter til spilletid. I hvert fald hvis det står til Steelers’ nuværende quarterback, Ben Roethlisberger.

For selv om Roethlisberger flere gange har flirtet med et karrierestop, åbner han nu op for, at han også er Steelers’ quarterback, når han er 40 år gammel. Det fortæller den 36-årige quarterback til Pittsburgh Post-Gazette.

– Hvis han (Rudolph, red.) er deres fyr, så er det fint. Men i min perfekte verden bliver det ikke foreløbigt, fortalte Roetlisberger til avisen.

– Jeg tog en snak med Art Rooney II (ejeren, red.), Mike Tomlin (cheftræneren, red.) og Randy Fichtner (offensiv koordinator og quarterbacktræner, red.) og sagde, at jeg ikke kan styre, hvordan min krop har det – på grund af skader, mit privatliv og ting, jeg ikke har kontrol over. Men sådan som vores offensive linje er sat sammen, og så gode som de er, de har holdt mig så rask som muligt de sidste par år, så føler jeg virkelig, at jeg kan spille tre til fem år mere.

Efter 2016-sæsonen snakkede Roethlisberger om et muligt karrierestop, men siden har piben fået en anden lyd.

Umiddelbart efter Steelers tabte til Jaguars i slutspillet i den forgangne sæson, fortalte han, at han agter at fortsætte, og hans bedste ven på holdet, Maurkice Pouncey, har fortalt, at han har sagt, at han vil fortsætte minimum tre år mere.

Men Roethlisberger vil til gengæld heller ikke love noget.

– Jeg tager det stadig et år ad gangen og giver mig fuldt ud i det år, fortæller han til Pittsburgh Post-Gazette.

1 KOMMENTAR

  1. Hva’ så. Der er sgu da ved at gå Brett Favre i ham. Kan han finde ud af om han vil spille eller om han vil slutte?

Comments are closed.