Dallas Cowboys overraskede i første runde ved at vælge draftens bedste runningback Ezekiel Elliott

Mange havde udset Cowboys til at drafte Jalen Ramsey, men i stedet besluttede de sig for en running back.

Men ikke bare en hvilken som helst runningback.

Ezekiel Elliott fra Ohio State er af mange kaldt den mest komplette runningback, der er kommet ind i NFL i de seneste 10 år. Og det inkluderer altså sidste års rookie sensation Todd Gurley fra Rams. 

Den blot 20-årige running back kan nærmest alt. Han er hurtig, han er stærk, han ser banen godt, han læser hullerne, han kan gribe bolden og han kan blokere. Derudover er han ganske stor og bryder masser af tacklinger, så Cowboys får en spiller tilknyttet, der minder om Demarco Murray – men måske bare er bedre. 

Angiveligt var Cowboys ejer Jerry Jones så vild med Elliott, at det var ham, der tog beslutningen. Cowboys sad med 4. valget, og da de to quarterbacks Jared Goff og Carson Wentz var valgt, og Chargers samtidig overraskede ved at tage Elliotts holdkammerat OLB Joey Bosa, så havde Cowboys pludselig muligheden for at drafte Jalen Ramsey.

Cowboys forhørte sig om nogen ønskede at trade op til 4.-valget, men da det ikke var tilfældet, tog Jerry Jones beslutningen og valgte Elliott. 

Nu kommer den unge runningback ind i en ønske-situation, når han får lov til at løbe bag NFLs bedste offensive linje. Det er vel nærmest en match made in Cowboy-fans heaven.