Hvad skete der lige der? Uge 13

1
Hvad skete der lige der?

Sad du også med de sidste hårstumper i hånden? Var du nødt til at samle kæben op fra gulvet, eller har du bare svært ved at navigere rundt i de mange beslutninger, der bliver taget i løbet af en NFL-kamp?

Frygt ej! “Hvad skete der lige der?” er en artikelserie, der sætter fokus på nogle af de gode, og knap så gode, trænerbeslutninger vi så i den seneste spillerunde. 

Jonathan Gannon mistede modet

Spoiler: Denne artikel kommer ikke til at omhandle Matt Eberflus, alene af den årsag at han blev fyret efter kampen på Thanksgiving. Hvis Raiders fyrer Antonio Pierce skal der til at tænkes kreativt i denne artikelserie..

Nå spøg til side, jeg vil godt starte med at sige, at det er nemt at være bagklog og med præmissen for denne artikelserie, kan det være svært ikke at komme til at lyde sådan. Men jeg prøver virkelig at lade være!

Når jeg sidder og ser NFL-kampe, laver jeg altid et lille notits af beslutninger, som jeg finder finurlige mens de udspiller sig. Derfor ofte uden at kende udfaldet af kampen.

Det her var en af de gange.

Den beslutning som cheftræner Jonathan Gannon tog i kampen mod Minnesota Vikings, var ikke i øjeblikket en katastrofal beslutning, men det var en meget forsigtig beslutning – og en beslutning, der indirekte satte Cardinals i en mere underdanig position, hvor de pludselig skulle kæmpe sig tilbage kampen i stedet for at forsøge at lukke den.

Hvad var situationen?

Vi springer ind i fjerde quarter af kampen mellem Arizona Cardinals og Minnesota Vikings. Cardinals fører med 16-13 og står med bolden tæt på Vikings’ endzone. To straffe mod angrebet har gjort udgangspunktet sværere for angrebet, men på tredje down får Cardinals skaffet sig 12 yards, og ender faktisk med en 4. og goal på Vikings’ 4-yard linje.

Kampen har indtil da bølget frem og tilbage, men Cardinals’ forsvar har været den store historie. De har virkelig spillet godt de første tre quarters, men man kunne også se, at luften så småt var ved at gå af ballonen. De var ved at være trætte.

Vikings’ angreb var begyndt at finde en rytme, og så småt få deres hjemmepublikum tilbage til sæderne, da Cardinals endnu engang marcherede ned af banen, og nu stod med det førnævnte udgangspunkt: 4. down på Vikings 4-yardlinje.

Hvad skete der?

På dette tidspunkt kunne Gannon vælge at spille konservativt og tage et meget kort field goal, som ville sætte dem foran med seks point – eller gå efter et touchdown, som kunne have givet dem en ti-points føring og lukket kampen. Gannon valgte det korte field goal, og det åbnede en mulighed for Vikings til at få bolden tilbage og afgøre kampen på deres måde.

Hvad kunne der være sket?

Uanset at vi kender kampen udfald, så burde Gannon have været mere modig.

Du står på en svær udebane, har styret store dele af kampen, og har en af bedste mobile quarterbacks, der kan skabe noget ud af ingenting – så forstår jeg ikke, at man vælger at trykke på bremsen fremfor speederen.

Hvis Cardinals havde fået et touchdown, ville de have haft en ti-points føring – det kunne have taget energien ud af både Vikings’ spillere, publikum og sandsynligvis lukket kampen.

Var de fejlet i deres forsøg, havde Vikings fået bolden med en meget svær udgangsposition, og er man af den holdning, at det er klogt at lade forsvaret afgøre kampene, så kunne Gannons forsvar med denne løsning stadigvæk have gjort netop det.

Hvis man mener at ens forsvar kan stoppe modstanderens angreb, hvorfor så ikke tage en chance der enten udmunder sig i at man de-facto lukker kampen, eller giver sit forsvar modstanders angreb presset ned på egen banehalvdel?

Hvad betød det for kampen?

Som vi nu ved, så fik Vikings bolden tilbage med 3:20 minutter tilbage af kampen og orkestrerede et perfekt drive ned ad banen.

De scorede et touchdown, og endte med at vinde kampen 23-22. Gannon havde troet, at hans forsvar ville kunne stoppe Vikings, men Vikings har bevist flere gange, at de ikke skal have chancer i de tætte kampe. Det udnytter de.

Så hvad skete der lige der?

Ja, Gannon følte han spillede sikkert, men det satte Cardinals i en position, hvor de var tvunget til at kæmpe sig tilbage. Det var ikke en af de mest katastrofale beslutninger, ala Matt Eberflus, den her kan sagtens forsvares, men det var en konservativ beslutning, og jeg mener, at han burde have været mere modig.

Hvis du har muligheden for at afslutte kampen, som du gør her, skal du tage den.Det var den chance, Gannon skulle have grebet.

Vi må se om det fortsætter..

1 KOMMENTAR

Comments are closed.