
Vi er nået til uge 5, så nu begynder årets bye weeks også så småt – og så rykker NFL til London i den kommende uge. Her er mine weekly winners for uge 5.
Los Angeles Rams 24 – 20 San Francisco 49ers
Uge 5 starter med et fedt opgør mellem Rams og 49ers, der kæmper om førersædet i NFC West. For 49ers er Brock Purdy igen ikke klar til at spille, og selvom Mac Jones er en meget kapabel reserve, så svinger det ikke ligefrem i 49ers’ retning. Læg dertil at Rams er på hjemmebane, og så er det altså her, jeg sætter mine penge.
Læs vores store optakt til torsdagskampen her: TNF: Rams – 49ers
Cleveland Browns 13 – 23 Minnesota Vikings
OBS: Kampen spilles i London allerede kl. 15.30 søndag eftermiddag.
Vikings tabte i sidste uge i Dublin, men har alle muligheder for at komme tilbage på sporet her. Ikke alene skal de ikke kæmpe med jetlag, fordi de allerede har brugt en uge i Europa modsat Browns, der kommer direkte hjemme fra Cleveland. Desuden har Browns valgt at skifte quarterback til Dillon Gabriel, og jeg er ikke sikker på, at det er det bedste scenarie for en rookie quarterback at skulle op mod Brian Flores’ forsvar i en uge, hvor også omgivelserne tager fokus.
Baltimore Ravens 17 – 20 Houston Texans
Måske er dette lidt et sats, måske er det ikke. Jeg er usikker på, hvad vi kan forvente af Ravens, hvis Lamar Jackson som ventet ikke bliver klar til at spille. samtidig fik Texans’ hul på bylden i sidste uge med sæsonens første sejr over et svagt Titans-mandskab, der end ikke formåede at sætte point på tavlen. Den form for præstation af Texans kan måske give dem det boost, de har brug for, for at vinde her.
Carolina Panthers 23 – 26 Miami Dolphins
Panthers er meget op og ned i denne sæson – mest ned, og derfor tror jeg også, at Dolphins tager sin anden sejr i ligeså mange kampe, når de tager til Charlotte til dette opgør. Det er selvfølgelig en bet at skulle undvære Tyreek Hill i resten af sæsonen, men Panthers er ikke den værste modstander at rende ind i her, hvor man så måske kan begynde at finde løsninger på livet uden Tyreek Hill.
Indianapolis Colts 27 – 21 Las Vegas Raiders
Så gik den ikke længere for Colts, der i sidste uge fik sit første nederlag i sæsonen. Men mod Raiders er der gode muligheder for at komme tilbage på sporet. Las Vegas har indtil videre ikke været så gode, som jeg havde troet, men Pete Carroll skal åbenbart bruge lidt længere tid på at sætte skik på mandskabet. Giv mig Colts her.
New Orleans Saints 23 – 27 New York Giants
Saints og Spencer Rattler troede måske, de var ved at få sæsonens første sejr i sidste uge – det ville have været Rattlers første sejr som starter i NFL, og så endda på sin fødselsdag. Men Bills blev for stor en mundfuld og Saints tabte nok en gang. Det gjorde Giants til gengæld ikke. Anført af rookie quarterback Jaxson Dart tog Giants en meget overraskende sejr over Los Angeles Chargers, og jeg tror, de bygger videre på den gode oplevelse og tager en sejr mere.
New York Jets 24 – 34 Dallas Cowboys
Jets ser virkelig ikke gode ud, og selvom Cowboys ikke er super gode, så præsterer de alligevel på et noget højere niveau. Jeg tror på, at vi ser endnu en god præstation af Cowboys her, og så må Jets rejse til England i næste uge stadig på jagt efter sæsonens første sejr.
Philadelphia Eagles 22 – 20 Denver Broncos
Broncos kom virkelig tilbage på sporet i mandagskampen mod Bengals med en sejr på 28-3 og en kæmpe overhånd på både angreb og forsvar. Nu venter en helt anden kaliber af modstander i Eagles, der fortsat er ubesejret, men dog har måttet kæmpe noget for at hive sejrene i land. Derfor giver jeg også Broncos en chance her, men de har traditionelt set ikke været gode til at rejse til østkysten og spille tidligt. En kamp mod de forsvarende mestre hjælper ikke.
Arizona Cardinals 24 – 16 Tennessee Titans
Cardinals er formentlig et hold solidt forankret i omegnen af midten af ligaen. Men her får de besøg af Titans, der endnu har til gode at vinde, og som ligner et mandskab, der er godt på vej til for andet år i træk at sætte sig på førstevalget i draften. Jeg tror, at Titans må lede videre efter sin første sejr, mens Hjalte Froholdt og co. kan glæde sig over at hænge på i NFC West.
Seattle Seahawks 26 – 23 Tampa Bay Buccaneers
Så gik den ikke længere for Buccaneers, der ikke kunne fuldende comebacket mod Eagles i sidste uge. Og det kan være, at det prikker lidt hul på ballonen. Bucs har været heldige at vinde tre ud af de første fire kampe, og nu venter et Seahawks-mandskab med et solidt forsvar – og så skal Bucs jo lige rejse på tværs af landet her. Giv mig Seahawks.
Cincinnati Bengals 16 – 31 Detroit Lions
Så længe Joe Burrow er skadet kommer Bengals til at tabe. Holdene får bedre og bedre styr på Jake Browning, og efter nedslagtningen mod Vikings i forrige uge fik Bengals heller ikke et ben til jorden mod Broncos. Det gør de så heller ikke mod formidable Lions, som jeg forventer gør kort proces mod Bengals og hurtigt lukker kampen.
Mine 100 point i picks ligger i denne uge på Lions.
Los Angeles Chargers 31 – 27 Washington Commanders
Chargers tabte meget overraskende til Giants i sidste uge, men det understregede rigtig godt, at alt kan ske i NFL. Således også i denne kamp, som jeg ser kan gå begge veje. Commanders får Jayden Daniels tilbage på quarterback, og det er et kæmpe boost, der kan svinge kampen her i retning af Washington, men jeg giver Chargers sejren med hjemmebanefordelen.
Buffalo Bills 27 – 23 New England Patriots
Dette opgør i AFC East kan godt blive tæt, men Bills bør naturligvis klare ærterne og vinde igen. Selv på dage, hvor Buffalo ikke spiller fantastisk (som i sidste uge mod Saints), så tager Josh Allen blot lige en ekstra tørn, og så ender det alligevel med at være en sikker sejr. Jeg forventer, at han kan gøre det samme her og beviser, hvorfor han nok igen må betegnes som en af favoritterne til at blive ligaens MVP.
Læs også vores MVP Termometer
Jacksonville Jaguars 17 – 27 Kansas City Chiefs
Jaguars har været overraskende gode, men Chiefs fik hul på bylden i sidste uge og vandt stort over Ravens. Jaguars skal håbe, at det var en enlig svale, og at Kansas City ryger tilbage i de samme problemer, der har plaget dem i sæsonens første kampe. Men jeg tror nærmere det er et udtryk for, at Chiefs er ved at finde sin identitet – og det kan blive skræmmende for alle hold i NFL. Også selvom Jacksonville er startet sæsonen godt.
Bye week: Bears, Falcons, Packers, Steelers
Sidste uge: 9-6-1
I alt: 42-21-1
100-point picks: 4-0








