Den lange disput mellem Washington Redskins og venstre tackle Trent Williams kan endelig være på vej mod en afslutning. Holdet har givet Williams lov til at lede efter en trade.

Sagaen mellem Trent Williams og Washington Redskins har stået på i over et år, men nu kunne der måske endelig være lys for enden af tunnellen for de to parter.

Den dygtige venstre tackle virker ikke interesseret i at fortsætte hos Redskins under sin nuværende kontrakt, og nu har holdet endelig givet ham lov til at snakke med resten af ligaens hold. Williams kan nu prøve at blive enig med et hold om en trade, der også skal involvere en ny kontrakt til Williams.

Hele striden bunder i Williams’ utilfredshed med Redskins’ tidligere lægestab, som han ikke mener gjorde deres arbejde i forbindelse med en mindre kræftsvulst i Williams’ hovedbund. Williams fik fjernet den efter 2018-sæsonen, og nægtede efterfølgende at vende tilbage til holdet i hele 2019.

Redskins var dog ikke interesseret i at trade ham væk sidste år, og selvom holdet har skiftet både træner og lægestab, så virker det stadig til, at Wiliams gerne vil videre i sin karriere.

31-årige Williams blev valgt i første runde af 2010-draften og har lige siden været en af ligaens absolut bedste venstre tackles.