
Den 37-årige Trent Williams kan se frem til at få en markant lønstigning over de næste to år, efter at han har landet en ny aftale med San Francisco 49ers.
Alder er bare et tal.
Til juli fylder Trent Williams 38 år, men det betyder ikke, at han snart hænger støvlerne på hylden. Tværtimod.
Efter et længerevarende forhandlingsforløb har San Francisco 49ers og Trent Williams indgået en ny aftale, som sikrer Williams en markant lønstigning og de facto holder ham i Bay Area i de næste to år.
Med sin nye aftale kan Trent Williams tjene op til 317 millioner danske kroner ($50 mio.), hvis han opfylder sine præstationsbetingede klausuler. Williams er dog garanteret at tjene godt 230 millioner danske kroner ($37 mio.) af den samlede, potentielle lønsum.
Såvel forhandlingsforløbet som kontraktindgåelsen skal ses i lyset af, at Trent Williams bare havde et enkelt år tilbage af sin daværende aftale, samt at han ikke længere var garanteret at tjene nogle af sine resterende lønkroner i 2026-sæsonen.
Trent Williams startede 16 grundspilskampe og to slutspilskampe i den forgangne sæson, og han igen én af de bedste på sin position. Dertil rangerede Pro Football Focus Williams som den tredjebedste offensive tackle i 2025-sæsonen – kun overgået af Detroit Lions Penei Sewell og Tampa Bay Buccaneers’ Tristan Wirfs.
Som følge blev Trent Williams stemt i sin 12. Pro Bowl, hvilket han kun er én af fem offensive linjespillere i historien, som kan prale af.
Det var oprindeligt det daværende Washington Redskins, som valgte Trent Williams i første runde af 2010-draften. Williams nåede at spille 10 sæsoner for hovedstadsklubben, før han skiftede til San Francisco 49ers.








