Video: Lamar Jackson tryller og scorer det vildeste touchdown i år

0

Vi løber snart tør for ord, når vi forsøger at beskrive, hvor vild Lamar Jackson er. Søndag leverede den forsvarende MVP den vildeste scoring, som vi har set i år.

Lamar Jackson var her, der og alle vegne, da Baltimore Ravens besejrede sine divisionsrivaler fra Cincinnati Bengals med 41-38 efter forlænget spilletid i femte spillerunde. Den forsvarende vinder af prisen som ligaens mest værdifulde spiller (MVP) førte an i sejren med 348 kaste-yards, 55 løbe-yards og fire touchdowns.

Én af scoringerne var så mindeværdig, at vi kommer til at huske og genspille klippet af den i de næste mange år:

Som I kan se i klippet, så måtte Lamar Jackson først ud i en feberredning, efter at han tabte bolden fra sin center Tyler Linderbaum. Herefter skubbede han Bengals’ defensive end Sam Hubbard, som i øvrigt vejer i omegnen af 120 kilo og måler knap to meter, væk. Så satte Jackson i spurt for at undvige Germaine Pratt, før han kastede bolden til Isaiah Likely i Bengals’ endzone, mens han halvvejs hang og dinglede ude over sidelinjen.

Med sejren – og kombineret med Pittsburgh Steelers’ nederlag til Dallas Cowboys – har Baltimore Ravens lagt sig i spidsen af AFC North med tre sejre i fem forsøg. Omvendt har Bengals bare vundet en af fem kampe, og har endnu til gode at vinde på hjemmebane i 2024-sæsonen.