
Alvin Kamara leverede ét af sæsonens absolut vildeste spil, efter at han greb et fantastisk touchdown, som han modtog fra sin receiver, med en enkelt hånd.
Mens problemerne hober sig op omkring New Orleans Saints’ angreb, så kaldte Klint Kubiak ét af sæsonens vildeste trickspil, da Saints mødte Washington Commanders i 15. spillerunde. Spillerne kvitterede ved at eksekvere spillet til perfektion.
På trickspillet gav Spencer Rattler bolden til receiver Cedrick Wilson, der så kastede bolden på tværs til Alvin Kamara, som var sluppet fri i den ene side af Commanders’ forsvarsopdækning. Bolden var en anelse overkastet, så Kamara måtte strække sig til sit yderste, før han greb bolden med én hånd, mens han holdt sine fødder inden for banens grænse.
Klint Kubiak måtte grave dybt i sit spilarsenal, da Saints’ angreb havde det særdeles svært uden den skadede quarterback Derek Carr. Først blev Jake Haener afløst af Spencer Rattler, efter at den 25-årige rookie bare havde ramt på fire af 10 kast for 49 yards og en interception, og dernæst kaldte Kubiak det spektakulære trickspil.
Med scoringen har Alvin Kamara nu leveret otte touchdowns i 2024-sæsonen, hvoraf han har løbet seks og grebet to af scoringerne.
Læs også: Nye skader kan koste Derek Carr resten af 2024-sæsonen








