Video: De fedeste spil fra søndag – uge 11 

0

Darnell Washington tromlede tre Bengals-spillere, Jaxon Smith-Njigba leverede søndagens bedste catch og Mark Andrews scorede på et fake tush push.  

Denne 11. søndag i NFL-kalenderen anno 2025 markerede afslutningen på ligaens europæiske kampagne. NFL lukkede og slukkede i Madrid, hvor Miami Dolphins og Washington Commanders spillede den første grundspilskamp nogensinde i den spanske hovedstad. 

Du kan se alle højdepunkterne fra Madrid-kampen, som måtte ud i forlænget spilletid, før Miami Dolphins sikrede sig en historisk sejr, lige her.  

NFL blændede også op for et spektakulært program resten af søndagen – og her får du serveret de allerfedeste højdepunkter.  

One Man Wrecking Crew!  

Søndagen bød på en række divisionskampe – deriblandt det altid hårdtslående opgør i AFC North mellem Pittsburgh Steelers og Cincinnati Bengals. 

Rivaliseringen slog især gnister, da Steelers’ to meter højde tight end Darnell Washington fik tre af Bengals’ forsvarsspillere til at ligne en flok ynglinge.  

Washington greb en kort bold hen over midten fra Aaron Rodgers, før han sendte Bengals’ linebacker Barrett Carter til tælling med en led stiff-arm.  

Dernæst fortsatte Washington sin færd ned ad banen, hvor han først tryglede en modstander og til sidst sendte DJ Turner ud over sidelinjen. Det er AFC North football, når det er bedst!  

Stor mand, hurtige fødder  

Inden denne søndag havde Tampa Bay Buccaneers’ runningback Sean Tucker scoret fem touchdowns i sine foreløbigt 2,5 år som professionel. Men i opgøret mod Buffalo Bills fik Tucker sit helt store gennembrud, da han producerede 140 offensive yards og scorede hele tre touchdowns.  

Men til trods for, at det var Sean Tucker, som løb med overskrifterne i Orchard Park, så er vi nødt til at hylde Buccaneers’ All Pro-tackle Tristan Wirfs for ét af Tuckers tre touchdowns.  

Kort inden pausefløjtet scorede Sean Tucker et 43-yard langt touchdown. Da spillet starter, rykker Tristan Wirfs hele vejen fra sin venstre tackle-position og til den modsatte side af banen, hvor han fører an og fjerner to Bills-forsvarsspillere, så Tucker let kunne score.  

Parsons fik Packers tilbage på sporet 

Efter to nederlag på stribe var Green Bay Packers pisket til at slå New York Giants, hvis de skulle holde trit med de andre tophold i NFC.  

Det var ikke kønt, og både Jordan Love og Josh Jacobs udgik periodevist af kampen med skader, men til syvende og sidst fik Packers en forløsende sejr.  

Sejren kom endegyldigt i hus, da forsvarsstjernen Micah Parsons fremtvang en fumble fra Jameis Winston i kampens døende sekunder.  

Micah Parsons var generelt her, der og alle vegne i opgøret, som han sluttede med seks tacklinger, to sacks, tre quarterback-hits og den kampafgørende fumble.  

Næste side: Jaxon Smith-Njigba med dagens fedeste catch