Overtidsdrama i Madrid

0

For anden uge i træk skulle den europæiske kamp ud i forlænget spilletid, før Miami Dolphins kunne triumfere i den første kamp, der er blevet spillet i Spanien.

Gul Klud, Madrid

For første gang nogensinde blændede prægtige Santiago Bernabéu op for en grundspilskamp i NFL. På den mest berygtede sportsarena i Spanien overværede 78.610 tilskuere en halvkedelig affære mellem Miami Dolphins og Washington Commanders

Den ordinære spilletid sluttede med beskedne 13-13, før Miami Dolphins trak det længste strå efter forlænget spilletid.

Marcus Mariota, der vikarierede for den albueskadede Jayden Daniels, havde spillet en konservativ, men fejlfri kamp, indtil han kastede en interception til Dolphins’ Jack Jones på det første angrebsspil i den forlængede spilletid.

Jack Jones fejrede sin interception med jubelscenen “Siuuu”, som den tidligere Real Madrid-legende Cristiano Ronaldo har fremført et utal af gange på Santiago Bernabéu.

Miami Dolphins kvitterede for Mariotas dårlige beslutning og udnyttede den gunstige udgangsposition til fulde, da kicker Riley Patterson sendte de kampafgørende tre point ind mellem stængerne.

Kostbar fejl af Commanders’ special teams

Washington Commanders havde ellers alletiders mulighed for at tage en tiltrængt sejr. Med fire minutter igen leverede Von Miller et flot sack på Tua Tagovailoa, som betød, at Miami Dolphins skulle punte tæt fra egen endzone.

Men Commanders’ return-spiller Mike Sainristil tabte bolden, da han skulle gribe puntet, og således afværgede Dolphins en potentielt kampafgørende angrebsserie fra Marcus Mariota.

Enmandshæren De’Von Achane

Som slutresultatet også indikerer, så havde Tua Tagovailoa også en svær dag på kontoret. Tagovailoa kastede bare 171 yards, mens han tog tre sacks.

I stedet var de De’Von Achane, som nok engang var en enmandshær på Mike McDaniels angreb. Achane sluttede Madrid-kampen med 120 løbede yards og 45 grebne yards, og således stod han for mere end halvden af Dolphins’ 311 offensive yards.

Det var også Dolphins’ løbeangreb, som leverede holdets enkeltstående touchdown. Scoringen indtraf i begyndelsen af fjerde quarter, da Ollie Gordon II scorede sit andet touchdown i karrieren.

Solstrålehistorien er blevet slukket

Washington Commanders var den helt store solstrålehistorie, da de vandt 12 grundspilskampe og avancerede hele vejen til NFC-finalen i Jayden Daniels og Dan Quinns første sæson i D.C.

Men efter 11 kampe er Commanders’ 2025-sæson kuldsejlet. Holdet har nu tabt seks kampe på stribe, og særligt angrebet er druknet i skader til bl.a. Jayden Daniels og Terry McLaurin.

Marcus Mariota havde også svært ved at få klaveret til at spille for alvor i Madrid, da han kastede 213 yards, et touchdown og førnævnte interception. Scoringen gik til Deebo Samuel, der velsagtens også er den sidste tilbageværende profil i angrebet.

NFL International takker af for i år

Med Miami Dolphins’ sejr er NFL International anno 2025 et veloverstået kapitel. NFL har budt på intet mindre end syv internationale kampe i år, hvoraf seks er blevet spillet i Europa, og byerne Dublin, Berlin og nu Madrid har fået deres NFL-debut.

Og bare rolig: NFL International er kommet for at blive. I 2026 har NFL allerede offentliggjort, at der skal spilles kampe i Australien og Brasilien, ligesom Roger Goodell også har lovet, at NFL vender stærkt tilbage til Europa.

Så I kan godt glæde jer til endnu flere europæiske football-kampe og oplevelser, som I bl.a. kan få med os fra Gul Klud.