Nådesløse Kong Henry
Bevares, Baltimore Ravens led et smertefuldt nederlag på 41-40 til Buffalo Bills natten til mandag. Men det skal ikke afholde os fra at markere Derrick Henrys voldsomme og 30-yard lange touchdown-løb.
Som I kan se i klippet, så tog Derrick Henry sjælen fra Buffalo Bills’ safety Cole Bishop, da han smækkede den 22-årige safety en flad og sendte ham til tælling.
Derrick Henry sluttede opgøret med 169 løbe-yards og to touchdowns, men han tabte også en fumble, som skulle vise sig at blive kampafgørende.
TeSlaa satte strøm til Lambeau
Vi er nødt til at vende tilbage til Lambeau Field, da Detroit Lions’ rookie receiver Isaac TeSlaa leverede en tidlig kandidat til årets vildeste touchdown.
I bedste Odell Beckham-stil strakte TeSlaa sig bagover som en flitsbue i Packers’ endzone, før han greb Jared Goffs 13-yard lange kast med en enkelt hånd.
Detroit Lions valgte Isaac Tesla i tredje runde af forårets draft, men det ser ud til, at han allerede har skrevet sig ind i historiebøgerne, når fortællingen om 2025-sæsonen skal skrives.
Aaron Rodgers fik sin hævn
Vi slutter gennemgangen i den grønne del af New York, hvor Aaron Rodgers og Pittsburgh Steelers gæstede Jets på MetLife Stadium.
Det var et opgør mellem Aaron Rodgers, der fejlede eklatant som Jets’ quarterback i de seneste to sæsoner, og Justin Fields, som blev bænket i Pittsburgh i fjor til fordel for Russell Wilson.
Til syvende og sidst var det den firedobbelte MVP, som triumferede. Aaron Rodgers sluttede kampen med 244 kastede yards og fire touchdowns, og Steelers vandt en snæver sejr på 34-32.








