Video: De fedeste plays fra søndag – uge 2

0
Credit: Sports Illustrated

Den anden søndag i 2025-sæsonen bød på flere sensationelle spil, og vi har samlet nogle af de allerfedeste højdepunkter til jer lige her.

Den anden søndag i 2025-sæsonen udviklede sig til at blive en hektisk og seværdig affære.

Kansas City Chiefs tabte igen til Philadelphia Eagles, og er sejrsløse efter to spillerunder for første gang siden 2014. Joe Burrow skal under kniven, efter at han pådrog sig en alvorlig skade i sin ene tå. Og J.J. McCarthy blev klædt af på hjemmebane mod ellers upåagtede Atlanta Falcons.

Her forsøger vi at se bort fra de store historier fra anden spillerunde, og i stedet indstiller vi spotlyset på nogle af de fedeste spil, som fandt sted i søndagens kampe.

Cam Ward viste glimt af storhed

Vi starter rundturen i Nashville, hvor Tennessee Titans vejrer morgenluft, efter at de valgte supertalentet Cam Ward med det første valg i forårets draft.

Selvom Titans tabte for anden kamp i træk, så viste Ward flere gange prøver på sit talent. Førstevalget sluttede sin anden optræden som professionel med 175 kastede yards og et touchdown.

Det var Cam Wards første touchdown som professionel – og hvilken én af slagsen. Som I kan se i klippet, måtte Ward ud på en længere skovtur, før han på elegant vis kastede bolden på tværs af sin krop, og ramte Elic Ayomanor i Rams’ endzone.

PlayStation-Kyler

Fra ét tidligere førstevalg til et andet. I Arizona spillede Kyler Murray og Hjalte Froholdt mod Carolina Panthers, og det var Cardinals’ quarterback, som løb med overskrifterne… i bogstavelig forstand!

I begyndelsen af kampens sidste periode kollapsede beskyttelsen omkring Kyler Murray, men det påvirkede ikke den 28-årige superatlet.

I stedet undveg Murray tre tacklinger, før han satte turboen til og skabte sig en første down. Ifølge NextGen Stats dækkede Murray hele 67,49 yards på spillet, før han stillede sig tilfreds.

The tale of Billy

Som nævnt indledningsvist, så fik J.J. McCarthy ørerne i maskinen, da han bare ramte på 11 af 21 kast for 158 yards og mistede tre turnovers mod Atlanta Falcons’ ellers upåagtede forsvar.

Én af nøglespillerne i Falcons’ defensive magtpræstation var førsteårsspilleren Billy Bowman Jr., som har fået en imponerende start på tilværelsen i NFL. Efter to kampe står Bowman Jr. noteret for syv tacklinger, et sack og en interception.

Billy Bowmans første interception i karrieren blev også en mindeværdig én af slagsen. Som I kan se i klippet, så leverer McCarthy et semi-skævt kast, men det skal ikke tage noget fra Bowman, der kaster sig ind over Jalen Nailor, griber bolden og holder sig inde på banen.

Næste side: Malik Nabers og A.J. Brown brillerede