Krise i Cincinnati: Joe Burrow skal under kniven

0

Joe Burrow har beskadiget sin tå og skal opereres. Forventningen er, at Burrow misser de næste tre måneder på grund af operationen.

Cincinnati Bengals har ganske vist vundet de første to kampe i sæsonen, hvilket ikke tidligere er sket under Zac Taylors ledelse, men de står over for en monumental opgave, når de skal erstatte Joe Burrow.

Joe Burrow måtte udgå af Bengals’ sejr over Jacksonville Jaguars med en skadet tå, og det ligger nu fast, at den 28-årige quarterback skal under kniven.

Ifølge tv-stationen ESPN betyder operationen, at Joe Burrow ikke kan spille i de næste tre måneder. Således kan Joe Burrow teoretisk set vende tilbage i slutningen af grundspillet, men i værste fald kan han først spille igen, hvis Cincinnati Bengals skulle kvalificere sig til slutspillet.

I stedet skal Jake Browning igen overtage roret i Cincinnati. Browning spillede syv kampe i 2023-sæsonen, da Joe Burrow beskadigede sit håndled, og han vandt fire af disse opgør.

Jake Browning blev også skiftet ind i søndagens kamp mod Jaguars, og han sluttede med 241 kastede yards, to touchdowns og tre interceptions. Det var i høj grad Ja’Marr Chase, som løftede arven i Bengals’ angreb, da han greb 14 bolde for 165 yards og et touchdown.

Cincinnati Bengals går ind i en særdeles svær periode, og i de næste fire kampe venter Minnesota Vikings, Denver Broncos, Detroit Lions og Green Bay Packers.

Se også: Højdepunkter fra Super Bowl-gentagelsen mellem Chiefs og Eagles