I denne uges udgave af Versus må du nøjes med to fantastisk fede matchups frem for de sædvanlige fire, da vi er nået til slutspillets semifinaler. Du får derfor ét matchup fra hver kamp.

Det er næsten ikke til at tro, at vi allerede er nået til det stadie, hvor kun fire NFL-klubber har chancen for at vinde Super Bowl. Det er Conference Championship Weekend – slutspillets semifinaler – og det betyder også, at du får en forkortet specialudgave af Versus med kun to matchups.

Jeg lover dog, at de her to matchups kommer til at give et ekstra element, når du søndag aften sætter dig til rette i sofaen med dine venner klædt i football-gear og lækre forfriskninger på bordet klar til syv timers top-underholdning med verdens fedeste sport.

Læs mere: Weekly Winners: Kan Titans overraske igen?

God læselyst!

1. Travis Kelce og Tyreek Hill vs. Titans’ secondary
Det gjorde ondt helt ind i sjælen at se, hvordan Patrick Mahomes og Chiefs-angrebet ydmygede Texans-forsvaret, da AFC West-mandskabet stoppede med at spænde for sig selv. Syv angrebsserier i træk med touchdowns og specielt en mand (ud over Mahomes) var modbydelig ved Houston: Den mand er naturligvis tight end Travis Kelce, der noterede sig for 134 yards og tre touchdowns. Kelce destruerede Lonnie Johnson Jr., når cornerbacken var eneste mand på ham, og selv når Texans sendte flere forsvarsspillere på ham, kunne de ikke stoppe ham. Og Titans kommer til at stå over for et rigtig vanskeligt dilemma, som de bliver nødt til at løse, hvis de skal holde bare nogenlunde snor i Kansas Citys latterligt godt angreb. Kelce kræver minimum to mand på sig, medmindre du har en All Pro-defensive back. Og det har Tennessee ikke. Problemet er bare, at når du ofrer to spillere på Kelce, så er du næsten nødt til at nøjes med kun en enkelt mand på ligaens hurtigste receiver og farligste dybe trussel: Tyreek Hill.

Umiddelbart får jeg det til at lyde som om, at Chiefs-angrebet er ustoppeligt, men Titans har faktisk en secondary, der kan matche fornuftigt op med Mahomes’ våben. Den lynhurtige cornerback Adoree’ Jackson spillede fremragende mod Ravens, og han får højst sandsynligt til opgave at holde et vågent øje med Hill, da han stort set kan matche Chiefs-receiveren på ren speed. Jackson får nok ikke meget safety-hjælp, da de to dygtige safeties, Kevin Byard og Kenny Vaccaro får nok at se til med Kelce. Den sindssygt dygtige tight end får nok æren af både Byard og Vaccaro, og så kommer han formentlig også til at hilse på linebacker Jayon Brown, der forventes tilbage efter at have Ravens-kampen med en skade. Brown er solid i opdækning, men én-mod-én er han intet match for Kelce. Derfor forventer jeg altså, at Titans’ defensive koordinator, Dean Pees, finder en kreativ måde at forsøge at begrænse Kelce. Cornerback Logan Ryan kunne også sættes på Kelce, men det efterlader resten af de bagerste geledder i en sårbar position, da han er Tennessees mest pålidelige cornerback. Det bliver utroligt fascinerende, om Titans for anden weekend i træk kan stoppe et fuldstændig fremragende angreb. Denne gang er det dog en offensiv, der specialiserer sig i kastespillet anført af en eminent quarterback. Misforstå mig ikke; Lamar Jackson er formidabel, men Mahomes er en ekstraordinær kaster. Det er altså ikke en opgave, man bare lige løser til topkarakter.

Læs også: Tanker fra divisionsrunden: Mahomes’ topniveau er det vildeste

2. 49ers’ kasteforsvar vs. Aaron Rodgers
Hvis du havde fortalt San Francisco 49ers efter deres 37-8-ydmygelse af Green Bay Packers i uge 12, at de ville møde ostehovederne igen i NFC-finalen med hjemmebanefordel, så ville 49ers-spillerne have trukket gevaldigt på smilebåndet. NFC West-mandskabet var fuldstændig altdominerende i det opgør og et lignede et hold, der var længder bedre end Packers. Men søndagens opgør om en plads i Super Bowl er en helt ny kamp, hvor intet er afgjort på forhånd, så i teorien kan San Francisco ikke bruge sejren for to måneder siden til så meget. Green Bay kan til gengæld bruge kampen til at se, hvor de især skal være langt skarpere denne gang, hvis de skal lave overraskelsen. Rodgers og kasteangrebet var nemlig komplet ved siden af sig selv, og der skal helt andre boller på suppen, hvis Packers skal byde værterne op til dans. For det første holdt Rodgers alt for længe på bolden i det førnævnte nederlag, og han hjalp dermed ikke sin ellers solide offensive linje imod et forrygende 49ers pass rush, der i NFC-finalen har alle brikker at lege med: Nick Bosa, Arik Armstead, Dee Ford og DeForest Buckner. Derfor blev Rodgers sacket fem gange i det tidligere møde og kastede blot for 104 yards på 33 (!!!) kast. Helt uhørt.

Skal Green Bay spille sig i Super Bowl, kræver det en helt anden beslutsomhed og skarphed fra A-Rod denne gang. Quarterbacken spillede rigtig godt mod Seahawks, men 49ers-defensiven er en helt anden størrelse. Det er ligaens bedste forsvar. Davante Adams, der brillerede mod Seattle, får helt andre arbejdsbetingelser, når han skal stå over for Richard Sherman. Derfor er Rodgers også nødt til at affinde sig med, at han ikke kan kigge i Adams’ retning på samtlige vigtige spil, som han kunne (og gjorde) med enorm succes mod Seahawks. Rodgers skal i mine øjne spille den perfekte kamp, og det gør han ved hurtigt at skille sig af med bolden. Han skal acceptere, når det bedste er at tage de lette par yards på checkdowns frem for at holde for længe på bolden i håbet om det store spil og tage et sack. Samtidig skal han også ramme det dybe skud de tre til fem gange, chancen byder sig. Det lyder simpelt, men det er hamrende vanskeligt mod et så gennemført stærkt forsvar som 49ers’. Flere eksperter har helt berettiget stillet spørgsmålstegn ved, om Aaron Rodgers hører til blandt NFL’s allerbedste quarterbacks. Packers-quarterbacken kan sende noget af et signal ved at spille en kongekamp og føre NFC North-mestrene i Super Bowl. Og så må vi heller ikke glemme, at Rodgers har lidt ekstra motivation. 49ers valgte nemlig Alex Smith frem for ham i 2005-draften.