Fire hold er der tilbage, fire hold blev siet fra i en fantastisk divisionsrunde af dette års slutspil. Gul Klud giver her en tanke til de otte bedste hold i NFL og deres præstation i weekenden.
San Francisco 49ers – Minnesota Vikings (27-10) (Teis)
49ers: Der skal nok mere til fra Garoppolo i næste runde
Sejren over Vikings var ret komfortabel for San Francisco 49ers, og med undtagelse af Diggs’ lange touchdown, havde Vikings ikke meget at byde på. Sejren var dog ikke ikke på baggrund af storspil fra quarterback Jimmy Garoppolo, og tværtimod havde han flere dårlige kast, som gav Vikings muligheder for at hænge på. Hvis det ikke havde været fordi, 49ers’ forsvar var altdominerende. Et godt løbespil og et godt forsvar kan man komme langt med, og det har 49ers, men Garoppolos store fejl var ikke betryggende, hvis holdet i NFC-finalen eller i Super Bowl møder hold, der kan straffe dem med bedre angrebsspil. Garoppolo har vist, at han kan spille kampe på højt niveau, men han har også vist et halvdårligt bundniveau. Det bliver interessant at se, hvor meget 49ers får brug for ham i NFC-finalen, og om han i så fald kan levere det nødvendige spil.
Vikings: Den offensive plan havde begrænset potentiale
Vi har set det tidligere i år, og det blev desværre tilfældet igen mod et stærkt 49ers-forsvar. Mod en af ligaens bedste defensive linje kunne Vikings’ angreb slet ikke flytte bolden, og det falder fuldstændig i forlængelse af kampene mod for eksempel Green Bay Packers og deres stærke defensive linje tidligere i år. Vikings vil gerne løbe bolden, men når de ikke kan få lov til det, så får de bare store problemer. Deres offensive linje er kort sagt ikke god nok i pass protection, hvor især nogle af de indvendige folk (Jeg kigger på dig, Pat Elflein) falder langt under det acceptable niveau. Med en quarterback som Kirk Cousins, der ikke er ret mobil, og som ofte bliver lidt usikker, når presset er der, så er det bare ikke en holdbar opskrift. Måske kan deres offensive filosofi virke, hvis deres offensive linje bliver forstærket til 2020 og forsvaret igen bliver et top 5-forsvar, men jeg må indrømme, at jeg tvivler en del på, at den nuværende opskrift med meget løb og Kirk Cousins ved roret kan bringe Vikings hele vejen næste år.
– Teis Joranger
Baltimore Ravens – Tennessee Titans (12-28)
Ravens: Den aggressive stil gav bagslag
Baltimore har hele sæsonen haft en succesfuld og positiv tilgang til spillet, hvor de er gået efter flere fjerde downs end nogen andre hold i NFL. Inden kampen mod Titans havde Ravens vekslet otte ud af otte 4th & 1’s i sæsonen til en ny første down takket være angrebets mange strenge. Lamar Jackson kan både løbe og kaste, eller han kan give bolden til Mark Ingram. Det er nærmest ustoppeligt, fordi forsvaret skal forholde sig til så mange forskellige muligheder. Men det var ikke umuligt for Tennessee. Gæsternes forsvar viste utrolig koncentration og clutch-mentalitet, da de stoppede Ravens hele to gange på 4th & 1. Og netop de to stops var utroligt afgørende for kampen. Det første stop førte på det efterfølgende spil til et 45-yard touchdown-kast fra Tannehill til Kalif Raymond og en føring på 14-0 til gæsterne. Det andet stop skete i begyndelsen af andet quarter ved stillingen 6-14 på en rigtig lovende angrebsserie af hjemmeholdet. Og igen resulterede stoppet i et touchdown af Titans, der ved stillingen 6-21 knækkede Baltimore. I mine øjne bør Ravens ikke gå på kompromis med deres aggressive tilgang fremadrettet blot på grund af en enkelt kamp, men da det gjaldt allermest her i slutspillet, var de uheldige og led en mega hård skæbne.
Titans: Derrick Henry er et unikum
Titans fortjener ros hele vejen rundt for en gennemført, stærk holdindsats mod Ravens. Wauw, det var den perfekte slutspilspræstation uden at være prangende. Men i slutspillet er det de store spil på de afgørende tidspunkter, der gør forskellen. Dette take skal dog handle om manden over dem alle i Tennessee. Derrick Henry, selvfølgelig. Hvilken spiller. Hvilken atlet. Hvilket bæst! Mod Patriots buldrede han af sted for 182 yards, og i Divisional Round forbedrede han sig og løb for 195 yards på 30 løb (6,5 yards per løb). Den altdominerende præstation indebar blandt andet et 66-yard løb, en stiff-arm, der fik Ravens-safery Earl Thomas til at agere lead blocker for Henry, og ikke mindst et touchdownkast. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad Titans-runningbacken har i støbeskeen til AFC-finalen. Derrick Henrys præstationer de seneste tre kampe med næsten 200 løbeyards i snit per optræden er helt formidabelt, og han er uden tvivl den bedste ‘big back’ i det her årtusinde. En unik spiller.
– Alexander Paaske
Kansas City Chiefs – Houston Texans (51-31)
Chiefs: Mahomes’ topniveau er det vildeste
Det er svært at finde de passende adjektiver for, hvor ekstraordinært velspillende Patrick Mahomes var i andet og tredje quarter. Bagud 0-24 i starten af andet quarter efter flere store fejl i kampens begyndelse lignede det endnu en sort dag på hjemmebane i slutspillet for Chiefs, men så tog fanden ved 2018-sæsonens MVP, der spillede out of this world. Kansas City scorede touchdowns på syv (!) angrebsserier i træk (ny slutspilsrekord), fordi Mahomes pillede Texans-defensiven fuldstændig fra hinanden via det ene missil efter det andet. Selv den håndfuld gange, hvor Houston havde det perfekte spilkald på forsvaret, hev Mahomes bare noget magi ud af ærmet. Fem touchdowns endte fænomenet med at kaste, og det var ikke en scoring for lidt. Mahomes’ topniveau er i mine øjne ikke set bedre i de 13-14 år, jeg har set NFL. Måske er hans ypperste endda det bedste i spillets historie? Én ting er i hvert fald sikkert. Hvis Mahomes er den bedste udgave af sig selv i alle fire quarters mod Titans, så er selv (endnu) en monsterkamp af Derrick Henry ikke nok til at slå Chiefs
Texans: Kasteforsvaret og O’Brien holder Texans tilbage
Deshaun Watson fortjener bedre. Quarterbacken spillede en super kamp mod Chiefs, og man kan faktisk ikke klandre ham for, at Texans ikke kunde holde fast i den massive føring. Watson ramte på 31 af 52 kast for 388 yards, noterede sig for tre touchdowns (to kast, ét løb) og ingen interceptions. Men Houston har bare ikke nok kvalitet på hverken sidelinjen eller på forsvaret til at kunne true de allerbedste hold i NFL (eller i AFC). Bill O’Brien lignede et geni i begyndelsen af kampen, men da først Kansas City fik gang i angrebet og stoppede med at begå amatørfejl, så havde O’Brien intet modsvar. På rekordtid – allerede efter andet quarter – var føringen smuldret, og efter pausen fortsat Chiefs-dominansen. Texans-træneren blev out-coached af Andy Reid. Texans’ svage forsvar var dog heller ikke til megen hjælp for O’Brien, og specielt de bagerste geledder var ringe. Houston har nogle dygtige spillere i front syv som JJ Watt og DJ Reader, men i secondaryen er talentet meget begrænset, og flere af spillerne har endda kontraktudløb nu. Hvis Watsons talent ikke skal gå spildt de næste par år, så skal O’Brien forbedre sig som træner og vokse i sin GM-rolle. Og det starter med at fixe problemet i defensivens backfield.
– Alexander Paaske
Green Bay Packers – Seattle Seahawks (28-23)
Packers: Devante Adams bar angrebet på fremragende vis
Green Bay så længe komfortable ud i hjemmebanesejren mod Seattle, og en stor del af den ros skal tilfalde Devante Adams, der løb sig åben gang på gang på gang, og gjorde det onde ved Seattle. Quarterback Aaron Rodgers har haft en blandet sæson, men havde ingen problemer med at finde sit yndlingsmål i dette opgør. Devante Adams endte kampen med otte grebne bolde (alle resulterede i enten en ny første down eller et touchdown) for 160 yards og to scoringer. Seattle valgte af forunderlige grunde ikke at dække Adams med holdets bedste cornerback Shaquill Griffin, og det resulterede i, at Packers-receiveren med sine kloge, skarpe ruter ved flere lejligheder fik Tre Flowers til at se fjollet ud. Foruden Rodgers og Adams var der ikke rigtigt andre på Green Bays angreb, der for alvor var truende, så der skal lyde et stort cadeau til de to for at være stærkt medvirkende til, at holdet skal spille NFC-finale på søndag mod 49ers.
Seahawks: Forsvaret fejlede groft på tredje down
Der er mange ting at tage fat på for Seattle, Russell Wilson som enmandshær på angrebet, den manglende evne til at beskytte quarterbacken, holdets fremragende fightervilje og frustrationen ved trænerbeslutningerne samt det faktum, at holdet kun kan spille maks en god halvleg per kamp. I sidste ende, er det dog forsvarets manglende evne til at stoppe Packers på tredje down, der var den mest frustrerende del, da de fleste vel havde forventet endnu en konservativ offensiv gameplan. Packers konverterede 9 af 14 tredje downs, men måderne det skete på, var det mest knusende og frustrerende. Tre af Packers’ fire touchdowns kom på tredje down, og på sidste, afgørende drive havde Seattles defensiv faktisk fået godt fat. Det ændrede dog ikke på, at Packers konverterede yderligere to tredje downs, som førte til, at Aaron Rodgers kunne løbe fra banen som sejrherre. Det ene af spillene, havde Seattle sat rookiecornerback Ugo Amadi, der ikke har spillet meget i denne sæson, til at dække føromtalte Devante Adams op. Det endte skidt for Seattle. Den anden konvertering på det afgørende drive kom fra den tidligere Seahawks tight end, Jimmy Graham, der blev dækket op af Delano Hill, endnu en reservespiller. Det er bare ikke godt nok.
– Jacob Graversen
