Falcons har slået en handel af med Raiders, der sender Bryan Edwards til Atlanta.

Atlanta Falcons fortsætter med at investere i receiverkorpset inden sæsonforberedelserne for alvor påbegyndes. Senest vekslede Terry Fontenot det ottende valg i 2022-draften til den talentfulde receiver Drake London og nu har han slået en handel af med Las Vegas Raiders, der sender Bryan Edwards til Atlanta.

Handlen indbefatter, at Atlanta Falcons afgiver et femte-runde-valg i næste års draft til Las Vegas Raiders, der til gengæld sender Bryan Edwards og et valg i syvende runde af selvsamme draft retur.

Det betyder, at Atlanta Falcons nu råder over Drake London, Olamide Zaccheaus, Kyle Pitts og Bryan Edwards som de primære våben i kastespillet. Omvendt har Raiders – som bekendt – tilknyttet All Pro-receiver Davante Adams, der skal suppleres af Hunter Renfrow, Keelan Cole og Darren Waller.

Bryan Edwards nåede at spille to sæsoner for Raiders, der valgte ham i tredje runde af 2020-draften. Efter en stille debutsæson fik han mere spilletid i fjor, hvor han greb 571 yards og tre scoringer.

Til sidst er det værd at påpege, at handlen betyder, at Raiders nu har skilt sig af med deres fem første valg fra 2020-draften. Således er Henry Ruggs III, Damon Arnette og Tanner Muse blevet fritstillet, mens Lynn Bowden Jr. og nu Bryan Edwards er blevet handlet væk.