
Den anden kamp på Thanksgiving var lidt en ørkenvandring med mindre man er Cowboys-fan. Hjemmeholdet vandt 27-20 over New York Giants, men kampen var ikke lige så tæt som cifrene antyder.
Gul Klud, Green Bay
En kalkun er ikke nogen særlig pæn fugl. Men den er betydeligt kønnere end det makværk seere og tilskuere var vidne til fra New York Giants side torsdag aften dansk tid.
Alt ligger i ruiner lige nu i en af NFLs ældste klubber, og spillet på banen er en katastrofe. Holdet skilte sig af med quarterback Daniel Jones i sidste uge, Tommy DeVito overtog hvervet men blev skadet, så i stedet var det Drew Lock, der startede for udeholdet i Thanksgiving-kampen mod divisionsrivalen Dallas Cowboys.
Og han var tæt på horribel. Lock ramte på 21 af sine 32 kast for 178 yards med en interception og fumblede også en enkelt gang. Han løb dog et sent touchdown ind, der pyntede lidt på resultatet.
I første halvleg stod han dog for Giants’ største offensive spil i kampen med et 28-yard scramble på en tredje-og-6 fra Cowboys’ 29-yard linje. På det næste spil løb Giants runningback Tyrone Tracy ind i end zonen for et kort touchdown. Det bragte Giants foran 7-3, men det var også det tætteste de kom på sejren.
Cowboys dominerede Giants’ offensive linje resten af kampen. Den tredobbelte All-Pro linebacker Micah Parsons lagde konstant pres på Lock, men det største spil i første halvleg blev lavet af Dallas-linebackeren DeMarvion Overshown. Han viste sine atletiske evner ved at først at slå Locks screen-pass op i luften for derefter at gribe bolden og løbe den hele vejen tilbage til et 23-yard interception return touchdown.
Det gav Dallas en 13-7 føring med fire minutter inde i anden quarter, og de var ikke bagud igen i resten af kampens 41 minutter.
Cowboys løbeangreb har været lidt en joke i år, men for et par uger siden gav de runningback Rico Dowdle det primære ansvar. Han takkede for tilliden og spillede sin bedste kamp som professionel, og havde blandt andet et 22-yard løb på en anden-og-21.
Dowdle løb bolden 22 gange for 112 yards og et touchdown i kampen, hans første kamp i karrieren med over 100 yards.
Cowboys har nu vundet to kampe i træk for første gang i år og har nu en mini-friuge, da de først spiller mod Cincinnati Bengals på Monday Night Football i spilleuge 14. Giants har tabt syv i træk og skal spille mod New Orleans Saints hjemme næste søndag.








