Daniel Jones har fundet sit nye hold

0

Få dage efter at New York Giants vragede Daniel Jones, har den 27-årige quarterback skrevet under på en kontrakt med Minnesota Vikings for resten af 2024-sæsonen.

Det blev NFLmings lilla helte fra Minnesota, som løb med Daniel Jones’ underskrift. Ifølge TV-stationen NFL Network har Jones skrevet under på en kontrakt med Vikings for resten af 2024-sæsonen.

Daniel Jones skifter til Minnesota Vikings efter en turbulent afslutning på sin seksårige karriere hos New York Giants. Det er bare en uge siden, at Daniel Jones blev bænket til fordel for Tommy DeVito, og fredag blev Jones sendt på porten i “The Big Apple”.

Selvom Daniel Jones ikke har spillet en god sæson, hvori han bare har kastet otte touchdowns mod ni interceptions, så var fyringen opsigtsvækkende. Det skyldes ikke mindst, at Giants gav Daniel Jones en fireårig kontraktforlængelse til værdi af svimlende 1,13 mia. danske kroner ($160 mio.) så sent som i 2023.

I Minnesota kan Daniel Jones se frem til at spille under og lære fra Kevin O’Connell, som i år har genoplevet en anden quarterback, der tidligere har slået sig på det barske football-miljø i New York i form af Sam Darnold. Under Kevin O’Connells kyndige ledelse har Darnold kastet for 2.717 yards med 21 touchdowns og 10 interceptions som følge i 2024-sæsonen.

Derudover skal Daniel Jones fungere som en sikkerhedsventil i Minnesota, hvis Sam Darnold skulle gå i stykker forud for eller under det kommende slutspil, som Vikings er snublende tæt på at kvalificere sig til. Vikings har hidtil haft Nick Mullens som førstereserve til Darnold, efter at førsterundevalget J.J. McCarthy blev skadet for sæsonen.

Ifølge selvsamme TV-station NFL Network var Baltimore Ravens også interesserede i Daniel Jones’ underskrift, men det tidligere førsterundevalg foretrak at spille under Kevin O’Connell i Minnesota.

Læs også: Optakt til Thanksgiving-braget mellem Lions og Bears