Gul Klud varmer op til de to opgør, der spilles i forbindelse med Thanksgiving. Her kan du læse optakt til aftenens sidste kamp mellem Dallas Cowboys og Washington Football Team.

Det er fuldkommen uhørt, at vinderen af torsdagens anden kamp kan indtage førstepladsen i NFC East. Alene faktummet at et af de jammerlige hold kan se frem til at få en hjemmebanefordel i slutspillet, giver undertegnede lyst til at gnide chilikorn i øjnene for at lindre smerten.

Ikke desto mindre er det tilfældet, hvorfor der er rigeligt på spil, når Dallas Cowboys med Andy Dalton i spidsen tager imod Washington Football Team. Det er 42. år i træk, at Dallas Cowboys har hjemmebane og værtsskabsrolle i forbindelse med Thanksgiving. Gæsterne fra Washington er heller ikke uerfarne i Thanksgiving-sammenhæng, da de i skrivende stund står noteret for 11 Thanksgiving-kampe, hvilket er syvende flest i NFL’s glorværdige historie.

Tilsammen har Cowboys og Washington Football Team startet syv forskellige quarterbacks i 2020, hvilket vidner om holdenes foreløbige besvær og manglende sportslige succes. Forskellen er dog, at Dallas Cowboys er blevet tvunget til at skifte ud efter skader til først Dak Prescott og siden hen Andy Dalton, mens Ron Rivera har ledt med lys og lygte efter sin foretrukne mand bag center.

Valget er nu faldet på den rutinerede Alex Smith, der har kæmpet sig tilbage i NFL efter, at han nær mistede benet i 2018. Alene Smiths comeback til NFL er i sig selv prisværdigt, men at han nu har gjort hovedstadsklubben konkurrencedygtig igen, er intet mindre end et mirakel. Senest besejrede Washington upåagtede Cincinnati Bengals med 20-9.

Dallas Cowboys kom også tilbage på sporet med en sejr over 31-28 over Minnesota Vikings. Her beviste Andy Dalton, at han er i stand til at lede Cowboys’ ellers talentfulde angreb. Dalton sluttede opgøret med 203 kastede yards og tre touchdowns, mens Ezekiel Elliott leverede én af sine foreløbigt bedste kampe i 2020 med 114 samlede yards og en scoring.

Her kan du læse Gul Kluds optakt til aftenens første Thanksgiving-kamp mellem Detroit Lions og Houston Texans.

Seneste nyt på skadesfronten

Værterne har en lang række skadede profiler, hvilket har svækket dem i 2020. Listen tæller spillere som Dak Prescott, La’el Collins, Tyron Smith, Trevon Diggs og Tyler Biadasz. Derudover er Cowboys ved at være nogenlunde tilbage til – relativ ! – fuld styrke. Således er det kun cornerback Anthony Brown, der ikke har trænet med for fuld styrke i denne uge.

Ron Riveras tropper er omvendt mere ramte af aktuelle skader. Således har hverken Terry McLaurin (ankelskade) eller Antonio Gibson (ankelskade) trænet med i den indeværende uge. Begge forventes dog at spille i torsdagens kamp.

Hold øje med …

Fortsætter Ezekiel Elliott sin flotte Thanksgiving-stime? 

Det har langt fra været nogen prangende sæson for Dallas Cowboys’ Ezekiel Elliott, der ellers tog sig vel betalt inden sæsonen med en lukrativ kontraktforlængelse. Foreløbigt står han noteret for 942 løbede og grebet yards og syv touchdowns.

Mike McCarthy og Dallas Cowboys kan dog glæde sig over, at Ezekiel Elliott statistisk set har været sublim i de tre Thanksgiving-kampe, som han tidligere har medvirket i. Heri står han noteret for 377 yards og tre scoringer. Spørgsmålet er derfor, om Elliott kan bygge videre på sin solide præstation i weekenden mod Vikings og fortsætte sin flotte Thanksgiving-stime i opgøret mod Washington Football Team?

I den forbindelse skal det bemærkes, at Ezekiel Elliott havde det ualmindeligt svært, da Cowboys mødte hovedstadsklubben tidligere på sæsonen. Her blev Elliott både holdt scoringsløs og begrænset til 51 offensive yards. Yikes!

Kan Cowboys’ offensive linje beskytte Andy Dalton?

I de senere år har Dallas Cowboys kunnet mønstre en af ligaens absolut bedste offensive linjer, hvilket har hjulpet både Dak Prescott og Ezekiel Elliott til flotte personlige karrierer i NFL. Det har ingenlunde været tilfældet i år, hvor Cowboys tillader 2,7 sacks pr. kamp, hvilket er ottende dårligst i ligaen. Som nævnt indledningsvist er profiler som Tyron Smith og La’el Collins ude for sæsonen med skader, hvilket har haft store konsekvenser for den offensive linjes niveau – og samtidig har betydet, at Cowboys har måtte rokere rundt på positionerne med kreative formationer.

Kombineret med at Washington Football Team råder over et hav af dygtige defensive linjespillere og linebackere, bør Andy Dalton ligge søvnløs i disse nætter. Med spillere som Montez Sweat, Chase Young, Jonathan Allen og Matt Ioannidis er det intet under, at hovedstadsklubben har leveret femte flest sacks i NFL i år med 3,2 styks pr. kamp.

Hvis Dallas Cowboys’ angreb skal have succes er det afgørende, at de lykkes med korte kast eller screen spil, som kan bidrage til at punktere Washingtons presspil. Derudover skal Ezekiel Elliott lykkes med sit løbespil, da det kan tvinge Washington til at rokere rundt og eventuelt bringe færre spillere i presspillet. Alternativt vil Washingtons defensive linje fortære Andy Dalton og sandsynligvis skabe et par turnovers, som kan give Alex Smith gunstige udgangspositioner til at afgøre kampen.

Forudsigelse

Alex Smith har fået gang i Washington Football Teams angreb, hvortil spillere som Antonio Gibson og Terry McLaurin har leveret på et flot niveau på det seneste. Det er således afgørende, at de er skadesfri til opgøret, hvis hovedstadsklubben skal true Cowboys’ forsvar kontinuerligt. Derudover råder Football Team over et frygtindgydende pass rush, som bør være Cowboys’ skadesplagede offensive linje overlegen. Tilsammen forventer jeg, at Washington Football Team fortsætter de positive takter og tager en snæver sejr over Dallas Cowboys.

Washington Football Team vinder opgøret med 23-20.