Det krævede et kort Cairo Santos field goal i sidste sekund, for at Bears ikke blev det første hold, der tabte til Lions i år.

En mærkelig uge for Chicago Bears headcoach Matt Nagy sluttede lykkeligt torsdag, da han sammen med resten af Chicago Bears mandskabet kunne fejre en 16-14 sejr efter Cairo Santos 28-yarder med 0:00 tilbage på klokken.

Dermed har Nagy indtil videre reddet sit job, som lokale Chicago-medier i ugens løb rapporterede, hang i en tynd tråd, og endda gik linen ud og skrev, at Nagy ville blive fyret efter torsdagens kamp.

Så galt gik det ikke, og Bears der nu er 4-7 fik endelig en sejr efter fem nederlag i træk, men det holdt hårdt.

Lions bed godt fra sig og førte 14-13, men det hele endte, som det har gjort hidtil i sæsonen med endnu et nederlag. Lions spillede uafgjort med Steelers for et par uger siden, men har ikke vundet i indeværende sæson og er dermed nu 0-10-1.

Detroit lavede mange fejl, både tidligt og sent, og afslutningen var heller ikke køn hvor de med dumme penalties og forvirring på både banen og sidelinjen tillod Bears at bruge al tiden, inden de sparkede det afgørende field goal. Lions havde i alt 10 straffe, inklusiv tre i træk, da de med bolden på midterlinjen havde chance for at afgøre kampen til egen fordel.

Jared Goff startede for Lions og var ikke forfærdelig, men var mildest talt ineffektiv. Hans 21 af 25 lyder lidt, for problemet var at det alle var korte kast, der ikke skaffede første downs. Han kastede for kun 171 yards og to touchdowns, men havde også en fumble. Nytilførslen Josh Reynolds (som Goff spillede på hold med hos Rams) scorede sit første touchdown i Lions-uniformen, og T.J. Hockenson bragte Lions foran sent i tredje quarter med 14-13 på sit touchdown.

Lions mistede runningback D’Andre Swift tidligt i kampen med en skulderskade, og det gjorde det vanskeligt for angrebet at flytte bolden.

Bears startede Andy Dalton på quarterback i stedet for den skadede rookie Justin Fields, og til sidst i kampen førte han Bears på en 18 spil, 69-yard angrebsserie, der varede otte et halvt minut, og sluttede med Santos’ gamewinner.

Dalton ramte på 24 af sine 39 for 317 yards, hvilket var imponerede for et mandskab, der kun har kastet bolden 144 yards i snit pr. kamp. Dalton kastede et 17-yard touchdown til Jimmy Graham sent i første halvleg.