Elming: Tanker fra torsdag. Nedbør afgør åbningskamp

0

Nattens kamp mellem Philadelphia Eagles og Dallas Cowboys blev afbrudt af en lang regnvejrspause, men en anden type nedbør fik sindene i kog.

Eagles kæmpemand i midten af forsvaret, Jalen Carter, blev smidt ud efter 6 sekunder for at spytte på Dak Prescott, inden Carter havde spillet et eneste snap i 2025-sæsonen.

På trods af den manglede betonklods i midten af forsvaret, trak Super Bowl mestrene alligevel det længste strå med en 24-20 sejr over Dallas Cowboys.

Det var nu en anden type nedbør, der kom til at afgøre premieren, for kampen var delt i to. Før og efter en lang uvejrspause, hvor opgøret blev afbrudt midt i 3. quarter. Inden da havde angrebene scoret på samtlige otte serier. Efter: Nul. Zero. Zilch. Nada.

Turnovers will kill ya

Eagles var foran 24-20 i tredje quarter, men Cowboys var helt med i kampen og havde ingen problemer med at flytte bolden.

De nærmede sig Eagles end zone igen, da kampens største spil ramte dem. Vel at mærke et negativt spil. Der bare ikke må ske på dette tidspunkt eller dette sted på banen.

Eagles rookie linebacker Jihaad Campbell og Byron Young fremtvang i fællesskab en fumble fra Cowboys runningback Miles Sanders (i øvrigt tidligere Super Bowl mester med Eagles) på Eagles 10 yard-yard linje.

I stedet fik Eagles bolden tilbage, og Cowboys kom aldrig tæt på at score igen. I en rodet kamp kan Eagles glæde sig over at forskellen i turnovers blev afgørende. De lavede ingen. Cowboys lavede én.

Fra lynangreb til tordenvejr

Begge angreb startede som lyn og torden og scorede på samtlige angrebesserier i første halvleg. Syv angrebsserier, syv scoringer. Cowboys scorede to touchdowns og to field goals. Eagles tre touchdowns på deres tre angresserier.

I anden halvleg åbnede Eagles med et field goal, og så trak et uvejr ind over Philadelphia.

Kampen blev afbrudt i 64 minutter, og efter holdene kom tilbage på banen formåede ingen af dem at score igen.

Seks angrebsserier. 0 point. Og da quarterback Jalen Hurts til allersidst på en tredje-og-3 løb op gennem midten til første down, kunne de tilbageværende tilskuere juble, og Eagles-spillerne glæde sig over en sejr i åbningskampen.

Kasteligaen leverer NUL kaste-touchdowns

I gamle dage var professionel football et løbespil, men med tiden har NFL ændret reglerne tilpas meget til, at det mere underholdende kastespil er i højsædet. Quarterbacks er afgørende og har du ikke én, får du svært ved at vinde.

På trods af NFL gerne vil have masser af kast, yards og ikke mindst touchdown-kast, så leverede nattens to quarterbacks ingen af delene.

Dak Prescott var faktisk skarp og leverede flere lækre kast, men sluttede 21 af 34 for 188 yards med 0 touchdowns. Det skyldtes til dels forholdene i anden halvleg, men også at hans partner-in-crime CeeDee Lamb tabte fire bolde.

Jalen Hurts havde også et par fine kast, men fik slet ikke gang i duoen AJ Brown/Devonta Smith. Hurts sluttede 19 af 23 for 159 yards og 0 touchdowns.

Men… han var en konstant trussel, når han løb bolden. Hurts havde 62 yards på 14 løb og scorede to touchdowns. Begge på kastespil, hvor Cowboys havde styr på opdækningen, men ikke kunne dæmme op for Hurts’ løbeevner.

Det tæller ikke som kaste-touchdowns, men det tæller for præcis det samme antal point. Hvor er Micah Parsons, når man har brug for ham…?