2019-sæsonens grundspil er slut, og vi kender nu de 12 slutspilshold. Uge 17 var som altid underholdende med trickspil, overraskelser og ukendte spillere, der griber chancen. Gul Kluds skribenter giver her en tanke til alle 32 holds sidste kamp i 2019.

Tampa Bay Buccaneers – Atlanta Falcons (22-28)

Buccaneers: Tillykke til Jameis Winston og Shaq Barrett
Det blev på alle måder en historisk dag for Buccaneers i nederlaget til Falcons. Jameis Winston fik den tvivlsomme ære af at blive den første quarterback nogensinde til at kaste for over 30 touchdowns og 30 interceptions i samme sæson. Det gjorde han, da han på første spil i overtime kaste en pick-six til Falcons’ Deion Jones, og det var bare en perfekt afslutning på en kaotisk sæson. Efter kampen sagde Bruce Arians “Hvis vi kan vinde kampe med denne quarterback, kan vi vinde kampe med alle”, og det er svært at forudsige, hvad fremtiden bringer for Winston, men som neutral tilskuer har det ikke desto mindre været underholdende. Til sidst er det værd at sige tillykke til Shaq Barrett, der havde tre sacks og dermed slog Buccaneers’ franchise rekord for flest sacks i en sæson. Derudover snuppede han også titlen som NFL’s sack-konge i år. Sikke en sæson af en mand, der aldrig havde været fuldtidsstarter før 2019.

Falcons: Deion Jones er stadig en super linebacker
Det har været en lang sæson for Falcons-forsvaret, og alt for få spillere har holdt niveau. En spiller, der dog har været bundsolid igen, igen, er linebacker Deion Jones. Selvom mange ting omkring har været skidt kørende, har han været solid i opdækningen. Han slutter sæsonen som den linebacker, der har næstflest snaps pr. kast tilladt, mens han tillader sjettefærrest yards pr. snap i opdækningen. Hvis han får lidt bedre spil omkring sig, vil han igen skinne som den stjerne, han er. Det skal siges, at Grady Jarrett også har spillet en fremragende sæson. Derefter har det dog været tyndt.

– Teis Joranger

New England Patriots – Miami Dolphins (24-27)

Patriots: Hvor bliver de sædvanlige turnovers af?
New England har altid været kendt for at være ekstremt dygtige til at forcere turnovers og vinde kampen om takeaways. Specielt i denne sæson, hvor forsvaret har båret holdet, har Patriots domineret i den facet af spillet. Men ligesom i den seneste kamp mod Bills kreerede Patriots ingen turnovers i nederlaget til Dolphins, og det endte reelt med at gøre forskellen. Belichick og co. smed ellers alt efter Ryan Fitzpatrick, men den erfarne quarterback knækkede ikke under pres. Det er en meget bekymrende tendens for New England. For hvis de ikke kan skabe turnovers, så har de ingen chance for et playoff run.

Dolphins: DeVante Parker ødelagde Stephon Gilmores chancer for DPOY
Det tog sin tid, men wide receiver DeVante Parker lever nu endelig op til det potentiale, der fik Miami til at vælge ham i første runde af 2015-draften. Parker er nærmest blev bedre og bedre i løbet af sæsonen, og det kulminerede mod Patriots, hvor Parker dominerede ligaens bedste cornerback, Stephon Gilmore. Dolphins-profilen greb otte bolde for 137 yards og havde konstant overhånden over for Gilmore. Det er første gang i Gilmores tre år i New England, at han opgiver over 100 yards til en receiver. Yep, vi kan godt glæde os til at se meget mere fra DeVante Parker fremover.

– Alexander Paaske

Minnesota Vikings – Chicago Bears (19-21)

Vikings: Mike Boone fik vist eksplosiviteten
I en kamp, der mest handlede om at hvile starterne, fik runningback-reserven Mike Boone vist lidt eksplosivitet og evne til at lave nogle store spil. På 17 løb nåede han 148 yards og et touchdown, og han viste, at med en offensiv linje, der ikke blev spist, som den gjorde mod Packers, så kan man stole bruge ham. Han kostede selvfølgelig lidt i kastespillet, hvor han var skyld i en interception, men hvis Dalvin Cook eller Alexander Mattison ikke kan klare deres normale arbejdsbyrde, så kan Boone træde ind, uden det hele brænder ned.

Bears: Tak for et godt år, Allen Robinson
Der er lidt Larry Fitzgerald over de situationer, som Allen Robinson konsekvent befinder sig i. I college kostede Christian Hackenberg ham mange yards, i Jacksonville skulle han kæmpe med Blake Bortles-kast, og i Chicago har Mitch Trubisky været dyr for Robinsons produktion. I min optik har Robinson nemlig spillede en strålende sæson, og quarterbacken er den primære grund til, at vi ikke snakker mere om Robinson. Derfor vil jeg bare benytte lejligheden til at takke Allen Robinson for en god sæson. Jeg har nydt dit spil, og din indsats skal ikke blive glemt, selvom det “kun” blev til 1.147 yards og syv touchdowns.

– Teis Joranger

Kansas City Chiefs – Los Angeles Chargers (31-21)

Chargers: Missede tacklinger blev dyre
Los Angeles Chargers spillede en flot første halvleg mod Kansas City, og specielt forsvaret hold Mahomes og co. til en ukarakteristisk sløv start på kampen. Det ændrede sig dog i anden halvleg, hvor hjemmeholdet fra start stod for eksplosive scoringer. Først var det Mecole Hardman, der løb 104 yard til scoring efter et kickoff, hvor to spillede (den ene dog holdets kicker) havde chancen for at få ham nedlagt. Det blev kun værre på den efterfølgende serie, hvor Damian Williams løb 84 yards og scorede touchdown, efter tre til fire Chargers-spillede havde hænderne på ham. Han gentog den succes fra syv yards ude senere i kampen, hvor han nærmest kravlede over en Chargers-forsvarsspiller, der ikke fik tacklet ham. Det blev dyrt i en ellers relativt tæt kamp.

Chiefs: Chris Jones er klar til slutspillet
En af ligaens bedste defensive tackles fik i sæsonens sidste grundspilskamp bevist, at han er klar til slutspillet. Jones har siddet ude en måneds tid i denne sæson med en skade, men den er han helt kommet sig over. I kampen mod Chargers fik han hurtigt vist sig over for Philip Rivers, hvis temperament kom i kog efter en lovlig kollision med Jones. Den 25-årige forsvarsspiller endte kampen med fem pressures og et enkelt sack fra sin positiv som indvendig defensiv linjemand, og havde også et par defensive stops i løbespillet. Det var en komplet indsats, som der bliver brug for flere af, hvis Chiefs skal være med i kampen om en plads i Super Bowl.

– Jacob Graversen

Detroit Lions – Green Bay Packers (20-23)

Lions: Nederlaget giver et interessant udgangspunkt til Draften 2020
Detroit Lions’ sæson sluttede de facto med Matthew Staffords skade i niende spillerunde. Lions tabte ganske vist også de resterende otte kampe, men holdet kan nu se frem til en gunstig position i Draften anno 2020, hvor man råder over det tredje valg. Der vil – til og med d. 23. april 2020 – blive spekuleret heftigt i, om Detroit Lions skal benytte udgangspunktet til at hente hjælp til dets vaklende forsvar i form af en cornerback eller defensiv linjemand – eller om de skal slå en handel af med et quarterback-hungrende/desperat hold og indkassere lidt tiltrængt Draft-kapital til fremtiden? Det bliver særdeles spændende at følge! 

Packers: Skadeskvaler på den offensive linje bekymrer inden slutspillet
Det var ikke blot spillet, der haltede for Green Bay Packers i søndagens must win kamp mod Detroit Lions. Holdets skadesliste blev også udvidet med to offensive linjespillere, da både center Corey Linsley (rygskade) og tackle Bryan Bulaga (hjernerystelse) måtte udgå fra opgøret. Særligt skaden til førstnævnte kan have bekymrende udsigter, eftersom Linsley allerede i den foregående uge døjede med rygsmerter. I første omgang blev tredjeårsspilleren Lucas Patrick sendt i aktion og han ligner den sandsynlige arvetager, såfremt Linsley ikke kan spille i slutspillet. Skadessituationen på den offensive linje understreger blot vigtigheden af den friuge, som Packers i sidste ende spillede sig til.  

– Nicholas Jørgensen

Cincinnati Bengals – Cleveland Browns (33-23)

Bengals: Carlos Dunlap har spillet på Pro Bowl-niveau denne sæson
Kampen mod Browns var endnu en af en perlerække af stærke kampe fra den 30-årige forsvarsspiller. Dunlap lavede tre sacks, yderligere fem ‘pressures’ uden sacks og tre defensive stops. Selvom han mod Browns skinnede igennem som pass rusher, så har han særligt markeret sig som en force i løbeforsvaret. Hos analysesiden Pro Football Focus er Dunlap rangeret som den tredjebedste ‘edge defender’ mod løbet (4-3 defensiv end eller 3-4 outside linebacker), kun overgået af Calais Campbell og Von Miller. Han slutter sæsonen af med 50 pressures, 10 sacks og 36 defensive stops.

Browns: Cleveland skal på jagt efter, hvem de troede Freddie Kitchens ville være
Freddie Kitchens blev Browns’ cheftræner, da holdets ledelse troede på, at han kunne bibeholde og løfte niveauet fra Baker Mayfields flotte rookie-sæson. Det skete som bekendt ikke, og Baker Mayfield sluttede en dybt skuffende sæson af med at kaste endnu tre interceptions mod Bengals. Derfor må ejer Jimmy Haslam og general manager John Dorsey endnu engang på jagt efter en træner, og igen bør fokuset være på Mayfields udviking. I college og hans rookie-sæson var præcisionen en af Bakers store styrker, men i år har han været alt for svingende og misset et nemt kast det ene spil for derefter at ramme et dybt pletskud på det næste.

– Nikolaj Sattrup

Carolina Panthers – New Orleans Saints (10-42)

Panthers: Løbeforsvaret har været historisk ringe
Saints’ Alvin Kamara løb to touchdowns ind i første halvleg af kampen, og det var nok til at gøre Panthers’ løbeforsvar til historiens dårligste – i hvert fald hvis man udelukkende kigger på antal scoringer. Med de to scoringer har Panthers tilladt 31 løbe-touchdowns i sæsonen, og det er en tangering af rekorden. Kun New York Giants i 1980, Tampa Bay Buccaneers i 1986 og Detroit Lions i 2008 har tilladt så mange løbe-touchdowns. Panthers kan dog glæde sig over, at de kun tillader fjerdeflest løbede yards i denne NFL-sæson. Om ikke andet skal løbeforsvaret fixes til næste sæson. 

Saints: Tre’Quan Smith kan blive vigtig i slutspillet
Michael Thomas har været ustoppelig i denne sæson, men Saints har i store dele af sæsonen ikke haft en anden pålidelig receiver, som Drew Brees kan kaste til. Der var store forventninger til Tre’Quan Smith inden sæsonen, men han har ikke kunnet leve op til. Men måske har han vendt skuden. Imod Panthers var Tre’Quan Smith nemlig forrygende efter catch, da han flere gange fik tiltvunget sig første downs. Han greb således fem bolde for 56 yards, og alle fem resulterede i en ny første down, mens han også scorede ét touchdown.

Det er første gang siden uge 1, at en anden Saints-receiver end Michael Thomas har grebet mere end tre bolde! Saints har brug for, at Smith fortsætter, når slutspillet begynder.  

– Victor Risager

Buffalo Bills – New York Jets (6-13)

Bills: Duke Williams fik vist sig lidt frem
Der var intet at spille for i kampen for Buffalo Bills, og derfor blev der tid til at give nogle af reserverne lidt spilletid. Én af dem, som greb chancen, var receiver Duke Williams. Han har ikke spillet meget de sidste par måneder, men på 57 snaps mod Jets stod han for 106 yards på seks catches. Samtidig kunne de andre receivere ikke gribe chancen, og en mand som Robert Foster, som normalt får en 10-20 snaps pr. kamp, havde nul catches i den større rolle. Måske kunne der være lidt snaps til Williams i slutspillet baseret på en god uge 17?

Jets: Tarell Basham har spillet godt i december
Det blev aldrig til succes hos Tarell Basham i Indianapolis, hvor han var et tredjerundevalg tilbage i 2017-draften. Efter en fyreseddel fik han dog chancen hos New York Jets i år, og den har han grebet. Sack-totalen er ikke enorm, men specielt i den sidste måned af sæsonen har han vist sig godt frem. I uge 16 havde han en flot interception, og mod Bills havde han flere pressures og viste igen, at han kunne en vigtig spiller i fremtiden for Jets. Det bliver spændende at se, om Basham kan tage sit momentum ind i off season og lægge yderligere på til 2020-sæsonen

– Teis Joranger

Los Angeles Rams – Arizona Cardinals (31-24)

Rams: Brandin Cooks’ kontrakt ser skidt ud lige nu
Det har været en skuffende 2019-sæson for Brandin Cooks, der bare ikke har set komfortabel ud. I 14 kampe er det kun blevet til 583 yards og to touchdowns, og det er er langt under standarden for en mand, der i de fire år forinden var over 1.000 yards alle årene. Problemet for Rams er, at man inden 2018 gav ham en stor kontrakt, som er dyr en del år endnu. Først i 2022 kan man komme ud af kontrakten med en reel besparelse, og for et hold, der ikke har meget andet cap space at gøre godt med, så ser kontrakten bare ikke ret køn ud.

Cardinals: Respekt til Jordan Hicks’ pålidelighed
Jordan Hicks var i mange år en god linebacker hos Philadelphia Eagles, men han var bare rigtig ofte skadet. Arizona Cardinals tog dog chancen og hentede ham inden sæsonen, og det har været en god beslutning indtil videre. Hicks har været uhyre pålidelig, og han missede ikke et eneste snap i år. I alt nåede han op på 1.133 snaps i sæsonen, hvilket er flest af alle forsvarsspillere i NFL. Generelt har han også været en solid spiller for Cardinals, og selvom han har tilladt nogle yards i opdækningen, så tør jeg ikke tænke på, hvor skidt forsvaret havde været uden ham.

– Teis Joranger

Denver Broncos – Oakland Raiders (16-15)

Broncos: Isaac Yiadom ligner bare ikke en NFL-starter
Broncos-forsvaret er overordnet ganske fint, men jeg synes stadig, at de mangler en udvendig cornerback modsat Chris Harris. I denne uge var det Isaac Yiadom, der havde den position, men det var ikke en imponerende kamp fra hans side. I alt tillod han 164 yards i opdækningen blandt andet, fordi han missede hele tre tacklinger. Ikke alle kampe har været lige så ringe fra Yiadom, men overordnet har han ikke vist niveau som en fremtidig starter, og det er en position, som Broncos bør kigge på i off season.

Raiders: Der mangler udvendige wide receivere i ekstrem grad
Raiders-angrebet har fået flere ting til at fungere i år. Den offensive linje har været god, Josh Jacobs har været god, Darren Waller har fået en stort gennembrud som TE, Hunter Renfrow ligner en bundsolid slotreceiver, men den udvendige receiver-positioner mangler niveau. Tyrrell Williams er en udmærket spiller, men han er for ustabil til at være den primære mand udvendigt, og de andre udvendige receivere har ikke været noget værd. Når 2020-sæsonen begynder, så skal der være nyt blod til receiver-gruppen.

– Teis Joranger

New York Giants – Philadelphia Eagles (17-34)

Giants: Fyringen af Shurmur er den rigtige beslutning
I bagklogskabens soleklare lys er det let at sige, at Giants aldrig skulle have hyret Pat Shurmur, men det virkede bare aldrig som det rigtige match. Ja, Shurmur overtog ikke NFL’s mest talentfulde hold, men de to år har vist, at han hverken har de ledelsesmæssige eller football-mæssige kvaliteter til at være cheftræner. Shurmur er helt sikkert en dygtig offensive koordinator, men i mine øjne står det klart, at han aldrig bliver en dygtig cheftræner. Nu skal Giants sikre, at de finder den helt rigtige mand til jobbet. En mand, der kan indgå i et stærkt samarbejde med general manager Dave Gettleman. En mand, der kan sikre, at Daniel Jones fortsætter sin udvikling på den rigtige måde, så Jones bliver den franchise-quarterback, G-men har søgt efter de seneste år.

Eagles: Philly er ligaens mest hårdføre hold
Jeg har den dybeste respekt for det her Eagles-hold, der har kæmpet sig i slutspillet på trods af et hav af skader. Hvis frasen “What doesn’t kill you, makes you stronger” nogensinde har passet på et sportshold, så er det 2019-udgaven af Philadelphia Eagles. Philly skulle vinde i New York uden profiler som højre tackle Lane Johnson, wide receiver Alshon Jeffery, tight end Zach Ertz og cornerback Ronald Darby. Og som om det ikke var svært nok, mistede de både den dygtige guard , Brandon Brooks, og rookie-sensationen Miles Sanders undervejs. Alligevel kørte ørnene Giants over i anden halvleg og vandt 34-17. Det har ikke været kønt, hvilket en NFC East-titel med blot ni sejre også taler sit tydelige sprog om, men Eagles har så meget hjerte og fight i sig, at de bliver en mundfuld for enhver modstander i slutspillet. Og ja, så spiller Carson Wentz faktisk rigtig god football, hvilket han ikke får nok anerkendelse for.

– Alexander Paaske

Jacksonville Jaguars – Indianapolis Colts (38-20)

Jaguars: Josh Allen sluttede en forrygende sæson af med endnu en stærk præstation
Josh Allen – nej ikke ham fra Bills – er gået lidt under radaren i sin rookiesæson i år. Pass rusheren som Jaguars valgte med syvendevalget i NFL-draften i foråret har haft en stærk sæson i Jacksonville, og imod Colts leverede han endnu en stærk præstation, før han måtte udgå med en skade. Han noterede sig for hele fem pressures og et halvt sack i en imponerende afslutning på sit første år i NFL. Han slutter med 10,5 sacks, hvilket er flest af alle rookies, og 49 pressures ifølge ProFootballFocus.

Colts: Colts bør kigge efter en ny quarterback i offseason  
Jacoby Brissett startede sæsonen som lyn og torden, men quarterbacken har været en gedigen skuffelse i den anden halvdel af sæsonen. I de seneste ni kampe (hvoraf han måtte udgå tidligt af én) har han kun kastet fire touchdowns, mens han tre gange er blevet interceptet. Søndagens kamp mod Jaguars var en af hans mest skuffende i sæsonen, da han kun ramte på 12 af sine 25 kast, mens han også havde et par dyre fumbles. Jacoby Brissett har ikke vist, at han skal være Colts’ quarterback i fremtiden, og Colts bør se på en quarterback enten i driften eller i free agency. 

– Victor Risager

Houston Texans – Tennessee Titans (14-35)

Texans: Løbeforsvaret giver problemer
Derrick Henrys løb Texans over ende i kampen med både lange og halvlange løb, bl.a. på et touchdown-drive bestående af 10 løbespil, hvor Texans intet svar havde på Titans og Henrys løbetunge stil. Henry satte punktum på sin præstation med et 53-yards touchdownløb. Selvom Texans sparede starterne, så er problemet med de store løb ikke kun et problem med reserverne. I sidste uge havde Buccaneers runningback Ronald Jones et 49-yards løb, og Texans svaghed mod løbet er bekymrende, når de i Wild Card-weekenden skal møde løbeglade Buffalo Bills. 

Titans: Tennessee kan drille de fleste i slutspillet
Resultatet må tages med et gran salt, da Titans mødte et reservespækket Texans-mandskab med intet at spille for. Med det sagt så spillede titanerne endnu en stærk kamp, hvor angrebet flyttede bolden både gennem luften og på jorden, mens forsvaret holdt Texans’ angreb fra store spil. Titans angreb er mangefacetteret, forsvaret er solidt og Mike Vrabel er en dygtig træner. Det er opskriften på succes i slutspillet, og selvom Gillette Stadium historisk set har været en utaknemmelig fæstning for udebanehold, kunne jeg godt se Titans overraske mod et såret New England Patriots-mandskab i Wild Card-weekenden.

– Nikolaj Sattrup

Dallas Cowboys – Washington Redskins (47-16)

Cowboys: Farvel Jason Garrett!
Kampen om divisionstitlen i NFC East udviklede sig til en regulær farce, hvor Dallas Cowboys ikke evnede at vippe de ualmindeligt skadesplagede rivaler fra Philadelphia Eagles af tronen. Der kan ikke herske tvivl om, at niveauforskellen mellem cheftrænerne Jason Garrett og Doug Pederson blev udslagsgivende for kroningen af sidstnævnte som divisionsvinder. I Garretts ni (hele, red.) sæsoner som cheftræner har Cowboys kun avanceret til slutspillet i tre tilfælde. Det er simpelthen ikke godt nok, når du træner sportsverdenens mest værdifulde franchise og samtidig huserer i en relativt svag division. Jason Garretts taktiske formåen og beslutninger – såvel inden som undervejs i kampene – har simpelthen ikke været tilstrækkelige.

Redskins: Montez Sweat giver håb om en bedre fremtid
Det har været (endnu) en jammerlig og turbulent sæson for hovedstadsklubben. Nu overtager den vellidte og yderst kompetente Ron Rivera eftersigende trænergerningen i ligaens måske største galehus. Såfremt Rivera tager jobbet, kan han dog se frem til at træne det tidligere førsterundevalg fra forårets Draft Montez Sweat, der i søndagens opgør mod Dallas Cowboys viste prøver på sit atletiske talent. Sweat sluttede kampen med fem tacklinger, to sacks og en enkelt forceret fumble. Med tanke på Riveras defensive trænersnilde og mandskabsbehandling er det ikke utopi at forestille sig, at Montez Sweat kan udvikle sig og ramme søndagens niveau mere kontinuerligt i 2020.

– Nicholas Jørgensen

Baltimore Ravens – Pittsburgh Steelers (28-10)

Ravens: Systemet bestod testen
Uden det unikum, der er Lamar Jackson, var det interessant at se, hvor effektivt Ravens’ forsvar ville være. I kampen var Robert Griffin ikke noget særligt, og alligevel bestod systemet testen mod et godt Steelers-forsvar. Løbeangrebet kunne stadig flytte bolden godt, og Greg Romans varierede løbeangreb åbnede flere gange store huller i Steelers’ forsvar. Det beviser bare, at selvom Jackson er fænomenal, så er systemet i sig selv virkelig stærkt. Det lover godt for et hold, der kunne være interesserede i Greg Roman som cheftræner.

Steelers: Steven Nelson har været en forrygende free agency-signing
Kevin Colbert og Steelers bruger sjældent mange penge i free agency, men de gjorde en lille undtagelse med cornerback Steven Nelson i år. Nelson fik ikke en kæmpe stor kontrakt, men den var større end de fleste free agency-signings i Steelers’ historie. Heldigvis har pengene været godt brugt, da Nelson ganske enkelt har været forrygende for Steelers i år. De få gange Ravens kastede bolden, lukkede Nelson helt ned for sin mand, og i år er kun cirka halvdelen af kastene i hans retning blevet completed. Det er en af de bedste free agency-signings i Kevin Colberts historie.

– Teis Joranger

Seattle Seahawks – San Francisco 49ers (21-26)

Seahawks: Forsvaret er skrøbeligt
49ers var uden tvivl det bedste hold set hele over kampen og fortjente sejren, men det ligger bare i Seahawks’ DNA at finde en måde at blive i opgøret. Jimmy Garoppolo og co. var den primære årsag til, at 49ers dominerede kampens første 54 minutter. Angrebet gjorde nemlig, hvad der passede mod et Seattle-forsvar, der ikke havde svar på tiltale. 49ers snittede uhørte 8,3 yards per spil (!) og fandt gang på gang vejen igennem hjemmeholdets forsvar. Lige fra hurtige kast af Jimmy G, til Deebo Samuels reverse-touchdownløb til Raheem Mosterts dominans langs jorden. Selvom 49ers har et stærkt angreb, står det klart, at Seahawks-forsvaret ikke er specielt godt. Pass rushet halter uden en skadesfri Jadeveon Clowney, og de bagerste geledder er til at tale med, hvis quarterbacken har bare lidt tid til at finde sine receivere. Hvis Seahawks skal vinde i slutspillet, sker det på grund af Russell Wilson og ikke på grund af forsvaret.

49ers: Dre Greenlaw fortjener en statue
Medmindre du er die-heart fan af 49ers eller en lige så stor NFL-nørd som Gul Kluds Teis Joranger, så kendte du sandsynligvis ikke Dre Greenlaw før nu. Eller du burde i hvert fald kende til ham nu. Rookie-linebackeren sikrede nemlig San Francisco 1. seed i NFC, da han med et perfekt timet hit stoppede Seahawks-receiver Jacob Hollister få centimeter fra endzone. Tacklingen blev leveret til perfektion af Greenlaw, der blev valgt i femte runde i årets draft, og den kan være forskellen på, at 49ers går i Super Bowl frem for at tabe tidligt i slutspillet. Dre Greenlaw har for altid skrevet sig ind i hjerterne hos 49ers-fansene, og hans goal-line-stop vil stå spillet og over alle spil, hvis Kyle Shanahans mandskab går hele vejen. Wauw, det var vildt!

– Alexander Paaske