Dalvin Cook og Alvin Kamara er i en bølgedal formmæssigt, mens Raiders’ defensive koordinator må være presset. Og kann skader måske ødelægge det hele for 49ers? Det er nogle af tankerne fra Gul Kluds skribenter efter de 16 kampe i spilleuge 14.

Chicago Bears – Dallas Cowboys (31-24)

Bears: Nick Kwiatskoski kan være en solid starter i NFL
Bears er hårdt ramt af skader på linebacker, og de må undvære de to startere Danny Trevathan og Roquan Smith resten af sæsonen. En af afløserne, Nick Kwiatkoski, har dog vist sig flot frem, og han ligner en mand, der kan være en startende linebacker i NFL på mange andre hold. Det er specielt spilintelligensen, der virker til at være bundsolid, og han altid omkring bolden og har samtidig en udmærket fornemmelse og disciplin i opdækingen. Med kontraktudløb efter sæsonen kunne han ligne en billig løsning på en acceptabel starter for et andet hold.

Cowboys: Et hold uden selvtillid eller tro på tingene
Det er svært at pege på én specifik spiller eller et specifikt område, som springer i øjnene, når man ser Cowboys’ hold lige nu, men det er tydeligt, at det ikke fungerer. Der virker til at være en alvorlig mangel på tro på tingene, og alt for mange spillere virker ramt af tvivl på systemet eller mangel på selvtillid. Dak Prescott, der startede sæsonen forrygende, er faldet i niveau, receiverne taber for mange bolde, forsvaret misser for mange tacklinger og kan ikke sidde tæt i opdækningen, og til sidst er special teams-enheden ringe. Nu har holdet skiftet kicker, men det er næppe en reel løsning, og det er svært at se, hvordan Jason Garret, som er “dead man walking”, skal få vendt skuden.

Teis Joranger

Tampa Bay Buccaneers – Indianapolis Colts (38-35)

Buccaneers: Det er umuligt at løbe bolden mod Buccaneers’ forsvar
Okay, det er nok muligt at løbe bolden nogenlunde mod Buccaneers’ forsvar. Men det er virkelig ikke nemt! Buccaneers’ forsvar har i flere år været en joke, men, som vi også fremhævede tidligere på sæsonen, har defensiv koordinator Todd Bowles fået forsvaret til at overpræstere. Og det gælder især løbeforsvaret. Indianapolis Colts var det seneste hold, der slet ikke kunne løbe bolden mod Buccaneers, selvom Colts havde Marlon Mack tilbage og har haft et godt løbeangreb. Kun 40 yards på 18 løb blev det til for Colts’ runningbacks, der havde sit hyr mod Devin White, Lavonte David, Vita Vea, William Gholston, og hvad de ellers hedder. Det er virkelig imponerende, hvad Todd Bowles har gjort ved det forsvar.

Colts: Marcus Johnson gjorde sig positivt bemærket 
Indianapolis Colts har haft det svært, når de har måttet undvære T.Y. Hilton i denne sæson, og de har især manglet en dyb trussel. Men de har måske fundet en dyb trussel nu. Wide receiver Marcus Johnson gjorde sig i hvert fald bemærket med et par flotte dybe catches imod Buccaneers, og hans tilstedeværelse gav andre receivere som Zach Pascal mere plads andre steder. Marcus Johnson havde tre grebne bolde for 105 yards og ét touchdown, mens han også trak en pass interference-straf på knap 50 yards. 

– Victor Risager

New York Jets – Miami Dolphins (22-21)

Jets: Steve McLendon er stadig bundsolid på trods af alderen
Han bliver snart 34 år gammel, men Jets’ oversete defensive linjemand Steve McLendon er stadig en rigtig dygtig spiller, der har en vigtig rolle på Jets-forsvaret. McLendon er meget dygtig mod løbet, men har samtidig nogle evner mod kastet, hvilket ikke altid er kutyme blandt tunge defensive tackles. Derudover er det tydeligt, at McLendon er en leder både på og udenfor banen, og Jets ville gøre klogt i at forsøge at forlænge med ham efter sæsonen for at have ham som en erfaren spiller, mens man bygger resten af holdet op efter Adam Gases’ hoved.

Dolphins: Charles Harris er et bust
Det har peget i denne retning længe, men nu har Charles Harris fået den nødvendige tid til at bryde igennem, og efter næsten tre fulde sæsoner er det tid til at erklære ham et bust. Pass rusheren, som Dolphins valgte i første runde af 2017-draften, har spillet over 400 snaps i år, og han har ikke leveret et eneste sack. Kun 14 gange har han fået lagt pres på quarterbacken, og det er simpelthen bare ikke nok. Harris har stadig kontrakt med Dolphins næste år, men det ville ikke være overraskende, hvis holdet fritstiller ham eller trader ham til et andet hold for en meget beskeden pris. 

– Teis Joranger

New Orleans Saints – San Francisco 49ers (48-46)

Saints: Alvin Kamara spillede sæsonens dårligste kamp
Av for den, San Franciscos fremragende forsvar tillod mere end 40 point, men de fik i den grad lukket ned for Alvin Kamara. Det er fristende at kritisere Eli Apple og PJ Williams igen denne uge, men nu falder hammeren på Kamra. New Orleans’ talentfulde runningback spillede en elendig kamp på en dag, hvor holdkammerat Latavious Murray ingen problemer havde med at løbe bolden. Kamara virkede langsom og en smule usikker, og det blev blot til 25 løbeyards på 13 forsøg. Det blev til 18 yards på fire catches i kastespillet, men de 43 samlede yards var klar færrest i denne sæson for den 24-årige angrebsspiller, med til den dårlige kamp var så også en tabt fumble.

49ers: Kan skader ødelægge det hele for San Francisco?
Wow, sikke en kamp! 49ers og Saints spillede begge en eminent kamp offensivt, og specielt Kyle Shanahans kreative spilkald var en fryd at følge. Med gode spilkald og en velspillende Jimmy Garoppolo, ligner 49ers det bedste hold i NFC. Sejren blev dog kedelig, da flere skader ramte holdet. Holdet har mistet linebacker Kwon Alexander for længe side, er center Weston Richburg er ude for sæsonen. Centerpositionen er vigtig for alle offensive linjer, men specielt i Kyle Shanahans system. Richard Sherman og Dee Ford har været skadesplagede de seneste år, og de udgik af kampen mod Saints. Det kan blive et problem, hvis ikke alle når at blive raske inden slutspillet. Så er det heldigt, at 49ers lige nu står til at sidde over den første runde qua deres position som NFCs bedste hold.

– Jacob Graversen

Minnesota Vikings – Detroit Lions (20-7)

Vikings: Dalvin Cooks’ niveau er dalende
Dalvin Cook har det tydeligt svært for tiden. I søndags formåede Detroit Lions at begrænse den unge running back til 62 yards på 18 løbeforsøg og 13 grebne yards på to forsøg. Det er særligt bekymrende, fordi Cooks’ niveau har været relativt lavt i de seneste tre kampe, hvor det kun er blevet til 117 løbede yards og 79 grebne yards. Minnesota Vikings har brug for, at Cook genfinder sit niveau fra efteråret, hvis de skal holde Los Angeles Rams bag sig i kampen om slutspillet.

Lions: Burde Kenny Golladay blive stemt i Pro Bowl?
Wide receiver Kenny Golladay fortsætter med at imponere i 2019 – uanset, om det er Matthew Stafford eller den undraftede David Blough, som er under center. Med endnu en scoring i søndags står Golladay nu noteret for 10 touchdowns i 2019, hvilket er flest i NFL. Desuden passerede Golladay også 1.000 grebne yards for sæsonen mod Minnesota Vikings. Han bør komme i betragtning til en Pro Bowl-udnævnelse til januar 2020! 

– Nicholas Jørgensen

Houston Texans – Denver Broncos (24-38)

Texans: Deshaun Watson havde ikke meget at arbejde med
Efter den flotte sejr over Patriots storskuffede Texans imod Broncos. Der var intet, der lykkedes for dem, og både på forsvaret og angrebet havde de store problemer. Deshaun Watson måtte ofte selv forsøge at skabe spil med sin evne til at bevæge sig ud af lommen og forlænge spil, da hans receivere sjældent var frie, og den offensive linje havde det svært. Det eneste våben, Watson kunne regne med, var DeAndre Hopkins, der leverede nogle store spil, og uden Hopkins og Watson var ydmygelsen blevet markant større. Der skal mere stabilitet fra angrebets øvrige spillere, hvis Texans for alvor vil blande sig i toppen af AFC. 

Broncos: Drew Lock ligner en stjerne og Broncos’ fremtid
Siden Peyton Mannings sidste sæson har Broncos manglet en quarterback for nutiden og fremtiden, og ham har de måske fundet nu. Drew Lock har i hvert fald fået en sand drømmestart på sin NFL-karriere. Lock, der blev valgt i anden runde af NFL-draften i foråret, startede for første gang i sidste uge med en flot præstation i en sejr over Los Angeles Chargers, og han fulgte den præstation op med en fremragende præstation mod Texans. Han ramte på 22 af 27 kast for 309 yards, tre touchdowns og en enkelt interception, og han viste gentagende gange sit talent – blandt andet hans touchdownkast til Noah Fant i første quarter. Locks interception var dog en dårlig beslutning, hvor han kastede til Courtland Sutton, der var dækket tæt op. Det er endnu (meget, meget) tidligt, men Drew Locks karriere har fået en god start. 
En anden spiller, der skal fremhæves, er Kareem Jackson. Jackson, der skiftede fra Texans til Broncos, havde en forrygende kamp, hvor han leverede det ene store spil efter det andet. Han havde noget, han skulle bevise. 

– Victor Risager

Green Bay Packers – Washington Redskins (20-15)

Packers: Tyler Erwin kan hjælpe Packers med at ‘vinde grimt’
Det var ingen køn præstation af angrebet, men Aaron Rodgers udtalte efter kampen, at han intet har imod at vinde grimme kampe hele vejen til Super Bowl. Og hvis holdet får brug for at ‘vinde grimt’ igen, kan man glæde sig over, at man mod Redskins endelig fik gang i punt-returneringerne. Packers har været nærmest historisk dårlige til at returnere punts i år, men den nytilkomne Tyler Erwin – der blev hentet så sent som sidste uge – lignede en varig løsning mod Redskins. Erwin returnerede fire punts for 51 yards, 12,8 yards per returnering, en markant forbedring fra de i alt -8 yards som Green Bay havde præsteret på holdets foregående 9 punt returneringer.

Redskins: Terry McLaurin kunne være OROY-kandidat
Der er ikke meget skræmmende ved Washington Redskins, men holdets receiver ‘Scary Terry’ McLaurin kan nu nok få de fleste cornerbacks til at ryste lidt i bukserne. Tredjerundevalget har haft en fænomenal rookie-sæson og havde et smukt touchdown mod Packers, hvor han i tæt opdækning hev et halvdårligt kast fra Dwayne Haskins ned med én hånd. Haskins dårlige præstationer er også en af årsagerne til, at McLaurin ‘kun’ har grebet for 703 yards denne sæson. Hvis McLaurin spillede i et mere talentfuldt angreb, kunne han være med i kampen om titlen som ‘årets offensive rookie’.

– Nikolaj Sattrup

Cleveland Browns – Cincinnati Bengals (27-17)

Browns: Sheldrick Redwine kunne være en løsning på safety næste år
Eftersom Damarious Randall og Morgan Burnett begge kunne være fortid i Cleveland efter sæsonen, stod Browns foran en del spørgsmål på safety. Nu er spørgsmålene måske blevet lidt færre, efter rookie Sheldrick Redwine har spillet nogle solide kampe de seneste uger. De sidste to uger som fuldtidsstarter har han vist sig godt frem i boksen mod løbet, mens han også har slået to kast ned og været solid i opdækningen. Hvis Redwine fortsætter de positive takter i de sidste tre kampe af sæsonen, ligner han et god bud på den ene starter på safety næste år. Så skal de bare finde en anden.

Bengals: Endelig håb på linebacker?
Bengals har i mange år haft nogle af ligaens dårligste linebackere, og de har kæmpet hårdt på at finde en to-tre pålidelige spillere til positionen. Men nu begynder der måske endelig at være lidt håb? Den sidste håndfuld kampe har Nick Vigil spiller ganske fornuftigt, og derudover har rookie Germaine Pratt haft en opadgående formkurve ovenpå en svær start tidligt på året. Udfordringen for Bengals er selvfølgelig, at Vigil har kontraktudløb efter sæsonen, men hvis man kan få en forlængelse i stand med ham, kunne Vigil og Pratt være en lovende linebacker-duo til 2020-sæsonen.

– Teis Joranger

Buffalo Bills – Baltimore Ravens (17-24) 

Bills: Forsvaret holdt Lamar Jackson og Ravens’ løbeangreb i skak 
Det var tydeligt fra første fløjt, at værterne fra Buffalo ikke havde tænkt sig at give op på forhånd mod Ravens’ ellers frygtede angreb. Lamar Jackson og co. blev holdt til 257 offensive yards, hvilket er langt fra angrebets gennemsnit på 420 yards pr. kamp i 2019. Hertil leverede Bills’ defensive linje en suveræn og ualmindeligt disciplineret præstation, hvilket (relativt set) neutraliserede Ravens’ løbeangreb og pistol-formation. Særligt Jerry Hughes og Ed Oliver markerede sig med et par imponerende præstationer.

Ravens: Matthew Judon får en enorm kontrakt til foråret
Baltimore Ravens’ pass rush var den altoverskyggende faktor i sejren over Buffalo Bills. Til sidst var en mørbanket Josh Allen blev sacket seks gange og havde fumblet bolden to gange. Særligt Matthew Judon leverede en (ny) dominerende præstation med fem tacklinger og 1,5 sacks. Judon har kontraktudløb til foråret og han ligner den næste spiller i den traditionsrige række af pass rushere fra Baltimore, der er blevet velbetalt. Spørgsmålet er blot, om Ravens har råd til ham? 

– Nicholas Jørgensen

Atlanta Falcons – Carolina Panthers (40-20)

Falcons: Gode muligheder for de unge receivere
Der er ikke meget andet end æren at spille for hos Falcons, men blandt holdets unge receivere er de resterende kampe en fantastisk mulighed for at vise sig frem. Med Calvin Ridleys skade er der nemlig mange snaps til rådighed, som typer som Olamide Zaccheaus, Justin Hardy, Russell Gage og Christian Blake kan kæmpe om. Gage har allerede fået en del spilletid som slotreceiver, mens Zaccheaus mod Panthers greb et 90 yards touchdown på sit første catch i karrieren. I de sidste fire kampe er der alle muligheder for at vinde en plads som øverste mand i reserve-hierakiet til den kommende off season.

Panthers: Ikke en positiv reaktion ovenpå fyringen
Når man fyrer en træner, kommer der nogle gange en trodsreaktion, hvor spillerne går ud og leverer en stor præstation, da de nu har al presset. Nogle gange sker der også det modsatte, og det var, hvad vi så fra Panthers’ side mod Falcons. Spillerne virkede ikke specielt motiverede, og løbeforsvaret var stadig lige så ringe, som det har været hele året. Derudover blev holdets cornerbacks brændt hele dagen, og efter kampen var cornerback Donte Jackson sågar så modig at gå ud og kritisere den midlertidige trænerstab for deres spilkald på forsvaret. Det virkede som en spilletrup, som var begejstrede for fyringen af Ron Rivera.

– Teis Joranger

Jacksonville Jaguars – Los Angeles Chargers (10-45)

Chargers: Austin Ekeler er simpelthen forrygende
Jaguars’ er helt utroligt ringe lige nu, og det udnytte især én mand i denne uge. Chargers’ sekundære runningback Austin Ekeler var helt ustoppelig, og han både løb og greb for over 100 yards i kampen. Det er sådan en kamp som denne, der får en til at ønske, at Chargers ville bruge ham noget mere fremfor at give bolden til Melvin Gordon 20 gange for at få 4 yards pr. løb. Men det bliver måske i 2020, hvor Gordon med stor sandsynlighed er fortid på holdet.

Jaguars: Linebacker-gruppen er gået fra styrke til enorm svaghed på kort tid
En af grundene til, at Ekeler havde så fantastisk en kamp, skal findes hos Jaguars’ linebackere, der var en skændsel at se på i kampen. Gruppen bestående af Donald Payne, Quincy Wilson og Austin Calitro gjorde ikke meget rigtigt, og især Payne blev revet rundt i manegen i opdækningen. At de tre spiller er selvfølgelig et udtryk for, at Telvin Smith inden sæsonen valgte at holde pause fra NFL, mens Myles Jack har pådraget sig en skade – ikke at Jack har spillet nogen stor sæson. Men det er skræmmende at se, hvordan det her forsvar, der for to år siden dominerede på helt fantastisk vis, er faldet fuldstændig sammen, og det illustreres allerbedst ved linebacker-gruppens fald i niveau.

– Teis Joranger

Oakland Raiders – Tennesee Titans (21-42)

Raiders: Sædet brænder under Paul Guenther
Oakland Raiders’ forsvar har haft en dårlig sæson og enheden blev for alvor udstillet mod Tennessee Titans. Ryan Tannehill, A.J. Brown og Derrick Henry gjorde lige nøjagtigt, hvad der passede dem og Titans’ angreb sluttede med 552 offensive yards og 42 point. Raiders’ forsvar rangerer dårligst i NFL i forhold til at tillade de store spil – fx har Raiders nu tilladt 63 spil for mere end 20 yards og 15 spil for mere end 40 yards i 2019. Derfor kom det ikke bag på mange, da A.J. Brown scorede et 91-yard langt touchdown i søndags… Ansvaret hviler først of fremmest på holdets defensive koordinator Paul Guenther, som må og skal mærke presset.

Titans: A.J. Brown ligner en førsteudfordre til Josh Jacobs i kampen om årets offensive rookie
Tennessee Titans valgte A.J. Brown i anden runde af 2019-draften, og den 22-årige receiver har leveret en glimrende debutsæson i NFL. Brown greb senest fem bolde for 153 yards og to touchdowns i opgøret mod Oakland Raiders. Dermed står han nu noteret for 779 grebne yards og seks touchdowns i 2019 og ligner en førsteudfordrer til Josh Jacobs i kampen om prisen som årets offensive rookie i NFL. I bør holde et vågent øje med Ryan Tannehill – A.J. Brown-duoen i sæsonens sidste uger!

– Nicholas Jørgensen

New England Patriots – Kansas City Chiefs (16-23)

Patriots: Den offensive linje – ikke dommerne – tabte ikke kampen for Patriots
Det er helt på sin plads at kritisere dommernes præstation i opgøret, hvor de zebraklædte mænd kostede hjemmeholdet minimum fire point efter flere graverende fejl. Men New England kan kun takke sig selv for, at det ikke blev til en sejr over Chiefs. Defensiven gjorde igen, hvad den skulle, og lukkede ned for Mahomes og co. i størstedelen af kampen, men den offensive linje var til gengæld katastrofalt ringe. KC kastede den blitz efter den anden i hovedet på Brady, og her fik han ingen hjælp fra sin beskyttelse. Og selvom Brady er en mester i at skille sig hurtigt af med bolden, så var det ikke godt nok, da han konstant havde flere Chiefs-spillere over sig. Når den offensive linje ikke kan blokere, og receiverne ikke kan løbe sig fri, så er Patriots-angrebet meget langt fra fordums styrke.

Chiefs: Mahomes skal ikke bære holdet alene
Chiefs-forsvaret viste mod Patriots, at de er også er enhed, som man skal have stor respekt for. Når vi taler om Kansas City falder snakken øjeblikkeligt på angrebet anført af Patrick Mahomes eller på cheftræner Andy Reid, men defensiven fortjener også anerkendelse. Kasteforsvaret er blandt de bedste i NFL med en stærk cornerback-trio i Bashaud Breeland, Charvarius Ward og nickel-back Kendall Fuller samt Tyrann Mathieu, Daniel Sorensen og rookie Juan Thornhill på safety. Og så har vi endda glemt at nævne Frank Clark og Chris Jones på den defensiv linje, der altdominerede i kampen. Hvis Chiefs-forsvaret kan levere på det her niveau i slutspillet, så kan Andy Reid vinde sin første Super Bowl.

– Alexander Paaske

Arizona Cardinals – Pittsburgh Steelers (17-23)

Cardinals: Murray virker ved siden af sig selv lige nu
Langt hen ad vejen har Kyler Murray haft en solid og lovende rookie-sæson, men de sidste to uger har han spillet sine klart dårligste kampe. Mod Steelers tog han en lang række dårlige beslutninger, mens han derudover ikke manøvrerede ret godt i lommen. Han kæmper efter sigende lidt med en skade, og det kunne forklare nogle af problemerne, men lige nu ligner han en mand, der allerhelst bare vil have overstået de sidste uger af sæsonen.

Steelers: Kerrith Whyte er interessant
Mens Duck Hodges og Diontae Johnson fortjent trækker de fleste offensive overskrifter, så er bliver jeg mere og mere interesseret i Steelers’ nye rookie-runningback Kerrith Whyte. Den 23-årige runningback blev hentet fra Bears’ practice squad for nogle uger siden, men har allerede fundet sig en fin lille rolle på Steelers’ angreb. Whyte er noget mindre end Steelers’ andre runningbacks, men han viser også en eksplosivitet og fart, som hverken Benny Snell eller Jaylen Samuels besidder. Jeg er interesseret i at se, hvad Whyte kan vise i de sidste par kampe i år, da han har noget anderledes at byde ind med på det her Steelers-angreb.

– Teis Joranger

Los Angeles Rams – Seattle Seahawks (28-12)

Rams: Robert Woods er sublim
Tak til Sean McVay og Jared Goff for endnu engang at have fokus på Robert Woods. Veteranen har de seneste to uger været en central del af den offensive plan, og det har ført til to af Rams’ bedste offensive kampe siden oktober. Den 27-årige receiver greb syv bolde for 98 yards og et enkelt touchdown, derudover blev det til to løb for 28 yards. Det skete en uge efter, at Woods havde grebet 13 bolde for 172 i storsejren mod Cardinals. Rams og McVay ser ud til at blive varme offensivt igen efter et skift til formationer med flere tight ends, og det har også ført til flere muligheder for Woods. Det har i øvrigt også ført til to superkampe fra Tyler Higbee, som jeg lidt havde givet op på nogensinde ville blive rigtigt produktiv.

Seahawks: Quandre Diggs var et røverkøb
Et femterundevalg, det var alt Seattle skulle give Detroit Lions for at få fingrene i en dygtig safety, der var på en langvarig og tilmed billig kontrakt. Det var et røverkøb dengang, og siden sin ankomst til klubben, har den 26-årige forsvarsspiller blot bekræftet dette. Det har ikke været problemfrit, men Diggs har været god i opdækning og leveret et par onde hits, der kunne sende minder tilbage om Kam Chancellor. I opgøret mod Rams lavede han sin interception nummer to og tre for klubben, den ene af disse blev returneret til et touchdown. Seattle fik ikke sejren, og holdet viste endnu engang, at der er problemer at finde trods de mange sejre, men Diggs er ikke et af dem.

– Jacob Graversen

Philadelphia Eagles – New York Giants (23-17)

Eagles: Boston Scott fik sit gennembrud
Med Jordan Howard ude med skade, og næsten uden receivere i 2. halvleg, så havde Eagles brug for andre spillere til at træde i karakter. Den mulighed benyttede Boston Scott sig for alvor af. Den lille runningback havde 59 løbeyards og et touchdown i 2. halvleg og var dermed kraftigt med til at få Eagles tilbage i kampen efter Giants var kommet foran 17-3. Scott lavede også store spil som receiver, hvor han i alt fik 69 yards. I de resterende kampe bør Eagles give Scott endnu flere muligheder for at vise sine atletiske evner på en football-bane. 

Giants: Shurmur bør ikke fortsætte som cheftræner
Det bliver sværere og sværere at se en fremtid for Giants med Pat Shurmur som cheftræner. Giants burde have lukket og vundet denne kamp mod Eagles efter at have været foran 17-3. Men spilkaldene i 2. halvleg blev alt for konservative, hvor Manning kun kastede for 34 yards sammenlignet med 179 og to touchdowns i første halvleg. Shurmur har nu i alt en record på 7 sejre og 22 nederlag i sin tid som cheftræner for Giants, hvilket ganske enkelt er alt for skuffende. Herudover er Shurmur 17-45 som cheftræner gennem tiden, så måske er cheftræner-tjansen bare ikke for ham. 

– Mikkel Nielsen