Sam Darnold-eksperimentet er kollapset de seneste uger, mens Pete Carroll bør være under stort pres. Vi nærmer os halvvejs i sæsonen, og tålmodigheden med nogle hold og spillere er ved at slippe op.
Syvende spillerunde bød på mange opgør mellem hårdt pressede hold, og det betød også, at nogle hold og spillere kun kom ud af opgørene under endnu hårdere pres.
I blandt dem findes spillere som Sam Darnold og Patrick Mahomes samt trænere som Pete Carroll og Matt Nagy. Der bliver talt med store bogstaver flere gange, når Gul Kluds skribenter giver deres tanker til de 13 opgør i syvende spillerunde.
Denver Broncos – Cleveland Browns (14-17)
Broncos: Patrick Surtain har været god
Endnu et nederlag til Denver Broncos, der efterhånden ikke har meget håb tilbage i denne sæson. En af de få positive takter har dog været cornerback Patrick Surtain II. Holdets førsterundevalg i draften startede ikke i sæsonens åbning, men har fået tur i den de seneste håndfuld kampe, og selv om der har været rookieproblemer, så er talentet tydeligt. Mod Browns var han på den forkerte side af et par møder med D’Ernest Johnson (mere om ham senere), men han var nærmest fejlfri i opdækningen, som han også var mod Raiders ugen forinden. Den unge forsvarsspiller blev angrebet i opdækning på seks kast, men tillod kun, at et enkelt fandt sit mål, for en enkelt yard. Desværre for cornerbacken resulterede det kast i et touchdown. Surtain dækkede både Landry, Beckham og den lynhurtige rookie Anthony Scwartz, så der var alsidighed i det, der blev forventet af ham i opgøret. Han sad nærmest klistret på sin opdækning ved samtlige kast, og fik også slået en enkelt bold i jorden.
Browns: Din runningback betyder (næsten) ingenting
Så får jeg trukket i mine Excel-bukser, pudset min videnskabs-monokel og trukket analytikerhatten stramt ned over hovedet: Runningbacks betyder simpelthen ikke særlig meget i NFL, og Browns’ sejr over Broncos er et godt bevis herpå. Holdets offensive identitet er baseret på løbespillet, men med skader til fremragende Nick Chubb og dygtige Kareem Hunt, så var der grund til at frygte kampen. Læg dertil skader på den offensive linje og til startende quarterback Baker Mayfield, og på papiret er det en dårlig cocktail. Men sådan blev det slet ikke. En velspillende linje og gode spilkald fra Kevin Stefanski betyder meget for løbespillet, der grundlagde sejren. Hovedpersonen? Det var runningback D’Ernest Johnson, der var udraftet efter college i 2018, hvorefter han arbejdede på en fiskerbåd og spillede lidt i Alliance of American Football. Det er lidt noget andet end de højtdraftede spillere, der var ude med skader. Johnson var intet mindre end fremragende mod Denver. Godt nok fik han hjælp af godt spil og gode spilkald, men han leverede selv en klassepræstation. Johnson tog alle de rigtige beslutning, han løb hurtigt, han løb hårdt og så var han smidig som en ål. Den 25-årige spiller forcerede fem missede tacklinger og skaffede syv første downs på sine 22 løb. Han var umulig at stoppe. Fra reserve til stjerne i primetime, imponerende uge, og når strukturen er der, så er det mere simpelt at erstatte runningbacks end de fleste andre positioner.
– Jacob Graversen
Cincinnati Bengals – Baltimore Ravens (41-17)
Bengals: Burrows bevægelse i lommen er mesterlig
Det ville være oplagt at snakke Ja’Marr Chase, der simpelthen bare bøllede en af ligaens bedste cornerbacks, Marlon Humphrey, ja sågar hele forsvaret, men det, jeg bed mest mærke til, var Joe Burrows fremragende tilstedeværelse i lommen. Flere gange i løbet af kampen fik han neutraliseret Ravens’ pass rush ved at bevæge sig horisontalt og vertikalt i lommen. Han kryderede endda lidt shiftiness ind fra tid til anden.
https://twitter.com/Ben_Baby/status/1452920547285905413?s=20
Det var generelt en kamp, hvor Burrow viste, trods manglen på en raketarm, at der var en grund til, at han blev taget nr. 1 i 2020. For han er bare god til så mange af de tekniske og mentale dele af spillet. Kan Bengals beskytte ham, så bliver de, afhængig af øjnene, der ser, rigtig gode eller trælse over de næste par sæsoner. Trælse for mit vedkommende.
Ravens: Vi har fundet ud af, hvad Ravens er
Ravens havde inden kampen den bedste record i AFC, men det har de ved gud ikke længere, for de fik på røflen af Bengals. Der var intet, der fungere for Ravens. De kunne ikke løbe bolden, ud over igennem Lamar Jackson, de kunne ikke beskytte Lamar, og forsvaret kunne intet stille op i hverken løbe- eller kastespillet. Selvom Lamar havde en fin nok kamp, så er det bare ikke godt nok, når forsvaret er hullet som en si. Vi har nu set alle udgaver af Ravens i år. Vi har set dem tabe tæt, vinde tæt, vinde stort og tabe stort. Vi har set dem vinde på forsvaret og gennem Lamar. Men nederlaget mod Bengals viser, i mine øjne, hvad Ravens reelt set er. For de er et hold, hvor kampen kan få alle resultater. De er et godt hold, men også et hold fyldt med fejl, bl.a. grundet skader, og et hold, der ikke kan holde til, at den ene enhed er dårlig, hvis ikke den anden enhed er fabelagtig. For Ravens er hver kamp i år i sandhed oval, for bolden kan rulle i alle retninger i alle kampe.
– Anders Kaltoft
Carolina Panthers – New York Giants (3-25)
Panthers: Er Darnold-eksperimentet ovre?
Puha. Det var godt nok en grim kamp for Matt Rhule, Panthers og ikke mindst Sam Darnold. Selvom Darnolds bedstefar er indehaver af verdens bedste navn, Dick Hammer, så er den samme herlighed ikke faldet over barnebarnet. Darnold lignede unægteligt den Darnold, som Jetsfans har råbt af over de sidste par sæsoner. Denne gang kan man bare ikke give træneren skylden. Han gik 16/25 for 111 yards og en interception, mens den porøse offensivelinje og Darnold selv var skyld i tre sacks. Selvom linjen ikke er den bedste, så kan Darnold også hjælpe den ved at komme af med bolden hurtigere, men her dukker Darnolds måske største problem op. Udfolder spillet sig ikke som tegnet eller er første read ikke åbent, så har han det enormt svært, og holder unødigt længe på bolden. Darnold bruger i snit 2,89 sekunder på at slippe bolden, hvilket kun er overgået af quarterbacks, der kan løbe, rookies eller andre dårlige til middelmådige quarterbacks. Der burde derfor være tanker om at udskifte Darnold, som vi nok må indrømme, er, hvad han er. Det ærgerlige for Panthers er, at deres backup, der kom ind i stedet for det bænkede barnebarn af Dick Hammer, Phillip Walker, leverede en endnu ringere enhed. Måske det hele har ændret sig efter næste uges trade-deadline, men indtil da, og nok også efter, er Panthers’ QB-situation mudret.
Giants: Giants har endelig fundet sig en pass rusher
I anden runde af årets draft valgte Giants pass rusher Azeez Ojulari, og det har vist sig at være ganske fornuftigt. I en sæson, hvor der ikke har været meget positivt at finde hos det ikoniske franchise, står Ojulari ud i mængden. Mod Panthers var Ojulari et motersav i et lokale fyldt med tømmer. Han fik nedlagt quarterbacken 2,5 gange, havde tre tacklinger med tab til følge og ramte quarterbacken fire gange. Det er en ganske solid dag på kontoret, selvom det var på en billig baggrund. Ojulari fører lige nu alle rookies i sacks med 5,5. Godt valg.
– Anders Kalftoft
Washington Football Team – Green Bay Packers (10-24)
Washington: Mindre rolle til dyrt flop
Landon Collins kom til Washington på en seksårig aftale til hele 84 millioner dollar for et par år siden, men safetyen har ingenlunde levet op til den kontrakt. Og søndag var formentlig et nyt lavpunkt. Han blev nemlig mest af alt brugt som linebacker, hvor han kun spillede 24 snaps! 24! Det er vildt at betale så mange penge for en rotationslinebacker. Men præstationerne har ikke været til meget mere, så man forstår godt trænerstaben…
Packers: Er det her Rashan Garys gennembrud?
Rashan Gary er blevet fast starter for Green Bay Packers i denne sæson, og den 24-årige pass ruster har i den grad grebet chancen. Mod Washington spillede han sin formentlig bedste kamp i karrieren hidtil. Han lagde konstant pres på Taylor Heinicke og noterede sig i sidste ende for 10 pressures med to sacks og syv hurries til følge. Det er vanvittigt gode stats. Og når man kigger på sæsonens stats ser det også godt ud for Rashan Gary: Han har næsten allerede ligeså mange pressures og snacks som sidste år, mens han allerede har flere quarterback hits. Det tidligere udskældte førsterundevalg brillerer.
– Victor Risager
New York Jets – New England Patriots (13-54)
Jets: Linebackere blev ydmyget
New York Jets var virkelig, virkelig ringe mod New England Patriots, og de værste spillere hos “Gang Green” var linebackerne. De blev konstant udstillet i kasteangrebet, mens de heller ikke kunne stoppe Patriots’ løbespil på nogen som helst måde. Og det gælder både De’Shawn Phillips, Blake Cashman, Quincy Williams og Jamien Sherwood. De var desuden heller ikke gode til at tackle. Alt i alt kan Jets nok godt bruge et hav af nye linebackere.
Patriots: Christian Barmore ser virkelig spændende ud
New England Patriots formåede at få Christian Barmore i anden runde af NFL-draften, selvom flere havde spået, at han kunne blive taget i første runde. Og hidtil virker det som et meget godt valg. Han havde i hvert fald en stærk kamp mod Jets, hvor han fik lagt godt med pres på New Yorks quarterbacks, men også havde nogle vigtige spil imod løbet. Han får desuden mere og mere spilletid, og Christian Barmore ligner en fremtidig profil på den defensive linje.
– Victor Risager
Atlanta Falcons – Miami Dolphins (30-28)
Falcons: Yngre spillere viser tænder
I de seneste spillerunder har Arthur Smith givet sine yngre spillere større ansvar, og det har været et godt træk. Falcons har vundet tre af sine fire seneste kampe og senest leverede spillere som Kyle Pitts (på ny), Jaylinn Hawkins, Adetokunbo Ogundeji og Richie Grant kampafgørende aktioner mod Miami Dolphins. Derudover har to af holdets senere førsterundevalg i form af guard Chris Lindstrom og cornerback A.J. Terrell gang i hver deres flotte sæson, hvortil Pro Football Focus rangerer først nævnte som ligaens aktuelt sjette bedste guard, mens Terrell rangeres som den 16. bedst spillende cornerback. Det virker omsider til, at der er perspektiv på Atlanta Falcons’ udvikling og spil. Med det sagt, er det også væsentligt at slå koldt vand i blodet, da sejrene er kommet i hus på en forholdsvis billig baggrund mod New York Giants, New York Jets og Miami Dolphins.
Dolphins: Jaylen Waddle er et sjældent lyspunkt
Vi har skrevet op og ned omkring Miami Dolphins’ skrækfulde sæsonstart, der på ingen måde har efterlevet Brian Flores’ ellers positive indtryk som cheftræner. For en gangs skyld vil jeg forsøge at finde et lyspunkt fra ”The Magic City” og derfor retter jeg fokus på rookie Jaylen Waddle. Den 22-årige receiver har leveret varen i sin debutsæson i NFL, selvom Dolphins’ offensive linje og koncept har været til dumpekarakter. Waddle greb syv af otte bolde mod Atlanta Falcons for 83 yards, hvortil han nu står noteret for 44 grebne bolde, 384 yards og tre scoringer for sæsonen. Hvis ikke det var for Ja’Marr Chases gennembrud, havde Waddle fået større opmærksomhed for sine præstationer.
– Nicholas Jørgensen
Kansas City Chiefs – Tennessee Titans (3-27)
Chiefs: Mahomes er uheldig og for sløset
Kansas City Chiefs led endnu engang nederlag, og holdet ligner langt fra de Super Bowl-favoritter, som de fleste eksperter troede holdet var inden sæsonen gik i gang. Meget har været skrevet om det elendige forsvar, men holdets absolutte stjerne, quarterback Patrick Mahomes, har været en del af problemet. Mod Titans var tendensen desværre den samme. Mahomes forsøgte igen og igen at skabe tingene på egen hånd, han forsøgte at lege Superman, men det førte til dumme fejl. Quarterbacken forsøgte at løbe sig ud af problemer, men havde to katastrofale tabte fumbles (han havde en tredje, som Chiefs selv fik) og endte i kampens slutning med at tage et unødvendigt stort hit, der satte gang i alle katastrofealarmer hos Chiefs-tilhængere og personalet. Der har været talrige eksempler på de seneste uger, hvor han bare har forceret tingene, og der er heldet altså sluppet op. Selv når Mahomes har været sit vanligt skarpe jeg, så har der ikke været meget held at hente. Quarterbacken har nu kastet ni interceptions, og størstedelen har været spil, hvor receiverne ikke har fået ordentligt fat på bolden og er blevet dækket af en opportunistisk forsvarsspiller.
Titans: A.J. Brown er et monster
Hvis man havde forventet, at Derrick Henry ville smadre alt og alle på Chiefs-forsvaret i denne uge, så tog man fejl. Kansas formåede rent faktisk at holde styr på kongen, men Titans har andre playmakere, og AJ Brown var fænomenal i opgøret. Trods han døjer med en skade, så gjorde han, hvad der passede ham mod en hullet bagkæde. Det blev til otte grebne bolde, 133 yards og et enkelt touchdown i storsejren mod AFC-rivalerne. Brown gjorde det i alle spillets facetter, han slog cornerbacks dybt med sin fart, han løb tungt og eksplosivt med korte kast, han viste eksempler på sin fremragende kropskontrol (blandt andet på sit touchdown i første quarter), og havde sikre hænder opgøret igennem. Hvis ikke Brown havde døjet så meget med skader i sin korte NFL-karriere, så ville han oftere være nævnt blandt ligaens bedste receivere, så unik er spilstyrken og de atletiske evner.
– Jacob Graversen
Detroit Lions – Los Angeles Rams (19-28)
Lions: Penei Sewell bliver bedre og bedre
Jeg ville gerne have snakket om, hvor let det er at have sympati for Lions og Dan Campbell, der har kæmpet stenhårdt i næste alle uger og har været så tæt på flere gange. Det var virkelig en værdig kamp, de gav Rams, og det fortjener ros. Jeg har dog tidligere skrevet, om hvordan Lions kæmper godt, og derfor vil jeg kigge lidt med de langsigtede briller på et lyspunkt. Holdets førsterundevalg Penei Sewell har nemlig præsteret bedre og bedre, som sæsonen er skredet frem, og efter en hård start, ligner han efterhånden mere og mere den spiller, Lions håbede på. Alt er langt fra perfekt, men han begynder at vise de glimt af sit enorme potentiale, som man så i college. Især i løbespillet ser man hans kombination og eksplosivitet og styrke begynde at skinne igennem. I en svær sæson er det virkelig positivt for Lions.
Rams: Big players make big plays in big moments
Det var lidt af en pligtsejr for Rams, men Lions gav dem kamp til stregen med hver eneste es, man kunne samle i ærmerne. Kampen afslørede ikke meget om Rams fremadrettet, men efter Jalen Ramseys sene og afgørende interception er det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at lige præcis Ramsey og Donald altid laver de store spil for Rams, når de har brug for dem. Der var også en kamp mod Colts tidligere i år, hvor Ramsey interceptede Jacob Eason sent i kampen, og søndagens interception var med en kraftig assist fra Aaron Donald, der blæste forbi sin oppasser og ramte Jared Goff, som han kastede. Rams’ forsvar har sine svagheder, men Ramsey og Donald er en af de mest uhyggelige duoer i ligaen, og det er essentiel for Rams’ chancer.
– Teis Joranger
Philadelphia Eagles – Las Vegas Raiders (22-33)
Eagles: Davion Taylor var en katastrofe
Jeg er træt af Eagles’ trænerstab, som jeg ikke synes har været været opgaven voksen indtil videre. Men til den defensive koordinators, Jonathan Gannon, forsvar, så har Eagles absolut ingen linebackere, der er gode i Eagles’ zone-tunge forsvar. Især Davion Taylor var en katastrofe at se på mod Raiders. Han løb rundt som en hovedløs kylling og forstod intet af, hvad der foregik. Han tillod fire receptions for 61 yards, hvilket er imponerende skidt for en linebacker, og han toppede det også lige med en misset tackling på seks forsøg. Taylor har generelt haft det meget svært i sin NFL-karriere, siden han blev valgt i tredje runde i 2020, og hvis han ikke bliver bedre meget hurtigt, så skal Eagles simpelthen flå ham ud på bænken igen. Han virkede simpelthen ikke klar til at starte på et NFL-forsvar.
Raiders: Foster Moreau fortjener en større rolle
Raiders var uden Darren Waller i kampen mod Eagles, men det gjorde ikke det store, da afløseren Foster Moreau kom ind og gjorde det flot. Den unge tight end greb seks bolde for 60 yards og et touchdown, og han virkede bare komfortabel og stærk på ruterne. Moreau har også tidligere i karrieren vist lovende takter, men har haft svært ved at finde vej til banen med Waller foran sig. Efter søndagens kamp, så bør Raiders dog forsøge at finde nogle flere snaps til Moreau, hvilket også kunne åbne op for flere kreative måder at bruge Waller på. Moreau lignede i hvert fald en spiller, der kunne være startende tight end på en lang række andre hold i ligaen.
– Teis Joranger
Chicago Bears – Tampa Bay Buccaneers (3-38)
Bears: Matt Nagy er færdig
Matt Nagy har ganske enkelt spillet fallit. Efter syv kampe har Bears’ angreb scoret tredje færrest point (14,4) og produceret færrest yards (255,4) pr. kamp. Angrebet har endda spillet to kampe mod henholdsvis Cleveland Browns og nu Tampa Bay Buccaneers, hvori det ikke scorede et eneste touchdown. Matt Nagy har ganske enkelt fejlet i forhold til at sammensætte et velfungerende angreb omkring dynamiske Justin Fields, som kunne udnytte hans styrker og enhedens ellers udmærkede spillere. I stedet smed Bears’ angreb bolden væk fem gange og blev udstillet på det groveste mod Buccaneers. Det må simpelthen være et spørgsmål om tid, før Matt Nagy er fortid i Chicago.
Buccaneers: Shaquil Barrett og Jason Pierre-Paul har fundet formen
Efter en relativt stille start på sæsonen har Shaquil Barrett og Jason Pierre-Paul fundet formen på Tampa Bay Buccaneers’ defensive linje, hvilket har hjulpet forsvaret tilbage på sporet. Den frygtindgydende duo var også på spil igen, da de terroriserede Justin Fields i syvende spillerunde. I sidste ende leverede Barrett og Pierre-Paul tre sacks og forcerede to fumbles, hvortil de var afgørende for, at Buccaneers nu har vundet seks sejre i sæsonens første syv kampe. Det er sågar Buccaneers’ bedste sæsonstart nogensinde og holdet har uomtvisteligt kurs mod et titelforsvar.
– Nicholas Jørgensen
Houston Texans – Arizona Cardinals (5-31)
Texans: Lonnie Johnson er fortsat upålidelig i opdækningen
Jeg var meget skeptisk omkring Lonnie Johnson, som Cardinals tog i tredje runde af 2019-draften. Jeg fandt ikke hans talent så stort, og i mangel på bedre hiver jeg ham frem igen for at kritisere hans spil. For igen i år er han en spiller, der kort sagt begår for mange fejl i opdækningen. De sidste to uger har han tilladt 150 yards og to touchdowns i opdækningen, hvilket er usædvanligt meget for en safety. De mentale fejl og Johnsons spilforståelse er bare tilbagevendende problemer, som også var ekstremt tydelige i hans rookie sæson i 2019. Det er bekymrende, at han stadig laver så mange, når dette er det tidspunkt, hvor han skal til at etablere sig som en pålidelig starter. Håbet er ikke tabt, da Texans lige så godt kan spille ham resten af året og håbe på bedre tider, men indtil videre i år, har Johnson været en klar skuffelse.
Cardinals: Josh Jones har stadig et stykke vej endnu
Et af Cardinals’ problemer de sidste par år har været den offensive linje, og jeg kan godt være bekymret for, om linjen holder stand, hvis skaderne begynder at ramme. Det er de sådan set allerede begyndt at gøre, men hvor mange flere kan de klare? Jeg er nemlig især bekymret for guard Josh Jones, der ellers tidligere har nydt godt af, at resten af linjen har været solid. Jones har nemlig haft store problemer i kastespillet i år, og han har tilladt hele 16 pressures og begået syv penalties. Teknisk har Jones bare et stykke vej endnu, og derfor er det alfa, omega, at Cardinals snart får Rodney Hudson tilbage, så Jones får ham at læne sig op ad. Jones kombineret med reserver på center er nemlig en cocktail, der kan spænde ben for Cardinals’ stærke angreb.
– Teis Joranger
Indianapolis Colts – San Francisco 49ers (30-18)
Colts: Kwity Paye er det eneste rigtige svar på EDGE
Det er ikke fordi, Kwity Paye har brændt banen af endnu, men det var godt at have ham tilbage efter en mindre skade. Det kræver ikke mange spil for at se, at Paye bare har nogle helt andre redskaber i sin værktøjskasse end resten af Colts’ pass rushere. Hans kombination af eksplosivitet, fleksibilitet og power er en kombination, som virkelig kan gøre ham god, hvis han teknisk for finpudset tingene. Og det har Colts virkelig brug for, da resten af pass rush-gruppen fortsat forbliver en noget uinspirerende gruppe, og det virker bare ikke så sandsynligt, at Colts får noget spændende ud af Tyquan Lewis, Kemoko Turay og Ben Banogu på lang sigt.
49ers: Lance bør spille så snart som muligt
Endnu et nederlag, og selvom 49ers ikke er et elendigt hold, så er der bare heller ikke meget inspirerende over holdet i år. Forsvaret er gennemsnitligt, men mangler profiler, der træder i karakter, da Nick Bosa stadig leder lidt efter sin absolutte topform. Angrebet mangler våben udover Deebo Samuel, og Jimmy Garoppolo er bare ikke svaret på quarterback. Derfor mener jeg, at det er tid til, at 49ers får sendt Trey Lance på banen. Garoppolo tager dem ingen vegne, og så vil jeg hellere tage op- og nedturene med Lance, da man alligevel ved, at 2021 var en sæson, der handlede om at udvikle ham. Giv ham så meget erfaring som muligt, og så må man tage de tæsk, det koster undervejs.
– Teis Joranger
New Orleans Saints – Seattle Seahawks (13-10)
Saints: DeMario Davis var en klippe
New Orleans Saints har mistet et væld af spillere på defensiven, men holdet har alligevel præsteret i langt de fleste kampe. Forsvaret har været instrumental i de fleste af holdets sejre og var det igen mod Seattle Seahawks i en regnvåd mandagskamp. Specielt linebacker Demario Davis leverede det ene højdepunkt efter det andet. Veteranen har længe været en af ligaens bedre linebackere, og det beviste han endnu engang. Davis gjorde det sublimt i alle spillets facetter. Han stod for ti tacklinger, fem af disse var defensive stops og fire var bag line of scrimmage, han endte kampen med to sacks og tillod kun et enkelt catch i opdækning og slog en bold i jorden. Linebackeren var her, der og alle vegne. Selv om de atletiske evner ikke er helt, hvor de har været, så lyste instinkterne og spilintelligensen igennem det tunge regnvejr.
Seahawks: Pete Carrolls fremtid bør kraftigt overvejes
Seattle Seahawks har været et af de mest succesfulde hold i NFL siden cheftræner Pete Carroll kom til fra USC. Trænerens energi, filosofi og mandskabspleje har været unik og bragt klubben til deres første mesterskab. Derfor er det tunge beslutninger, som holdets ejer bør begynde at overveje. Det skal kraftigt overvejes, om ligaens ældste head coach skal træne klubben i fremtiden. Dette siger jeg som enorm fan af manden og træneren, jeg har ofte forsvaret Carroll, da han altid har formået at gøre holdet konkurrencedygtigt. I denne sæson ser det dog ud til at fejle. Russell Wilson er skadet, og alle hold vil naturligvis savne deres superstjerne, men det er tydeligt, hvor meget Seahawks er afhængige af quarterbackens mirakelmagertendenser. Mod Saints var angrebet ikke-eksisterende, og det værste er, at angrebet de seneste uger har kørt præcis efter Pete Carrolls drejebog. Løb, løb og flere løb. I denne uge, var det en elendig plan. Saints lukkede brutalt ned for løbespillet, men Carrolls angreb blev ved med at sende Alex Collins og Rashaad Penny direkte ind i Saintsspillernes arme. De kunne ikke justere. Forsvaret har været bedre, men Ken Norton Jrs forsvar har altid været elendige til at dække screen spillet, og Saints vandt på baggrund af screens og korte kast til Kamara. Seattle kunne, igen, ikke justere. Det hele falder tilbage på Pete Carroll. Han har hyret en koordinator til både forsvar og angreb, der ikke kan udnytte talentmaterialet. Han står for filosofien, der er for simpel, forældet og ikke aggressiv nok, både forsvars og angrebsmæssigt. Han er central og afgørende i styring af truppen, hvilket har ført til spildte draftvalg af spillere som Penny og defensive end LJ Collier. Han har bygget et fantastisk program i Seattle, men Petes tid skal seriøst overvejes, hvis ikke man vil spilde Russell Wilsons karriere.
– Jacob Graversen
