Arizona Cardinals er stadig ubesejrede, mens Jacksonville Jaguars ENDELIG vandt end kamp. Der var masser af interessante kamp i sjette spillerunde, og her får du en tanke til alle hold, der var i aktion.

Arizona Cardinals viftede let Cleveland Browns til siden og er fortsat ubesejrede, og i London sikrede Jaguars deres første sejr siden første spillerunde af 2020-sæsonen.

Derudover reddede Dak Prescott Mike McCarthy, da Cowboys slog Patriots, mens Maxx Crosby fortsætter med at imponere for Raiders. Her er en tanke fra Gul Kluds skribenter til alle hold, der var i aktion i sjette spillerunde.

Tampa Bay Buccaneers – Philadelphia Eagles (28-22)

Buccaneers: Fournette Finder Formen
Runningback Leonard Fournette har aldrig rigtigt levet op til sin høje draftstatus, og den hype, der fulgte ham ud af college. Han er dog alligevel midt i en ganske fin karriere, og mod Eagles havde han sin tredje fine kamp i streg. Den 26-årige angrebsspiller er ved at blive et centralt element i den offensive strategi. Fournette viste flere eksempler på sin fysiske løbestil, men hvad mere imponerende er, så har han bygget på sit spil og blevet mere effektiv i kastespillet. Fournette havde en enkelt produktiv sæson i det facet af spillet i Jacksonville, men her var han ikke specielt effektiv. Det var noget, vi så i sidste sæsons slutspil, og han har fulgt op på det i år og allerede grebet 25 bolde, 14 af disse for første down. Runningbacken scorede to touchdowns i sejren i torsdagskampen og spillede væsentligt mere end Ronald Jones, der var vellidt i Super Bowl-sæsonen og nyindkøbte Giovanni Bernard. Formen er fundet.

Eagles: Alex Singleton var overalt, på godt og ondt
Mens angrebet leverede endnu en grum præstation, hvor Nick Sirianni lader til at glemme, at man har Miles Sanders og Jalen Hurts bare slyngede bolden dybt eller løb lidt rundt, så havde forsvaret igen flere gode momenter. Der var et stykke vej til det spil, de leverede mod Panthers, men det var en hæderlig præstation mod et så godt hold, som Tampa er. Linebacker Alex Singleton var nok den mest allestedsnærværende af alle spillere i opgøret. Den 27-årige linebacker var inde omkring hele 15 tacklinger, hvoraf to var defensive stops, han havde et fremragende spil i opdækning og fik slået til en bold, der nok burde have talt som en interception og var altid omkring bolden. Desværre for Eagles, så var det tydeligt, at linebackeren manglede noget fysik. Førnævnte Fournette tromlede over ham ved flere lejligheder, han blev fanget i blokeringer og manglede de sidste marginaler i kastespillet (ifølge Pro Football Focus tillod han 10 grebne bolde på 11 kast i opdækning). Alligvel var der en del momenter, hvor spilintelligensen brændte igennem, og for et Eagleshold, der i flere år har haft forfærdeligt spil på positionen, så er det vel en succes.

– Jacob Graversen

Miami Dolphins – Jacksonville Jaguars (20-23)

Dolphins: Brian Flores og organisationen som helhed fejler kontinuerligt i år
Efter en flot sæson i fjor var der store forhåbninger til Miami Dolphins inden dette år gik i gang. De er langt fra blevet indfriet, og kampen symboliserer flot de problemer, der har været. Det er let at være bagklog og sætte spotlight på beslutningen om at vælge Tua over Justin Herbert, men er andre mere presserende problemer. Manglende evne til at vælge gode offensive linjemænd skadede holdet, mens Noah Igbinoghene, der også blev valgt i første runde, blev udstillet flere gange i kampen. Brian Flores har været en del af en organisation, der har sendt produktive spillere som Kyle Van Noy og Shaq Lawson på porten. Beslutningerne i kampene har heller ikke været gode. Da Dolphins fint flyttede bolden tidligt i opgøret, og havde styr på Jaguars defensivt, havde de to 4th downs i RedZone. Her valgte cheftræneren korte fields goals frem for mere aggressive kald, der kunne have bragt dem mere afgørende foran. Flores brændte også to challenges i anden halvleg på kald, der ikke var i nærheden af at kunne ændres, hvilket kostede holdet timeouts de kunne have brugt sidst i kampen. Samlet set er det altså lidt af en rodebutik i Miami i år.

Jaguars: Marvin Jones er en tryllekunstner
Jacksonville fik sæsonens første sejr, og den første sejr i 20 kampe, på den halve hjemmebane i London. Trods skader til mere end halvdelen af den startende offensive linje og dygtige DJ Chark ude med skade, så fik angrebet gjort nok. En stor del af produktionen kom fra evigt undervurderede Marvin Jones Jr., der måske ikke er blandt ligaens bedste receivere, men han er altid garant for et væld af flotte, akrobatiske og spektakulære catches. Den 31-årige angrebsspiller sluttede kampen med syv grebne bolde for 100 yards og et touchdown, men vigtigheden af de fleste catches satte præstationen på en højere skala. Jaguars havde svært ved at få gang i kampen, men efter Jones’ meget flotte touchdown i slutningen af andet quarter var startskudet for angrebet. Receiveren havde også et vigtigt catch på tredje down og ni i slutningen af fjerde quarter, der var med til at sikre god placering på banen til det udlignende field goal. 

– Jacob Graversen

Kansas City Chiefs – Washington Football Team (31-13) 

Kansas City Chiefs: Skuffende præstation af den offensive linje
Ja, de vandt kampen, men ikke alt var godt for Kansas City Chiefs. Især den offensive linje havde en svær kamp mod Football Team, hvis defensive linje ellers ikke ligefrem har været flyvende i sæsonen. Chiefs endte med at lade Patrick Mahomes blive ramt tre gange og sacket to gange, mens han ofte var under pres. Lucas Niang var godt nok ude af kampen, og Joe Thuney spiller med en brækket hånd, men det skal strammes op.  

Washington Football Team: Spændende duo på linebacker
Jeg ville gerne have fokuseret på bagkæden, fordi den var dåååååårlig mod Kansas City Chiefs, men det var også vores fokus i sidste uge. Jeg kan derfor blot sige: Den var ikke bedre end i sidste uge. 

I stedet kigger vi lidt på en lidt positiv del af forsvaret. Linebackerduoen består nemlig af to spændende spillere i form af rookie Jamin Davis og Cole Holcomb. Førstnævnte har fået mere og mere spilletid og spillede en rigtig fin kamp mod Chiefs, hvor han blandt andet stod for en del tacklinger og ramte Patrick Mahomes på et tidspunkt. Og så er Cole Holcomb efterhånden bare en rigtig solid spiller. 

– Victor Risager

Los Angeles Rams – New York Giants (38-11)

Rams: Taylor Rapp havde en hånd på mange bolde
Sterling Shepard havde 76 yards, Dante Pettis 48, Kadarius Toney 36, og Taylor Rapp 31 på bolde kastet af Daniel Jones. Problemet for Jones og Giants er, at Rapp spiller safety for Rams. Det var i mange henseende en gennemført god kamp af Rams, selvom det var på en billig baggrund. Men selv med Daniel Jones i absolut gavehumør, så udnytte Rapp sine muligheder godt, og foruden sine to interceptions, fik han også fingrene på tre bolde og var inde og ramme Jones, dog uden et sack til følge. Det var en opløftende kamp for Rapp, der har fået en større rolle i Raheem Morris’ forsvar efter John Johnson smuttede til Cleveland. Lad os håbe, at Rapp kan gentage den slags præstation igen og igen. Nu hvor vi er ved safeties, så havde Jordan Fuller også en fin kamp med 11 tacklinger, og de to kan blive en giftig duo med lidt mere tid sammen på banen. Gode safeties er mums.

Giants: Elmingforbandelsens kraft er voldsom
I NFLShowets optakt til sidste uges kampe roste Claus Elming Daniel Jones. Godt nok var det et ganske kort “Han er en god quarterback,” men det afholdte ikke den kendte Elmingforbandelse fra at få effekt. I uge 5 måtte en groggy Jones forlade kampen med en hjernerystelse, og i denne weekend leverede han en af årets absolut ringeste præstationer af en NFL-quarterback. Det startede ellers fint for Jones og Giants med et 73-yard drive og et field goal, men derefter sagde Rams, at Jones ikke måtte være med til at lege mere i første halvleg. Syv drives, hvor det blev til 43 yards samlet, tre punts, én fumble, to interceptions og en turnover on downs. Simpelthen horribelt spil fra Jones. I anden halvleg blev det lidt bedre, men det siger ikke meget. En interception, et punt og et enkelt touchdown, men det blev scoret af runningback Elijhaa Penny. Giants ligner et hold i en genopbygningsfase, men er det ikke. De investerede markant i off-season og er et af de hold med mindst cap space i 2022, så de har virkelig brug for, at Jones tager et Josh Allensk hop i niveau. Udsigterne er dog, baseret på denne kamp, ekstremt dystre. Måske de bliver bedre, hvis chefen kritiserer ham lidt i de kommende uger.

– Anders Kaltoft

Houston Texans – Indianapolis Colts (3-31)

Texans: Jonathan Greenard har grebet chancen
I 2020-draften valgte Texans pass rusheren Jonathan Greenard, men han spillede næsten ikke sidste år, og han havde generelt bare en svær rookie-sæson. I år har han fået chancen lidt mere, og selvom han stadig roterer en del, så har han virkelig leveret varen. I alt er det blevet til fire sacks, men også mod løbet har han været hæderlig og lavet et par spil. For Texans handler 2021 i høj grad om at få testet unge spillere af, og her er Greenard en mand, man skal forsøge at udvikle endnu mere på. Blandt andet derfor har man også fritstillet veteranen Whitney Mercilus, så der nu kan blive endnu mere spilletid til Greenard, og det virker som en klog beslutning. Baseret på Colts-kampen lignede Greenard i hvert fald en af de mest spændende Texans-spillere på forsvaret.

Colts: Brug for mere af samme skuffe fra Khari Willis
Khari Willis bed sig hurtigt fast som starter de tidligere år, og hans høje spilintelligens og fysiske stil er et strålende komplement til Julian Blackmon. Problemet har bare været i år, at Willis har spillet ganske skrækkeligt, og han har især haft problemer i opdækningen. Willis har selv udtalt, at det skyldes, at han har døjet med en skade, som har gjort, at han ikke har følt sig på toppen. Nu skulle have være på vej tilbage, og det var godt at se mod Texans, at han stadig kan levere varen. Willis havde både et sack og slog et kast ned, og han så bare ud til at bevæge sig bedre end i tidligere kampe i år. Hvis Colts’ kasteforsvar skal rette op på den dårlige sæsonstart, bliver Willis en vigtig spiller.

– Teis Joranger

Cincinnati Bengals – Detroit Lions (34-11)

Bengals: Forventningerne til Burrow skal skrues op
Den rekordsættende college-QB, Joe Burrow, er nu trådt ind i en ny liga af NFL-quarterbacks, hvor fokus ikke skal være på potentiale men derimod resultater. Han er en playmaker, der har ført en klub i krise ind i jagten på playoff-pladser. Burrow har taget holdet og hele organisationen på sine skuldre, hvilket søndagens kamp mod Lions var et godt eksempel på. Tre touchdowns og 271 yards i en sikker sejr mod et hold, der aldrig var i nærheden af et resultat på trods af, at Lions har vist sig fint frem mod gode modstandere. Hos den almindelige NFL-fan er Bengals – der er 4-2 – lig med Burrow, hvilket sætter nye standarder for, hvordan vi skal bedømme ham. Før sæsonen var han et lovende talent på vej tilbage fra en grusom skade til nu at skulle udfordre tidligere MVP, Lamar Jackson, som AFC Norths bedste quarterback. Den kommende weekends kamp mellem Ravens og Bengals er i mine øjne et af de mest interessante matchups i uge 7 på grund af Burrow. 

Lions: Detroit har en rigtig god punter
Efter Jack Fox ikke spillede en kamp i sin først sæson i 2019, hvor han både var på Kansas City Chiefs og Lions’ practice squads, vandt han jobbet som punter i Detroit sidste sæson. Det gjorde han super flot, og han blev belønnet med en plads i Pro Bowl. I weekenden fik Lions-fans rig mulighed for at se Fox udfolde sig på grønsværen, da han fik fyret seks ganske solide punts afsted, som snittede 48 yards netto. Udover Jack Fox var der ikke meget at glæde sig over på Lions’ vegne. Så skulle det da lige være, at Lions var det første hold i NFLs historie til at tabe 34-11 på hjemmebane.

– Victor Ostenfeld

Green Bay Packers – Chicago Bears (24-14)

Packers: Ud over Davante Adams er Aaron Jones og AJ Dillon de (eneste) farligste våben 
Green Bay Packers får ikke meget ud af receiver-positionen ved siden af forrygende Davante Adams. Randall Cobb er okay pålidelig, men halvgammel og ikke specielt eksplosiv. Marquez Valdes-Scantling er skadet (og ustabil), og Allen Lazard kan man heller ikke regne med. Heldigvis kan Packers glæde sig over, at de har en rigtig stærk runningback-duo. Aaron Jones og AJ Dillon havde for tredje uge i træk knap 200 yards til sammen. Begge runningbacks er dygtige løbere med hver sin stil, mens de samtidig er giftige i kastespillet. Så længe Aaron Rodgers ikke har meget hjælp at hente fra sin receiver-gruppe ud over Davante Adams, så er produktionen fra Jones og Dillon meget vigtig. Hvis Super Bowl er målet for Packers, er det ikke holdbart på længere sigt. 

Bears: Herbert er også giftig på runningback
Mens Justin Herbert er en af ligaens bedste quarterbacks, så har Bears også en talentfuld mand ved navn Herbert. Khalil Herbert er navnet. Han er rookie-runningback og viste mod Packers, at Bears bestemt ikke mangler talent på runningback-positionen. Med en skade til David Montgomery og med Damien Williams placeret på Covid-19-listen blev Herbert kastet for løverne til sin første NFL-start, og det klarede han imponerende godt. Herbert løb for 97 yards på 19 løb og supplerede det med et touchdown. Det kan blive en rigtig spændende backfield for Chicago, når Montgomery og Williams også er til rådighed. En stærk løbe-trio kan være en god måde at hjælpe rookie-quarterback Justin Fields.

– Alexander Paaske

Los Angeles Chargers – Baltimore Ravens (6-34)

Los Angeles Chargers: Chargers var fysisk underlegne
Sjette spillerunde udviklede sig til et mareridt for Brandon Staley, der blot kunne se til, mens Chargers blev fysisk domineret af Baltimore Ravens. Chargers-forsvaret stod ikke en chance, og i sidste ende noterede Lamar Jackson, DeVonta Freeman og co. sig for 187 løbede yards og tre scoringer. Det var ikke bedre på angrebsfronten, hvor den offensive linje blev skubbet rundt efter behov og tillod kontinuerligt pres på Herbert, mens Austin Ekeler og Joshua Kelly blev holdt til 14 løbede yards på 10 forsøg. Chargers savnede – i sagens natur – startende linebackere Drue Tranquill og Kenneth Murray Jr. og de var formentlig møre efter en krævende kamp i femte spillerunde, men ikke desto mindre var præstationen i søndags utilstrækkelig og langt fra vanligt niveau.

​​Baltimore Ravens: DeShon Elliott og resten af Ravens’ secondary strålede
I forrige spillerunde måtte Lamar Jackson folde sig ud og levere en ekstraordinær præstation for at hjælpe Baltimore Ravens over stregen mod Indianapolis Colts, der maltrakterede Ravens’ forsvar. I sjette spillerunde var det Ravens’ forsvar, der leverede varen. Særligt forsvarets bagerste geledder viste højt niveau og begrænsede Justin Herbert til relativt sølle 195 kastede yards efter sublim, direkte mandsopdækning. Safety DeShon Elliott var her, der og alle vegne, da han leverede tre tacklinger, to forsvarede kast, et sack samt en interception. Det var en imponerende præstation af det tidligere sjetterundevalg, som havde misset de to foregående kampe med en lårskade.

– Nicholas Jørgensen

Minnesota Vikings – Carolina Panthers (34-28)

Vikings: For mange korte kast i kasteangrebet
Minnesota Vikings kan godt lide at løbe bolden, og om det, kan man så mene, hvad man vil. Men tidligere år har Vikings i det mindste været dygtige til at skabe eksplosive spil i kastespillet, og især de mellemlange kast på såkaldte over- og Dig-ruter har været Vikings’ bread and butter. I år savner jeg i meget høj grad den dimension i Vikings’ angreb. Kun fem quarterbacks kaster bolden kortere ned ad banen i gennemsnit end Cousins i år, og kun én quarterback kaster færre bolde til midten af banen i det mellemlange og dybe område. Det gør bare Vikings’ angreb mere ineffektivt end i 2020, hvor de havde det element med. Vikings har egentlig ok med helt dybe skud, men hvor er evnen til at udnytte midten af banen på de mellemlange kast? Det er her, jeg føler, den nye offensive koordinator Klint Kubiak har mest at bevise lige nu. 

Panthers: Gode takter fra Keith Taylor
Ikke mindre end to trades for cornerbacks har Panthers lavet i den seneste måned. Før hentede de C.J. Henderson hos Jaguars, og siden kom Stephon Gilmore til fra Patriots. Henderson har spillet sparsomt, mens han vænner sig til Panthers’ forsvar, mens Gilmore snart kan komme i spil efter sin skade. Men cornerback-gruppen hos Panthers har ellers ikke været et stort problem, og de sidste to uger har rookie Keith Taylor vist sig flot frem. Den høje cornerback har virket til at arbejde med god spilforståelse og har med sin gode størrelse og længde både tacklet godt og slået et par kast ned. Måske han mere er en del af den langsigtede løsning end Henderson og Gilmore?

– Teis Joranger

Arizona Cardinals – Cleveland Browns (37-14)

Cardinals: Linebackerne dominerede kampen
Der var tale om endnu en flot opvisning af quarterback Kyler Murray, der står højt på listen af MVP-kandidater, men forsvaret leverede også i storsejren over Cleveland. Holdet linebacker-gruppe var specielt imponerende og var med til at lukke ned for både løbet og kastet. Jordan Hicks har altid været en solid spiller og var på det niveau igen, men hvad der var mere lovede for Arizona var, at unge Isaiah Simmons og rookie Zaven Collins leverede en række store spil. Specielt Simmons havde et par meget atletiske tacklinger og hårde hits på sine fire defensive stops og var ganske solid i opdækningen. Læg dertil, at undervurderede pass rushere som Devon Kennard og Markus Golden var gode til at få pres på Baker Mayfield (Golden fik to sacks og en forceret fumble), så var sejren i hus.

Browns: Cleveland skader skyder hul i drømmen
Browns har været en positivt bekendtskab i denne sæson, men skaderne er ved at hobe sig op i en sådan grad, at det dræber glæden. Nick Chubb er allerede ude med en skade, og nu forventes Kareem Hunt også ude i mere end en måned. Løbeangrebet er fundamentet for et angreb, der har en skadet Baker Mayfield og Odell Beckham som de nu største profiler.  De er hårdføre og spiller, men der mangler de sidste procent. Begge startende offensive tackles var ude af opgøret mod Arizona, og det kunne mærkes på både løbeblokeringerne og lommen Baker Mayfield havde. På forsvaret er Owusu-Koramoah desværre også skadet, linebackeren spillede endnu en seværdig kamp mod Cardinals, men årets måske bedste rookie kommer også til at sidde ude i en god rum tid. AFC North rivalerne fra Baltimore er om nogen endnu hårdere ramt, og det er synd, for begge hold har store målsætninger i år.

– Jacob Graversen

Las Vegas Raiders – Denver Broncos (34-24)

Raiders: Maxx Crosby bliver en meget rig mand
I spilleuge et var Maxx Crosby her, der og alle vegne mod Ravens, og mod Broncos var han her, der, derovre, derhenne og over det hele. Tre sacks blev det til mod Broncos, men det er særligt et spil, jeg gerne vil fremhæve. Det er nemlig et af mine yndlingsspil i football overhovedet, hvor en rusher nærmest indsvøber quarterbacken med sin krop. En slags ubehagelig fuldkropskrammer.

https://twitter.com/Raiders/status/1449849710076784641?s=20

Stakkels Teddy, men det er simpelthen bare så smukt et spil. Med det niveau, som Crosby har lagt for dagen indtil videre i sæsonen, bliver han en meget rig mand i den kommende off-season, hvor han går ind i det sidste år af hans rookie-kontrakt.

Broncos: Var det det for i år?
Broncos lignede i offseason og i sæsonens tre første kampe en playoffkandidat med en opskrift bestående af en quarterback, der sjældent laver store fejl, og et forsvar, der ville få selv de bedste spillere til at tisse lidt i trussen. Særligt den defensive bagkæde virkede stærk med valget af Patrick Surtain II i draften og tilføjelsen af Ronald Darby i free agency. Mod Raiders blev Darby brændt flere gange, bl.a. dybt af Henry Ruggs, mens Derek Carr kastede for 341 yards og to touchdowns. Oveni det smed Teddy Bridgewater bolden væk tre gange. Broncos ligner et hold, der ikke helt kan finde dem selv og det kan få fatale konsekvenser for cheftræner Vic Fangio. Han er i sin tredje sæson og har en tabende record i sin tid hos Broncos, så når han ikke engang kan stille et solidt forsvar på banen, bliver tråden tyndere. Det er selvom, at Broncos har været slemt uheldige med skader til spillere som Bradley Chubb, Jerry Jeudy, Josey Jewell, K.J. Hamler og Michael Ojemudia. Hvis indsatsen over de sidste tre uger, der unægteligt lignede den mod Raiders, fortsætter, er Broncos bare et bump på vejen for de andre hold i AFC. 

– Anders Kaltoft

Dallas Cowboys – New England Patriots (35-29)

Cowboys: Prescott reddede Mike McCarthys røv
Dallas Cowboys var det bedre hold end New England Patriots, og America’s Team fortjente sejren. Men det skyldes på ingen måde cheftræner Mike McCarthy. I sine mange år i spidsen for Packers var McCarthy kendt for tvivlsomme beslutninger, når kampe skulle afgøres. Mod Patriots kunne McCarthys manglende forståelse i specielt to vigtige situationer have kostet dyrt. På Cowboys’ første angrebsserie valgte McCarthy at gå efter den på 4th & 1 på egen banehalvdel. Med så godt et angreb er der ingen grund til at sådan på den måde i begyndelsen af kampen. McCarthys beslutning var dog langt værre i slutningen af kampen. Cowboys var med knap tre minutter tilbage bagud med tre point og havde igen en 4th & 1. Denne gang omkring 30-yard-linjen. I stedet for at gå efter den med en flyvende Dak Prescott valgte McCarthy et langt field goal, som Greg Zuerlein missede. Heldigvis for Cowboys-træneren blev hans røv reddet af en Trevon Diggs pick-six og flere store spil af Prescott. Dallas Cowboys kan med god grund drømme stort i år, men Mike McCarthys svagheder kan koste dem dyrt, når de helt store kampe venter.

Patriots: Ja’Whaun Bentley med sæsonens bedste forsvarsspil
New Englands forsvar gjorde alt, hvad det kunne, for at hjælpe holdet til sejr. Ja, Dak Prescott kastede for 445 yards, men forsvaret leverede flere store spil, når Cowboys bevægede sig ind i redzone. Intet spil var dog større end det, som linebacker Ja’Whaun Bentley leverede i slutningen af første halvleg. Dallas havde 4th & goal og manglede under en yard. Dak Prescott hoppede over bunken af linjemænd og krydsede øjensynligt den usynlige barriere til endzone. Touchdown. Eller sådan så det ud ved første øjekast. Men det viste sig, at Bentley på formidabel vis havde slået bolden ud af Prescotts hænder, før han scorede touchdown. Derfor endte det i stedet med en fumble recovery til Patriots og dermed sæsonens (i mine øjne) bedste enkeltstående forsvarsspil ind til nu. Stærke Ja’Whaun Bentley havde alt i alt en stor kamp med hele 13 tacklinger. 

– Alexander Paaske

Seattle Seahawks – Pittsburgh Steelers (20-23)

Seahawks: Vi venter stadig på Jordyn Brooks’ impact
Det var et chok for mange, da Seahawks i første runde af 2020-draften valgte linebacker Jordyn Brooks. Sidste år roterede han ind og endte med at spille 400 snaps, men det var ikke et synderligt højt niveau, han lagde for dagen. Her i 2021 er det måske lidt bedre, men især i opdækningen savner jeg noget fra Brooks’ side. Han har i år allerede tilladt 250 yards i opdækningen i år, hvilket kun syv linebackers har gjort værre. Mod Steelers var han også et hyppigt offer, når Ben Roethlisberger kiggede mod tight end Pat Freiermuth, og Steelers’ rookie tight end havde ikke de store problemer med at løbe sig fri af Brooks’ opdækning. Hvis investeringen i Brooks skal betale sig, så skal han blive bedre i opdækningen fremover.

Steelers: Forsvaret er langt fra sidste års niveau
I 2020 havde Pittsburgh Steelers et af ligaens bedste forsvar, men sådan har det på ingen måde været i år. Pass rushet savner en mand som Stephon Tuitt, der er skadet, mens opdækningen også har haft en del problemer efter afskeden med Mike Hilton og Steven Nelson. Men det er også det helt basale som god kommunikation og at tackle ordentligt, som mangler. Mod Seahawks missede Steelers 14 tacklinger, og der var flere spil, hvor det ingen mening gav, at Seahawks skulle have så mange yards. Hvis Steelers med deres lunkne angreb skal gøre sig forhåbninger om noget slutspil i år, skal forsvaret simpelthen træde i karakter, og det bør være det primære fokus i holdets bye week.

– Teis Joranger

Buffalo Bills – Tennessee Titans (31-34)

Buffalo Bills: Forsvaret krakelerede mod ”Kong Henry”
Inden mandagskampen havde Sean McDermotts tropper ikke tilladt en eneste spiller at producere mere end 50 løbede yards i et enkeltstående opgør. På den baggrund var Bills ligaens tredjebedste forsvar mod løbet og fundamentalt for holdets succes. Men forsvaret krakelerede mod Derrick Henry og Tennessee Titans, som løb for 143 yards – derunder 7,2 yards pr. løb – og tre scoringer. Forsvaret formåede heller ikke at sætte Ryan Tannehill under pres, hvortil man ikke leverede et eneste sack efter at have rangeret syvende bedst i dén kategori for sæsonen. Så kan omverdenen tale nok så meget om Sean McDermotts beslutning om at gå efter guldet med få sekunder igen på fjerde down, men i sidste ende tabte Bills-forsvaret kampen.

Tennessee Titans: Jeffery Simmons kontrollerede skyttegravene
I et opgør, hvor Derrick Henry formentlig – og velfortjent – løber med overskrifterne efter sin magtdemonstration er det også værd at fremhæve Jeffery Simmons’ indsats på Tennessee Titans’ defensive linje. Simmons er i færd med at udvikle sig til en profil, og i opgøret mod Buffalo Bills var han allestedsnærværende med fem tacklinger og et sack, mens han var garant for konstant pres mod Josh Allen. Den 24-årige linjespiller leverede også det kampafgørende spil, da han stoppede Allen kort fra endzone på fjerde down med 22 sekunder tilbage på klokken. I bør holde et vågent øje med Jeffery Simmons fremadrettet.

– Nicholas Jørgensen