Tanker fra runde 14: Andrew Whitworth blev historisk

0

Andrew Whitworth blev historisk, flere special teams-enheder kostede dyrt, og så blev det endelig et farvel til katastrofen Urban Meyer. Her er lidt tanker fra 14. spillerunde af NFL-sæsonen.

I Los Angeles blev Andrew Whitworth historisk, da han som 40-årig startede kampen mod Arizona Cardinals. Andre steder var det special teams-enheder, der var næsten historisk ringe, og i Jacksonville gjorde de det slut med den historik ringe ansættelse af Urban Meyer.

14. spillerunde bød i den grad på nogle interessante storylines, og du kan her læse en tanke til alle hold i aktion i spillerunden.

Pittsburgh Steelers – Minnesota Vikings (36-28)

Steelers: Elendig præstation af Kendrick Green og co.
Pittsburgh formåede næsten at levere et imponerende comeback i denne spillerundes åbningskamp, men det var ikke takket være Kendrick Green og indersiden af den offensive linje. Timingen mellem center Kendrick Green og quarterback Ben Roethlisberger var langt fra optimal, det resulterede i dårlige snaps og en delay of game straf, men hvad værre var, så var Green og guards Trai Turner og John Leglue overmatchede mod Minnesota defensive linje.  Tre ud af fire sacks og 10 ud af 14 pressures kom mod de indvendige offensive linjefolk ifølge tal fra Pro Football Focus. Det var nemt at få øje på under kampen, at de tre spillere ikke havde et ben til jorden. Steelers har generelt haft problemer med den offensive linje i denne sæson, men at det var en afgørende faktor i dette nederlag, hvilket var specielt ærgerligt, da Big Ben leverede en af sine bedste præstationer længer i anden halvleg.

Vikings: Hele sæsonen kondenseret til én kamp
Minnesota Vikings bekræftede i torsdagens sejr over Steelers, hvad de fleste af holdets fans må have tænkt hele sæsonen. Vikingerne er simpelthen en af de mest frustrerende hold i hele NFL i år. Minnesota har i år været som Dr. Jekyll og Mr. Hyde, forblændende det ene sekund og forfærdelig det næste. Vikings spillede en nærmest fejlfri første halvleg, hvor angrebet havde det ene eksplosive spil efter det andet, og forsvaret var som jagthunde, der lugtede blod. Dalvin Cook præsterede en mesterlig præstation, Sheldon Richardson, Eric Kendricks og Harrison Smith var her der og alle vegne, alle forsvarsspillere stormede til bolden og lavede store spil. Vikings var foran 23-0 ved pausen, de udbyggede den til 29-0 inden tredje quarter var slut, men så faldt det fra hinanden. Kirk Cousins manglede dræberinstinkt i kastespillet, forsvaret tillod Pittsburgh at gøre stort set hvad de ville, om end der var et par lækre kast og catches fra Big Ben og co. indblandet. Steelers reducerede til 28-36 og Vikings måtte se en kæmpeføring smuldre. Steelers havde chancen på kampens sidste spil for at udligne, men måtte gå fra Minnesota med et nederlag. Det var symptomatisk for Vikings’ sæson.

– Jacob Graversen

Atlanta Falcons – Carolina Panthers (29-21)

Falcons: Når Russell Gage er din bedste receiver, burde man være i problemer 
Jeg er dybt imponeret af, hvad Falcons formår at udrette på trods af holdets manglende talent. Det siger alt, når et angreb skal gå gennem Russell Gage som den primære receiver. Jeg er klar over, at Cordarelle Patterson gør det godt i sin altmuligmandsrolle, men at man kan flytte bolden så relativt rimeligt, som Falcons gør, når Gage er det primære udvendige våben, tegner positivt for Arthur Smith. Holdet er nu 6-7, og man har reelt en chance for slutspillet, hvis man kan overraske mod 49ers i uge 15, og det burde reelt være umuligt med de våben. Jeg glæder mig til næste år, hvor Falcons formentlig har meget mere at skyde med offensivt. 

Panthers: Robby Anderson viste, han stadig kan
Det har været en tung sæson for Robby Anderson, der mere end nogen anden har virket påvirket af det elendige quarterback-spil. Anderson er en dyb trussel, og med en ringe offensiv linje og upræcise quarterbacks har han haft en alt for lille rolle. I kampen mod Falcons fik han dog vist, at han stadig er en giftig herre, når han får de rigtige bolde at arbejde med. Hvis Panthers får skaffet sig en ordentlig quarterback, bør Anderson kunne bevise, at han er den nye kontrakt fra off season værd. 

– Teis Joranger

Baltimore Ravens – Cleveland Browns (22-24)

Baltimore Ravens: Rashod Bateman stemplede ind
Det har været en turbulent debutsæson for Rashod Bateman i NFL. Førsterundevalget fik forpurret sin sæsonstart af en lyskenskade og senest har han haft svært ved at finde vej til grønsværen efter en række skuffende præstationer af angrebet generelt. Men i Lamar Jacksons skadesfravær tog Bateman ansvar og stemplede ind med syv grebne bolde for 103 yards. Således var Bateman stærkt medvirkende til, at Baltimore Ravens – med Tyler Huntley ved roret – var tæt på at gennemføre et chokerende comeback efter, at de var bagud med 24-6 ved pausefløjtet. John Harbaugh og Greg Roman vil sætte deres lid til, at Rashod Bateman omsider er blevet sine skadeskvaler kvit og kan forløse sit uomtvistelige potentiale.  

Cleveland Browns: Fortsætter Jarvis Landry i Cleveland i 2022?
Jarvis Landry er i færd med sin mindst produktive sæson i NFL, siden han blev valgt af Miami Dolphins tilbage i 2014. I skrivende stund har Landry blot grebet 38 bolde for 397 yards og en enkelt scoring i 2021. Og set i lyset af, at Landry står til at tjene knap 105 millioner danske kroner i næste sæson, spekuleres der heftigt i, om Browns vil skille sig af med den ellers prominente receiver til foråret? Men bedst som spekulationerne raserede, viste Landry sig kampafgørende mod Baltimore Ravens. I fjortende spillerunde greb Landry fem bolde for 41 yards og et touchdown, hvortil han var stærkt medvirkende til at holde liv i Browns’ ellers tvivlsomme slutspilshåb. Og kombineret med at Browns kan indkassere et relativt højt kompensationsvalg ved at lade Landry fuldende sin kontrakt, bør det ikke være skråsikkert, at han ryger på porten efter sæsonen.

– Nicholas Jørgensen

Seattle Seahawks – Houston Texans (33-13)

Seahawks: Livstegn fra Rashaad Penny
Seahawks tog runningback Rashaad Penny i første runde af draften i 2018, et valg der hurtigt blev kritiseret, da det skete. Siden da har runningbacken kun været klar til ca. halvdelen af de kampe, som Seahawks har spillet. Skader har ødelagt alle chancer for kontinuitet eller gennembrud. Mod Houston, et af ligaens værste forsvar, spillede den unge angrebsspiller dog en sublim kamp. Penny løb 16 gange for 137 yards og scorede to touchdowns. Seahawks havde håbet, at de fik en beslutsom, hårdtløbende og eksplosiv runningback, og alle de kvaliteter blev vist frem i storsejren. De to touchdowns kom fra henholdsvis 32 og 49 yards ude, og lignede en spiller, der for første gang i flere år var skadesfri. Penny er uden kontrakt efter denne sæson, men med flere præstationer som denne, så kan det være han får en ny chance i Seattle

Texans: Ungdommen skal prøves af på angrebet
Davis Mills er tilbage som starter i Houston, denne gang ikke på grund af en skade til Tyrod Taylor, men fordi ledelsen har indset, at ungdommen skal have chancen. Quarterbacken leverede et flot åbningsdrive (ramte på fem af fem kast for 72 yards og et touchdown) og viste bedre beslutningsevner end tidligere set. Men det handler ikke kun om quarterbacken. Som tidligere skrevet i denne klumme har Brandin Cooks var fremragende, men holdet har ingen sekundære playmakere. Houston valgte receiver Nico Collins og tight end Brevin Jordan i dette års draft. Begge har haft begrænset spilletid i år, delvist grundet skader, men mod Seahawks viste de begge, at de fortjener større roller. Jordan var målet for syv af Mills’ kast, mens Collins blev sigtet efter ti gange, det var flest i denne sæson for begge spillere. Jordan scorede touchdown og var godkendt i blokeringsspillet, mens Collins havde et par flotte catches og stod for Houstons længste offensive spil, da han greb bolden 30 yards nede af banen, i RedZone på første drive. Sæsonen er tabt for Texans, nu skal de unge drenge kastes for løverne, så holdet kan se, hvem der synker, og hvem der svømmer.

– Jacob Graversen

Kansas City Chiefs  – Las Vegas Raiders (48-9)

Chiefs: Travis Kelce må gerne snart genfinde niveauet
Chiefs er blevet et bedre hold de sidste par måneder, men det er ikke pga. Travis Kelce. Den ellers så forrygende tight end startede sæsonen stærkt, men ham er kølet mere og mere, som sæsonen er skredet frem. Kun en gang i de sidste syv kampe har han været over 75 yards, hvilket han ellers opnåede hele 10 gange i 2020 og også havde i fire af de første seks kampe i år. Chiefs har brug for at få mere gang i Kelce her i de afgørende runder. 

Raiders: Malcolm Koonce viser glimt
Der var ikke meget positivt at snakke om for Raiders mod Chiefs, men rookie Malcolm Koonce var et lille højdepunkt. For anden uge i træk lavede Koonce et sack, selvom han spillede under 20 snaps. Koonce var et tredjerundevalg i årets draft, men så ikke banen meget i de første måneder af sæsonen. Nu ligner han en mand, der måske er klar til at byde sig til som en rotationsspiller bag Crosby og Ngakoue, og det kan Raiders da trøste sig lidt ved ovenpå øretæven. 

– Teis Joranger

New Orleans Saints – New York Jets (30-9)

Saints: Første sejr i 6 forsøg – og Kamara er tilbage.
Saints var inde i en stime på 5 nederlag i streg – og er man inde i sådan en stime, så plejer det at hjælpe, hvis man møder et hold som Jets. Og ganske rigtigt. Alvin Kamara havde inden dagens kamp siddet ude i de sidste 4 kampe med en knæskade, men da først dommeren fløjtede kampen i gang, var det svært at se. Han spillede op til sit sædvanlige niveau og nåede at runde 120 yards og et enkelt touchdown. Og Saints får for alvor brug for Kamara – og helst på 100%. Efter den dårlige stime med nederlag, skal Saints nemlig vinde mindst tre af de resterende fire kampe for at slutte med flere sejre end nederlag – og det kan blive en udfordring, når man skal møde tre divisionsrivaler og der alle ligger slås om placeringer i slutspillet.

Jets: Det er bare håbløst
Jets blev matematisk elimineret fra dette års slutspil, da de nu ikke længere kan nå at indhente resten af AFC holdene. Det har egentlig også kun været et spørgsmål om tid, for det har ikke set godt i hos Jets. Forhåbentligt er det kun børnesygdomme for Robert Saleh og resten af Jets trænerstab. Cheftræneren kan nu få lov at se Zach Wilson an inden holdet skal rustes til den kommende sæson. Der er masser af huller på holdet der skal dækkes, hvis Jets skal have nogen forhåbninger om at kvalificere sig til slutspillet. Jets har i øjeblikket den længste aktive slutsspilstørke og kommer de ikke ind næste år, vil det være 12. år i streg med tidlig vinterpause – Det er den længste periode i Jets Historie. 

– Victor Ostenfeld

Jacksonville Jaguars – Tennessee Titans (0-20)

Jaguars: Meyer skulle have holdt sig til college
Meyer har flere højtprofilerede quarterbacks på CV’et, bl.a. Alex Smith og Tim Tebow. Desværre for Urban4 var han træner for dem i college og NFL er nu engang en anden slags missekat. NFL er en missekat, der ikke bare har regnet Meyer ud, men øjensynligt gumler ham igennem og spytter ham ud. Det har været grimt på alle tænkelige måder og det var det også mod Titans, hvor Jaguars ikke formåede at nå i redzone en eneste gang – ikke én! Når man tænker på samtlige af de historier, der er kommet i løbet af sæsonen, inkl. sidste uge, så virker Meyer bare til at have taget en alt for stor bid af kagen til, at hans kæbeparti kan holde til det. Meyer bør få en lige højre og blive kylet ud af NFL, for det hele er simpelthen på et niveau af inkompetence, som jeg ikke kan holde ud. (Efter dette er skrevet, er Meyer blevet kylet på porten af Jaguars)

Titans: Kan man virkelig konkludere noget mod Jags?
Jeg synes, at det er svært at tage alt for meget med fra denne kamp. Jaguars er simpelthen for ringe et mandskab. Der er dog en ting, som jeg vil hæfte mig ved, og det er en af deres bedste spillere; superpunteren Brett Kern. Han puntede hverken meget, fem gange, eller for mange yards, men ud af de fem var to inden for 20-yardlinjen, mens ingen af dem blev returneret. Det er et ret godt resultat, når man tænker på, at modstanderen absolut ikke kan ret meget via andre kanaler. Det skal også siges, at når jeg ser en mulighed for at rose en punter, så gør jeg det.

– Anders Kaltoft

Dallas Cowboys – Washington Football Team (27-20)

Cowboys: Fantastisk forsvarstrio gør forskellen
Dallas Cowboys var tæt på at smide en ellers sikker sejr over styr, men takket være forsvaret – og specielt tre spillere – hentede gæsterne et vigtigt ‘W’. Washington var bagud 8-27, men efter et vildt comeback – og en stor fejl af Dak Prescott – havde de pludselig bolden bolden bagud 20-27. Men så trådte én af de førnævnte tre spillere i aktion. Randy Gregory leverede et strip-sack, og så var kampen afgjort. Trioen på den defensive linje med Gregory, tilbagevendte DeMarcus Lawrence og ikke mindst den sublimt spillende hybrid-rookie, Micah Parsons, var helt forrygende i opgøret. De stod i alt for fire sacks, to forcerede fumbles og en interception. Hvis det høje niveau fra Lawrence, Gregory og Parsons fortsætter, kan Cowboys’ defensiv ende med at være det, der endelig sender America’s Team i Super Bowl.

Football Team: Er Landon Collins ved at blive en solid spiller igen?
Tilbage i 2016 var safety Landon Collins en af ligaens bedste forsvarsspillere, da han tørnede ud for New York Giants. Nærmest lige siden den sæson har Collins ikke været den samme spiller – og hans nu knap tre år i Washington har været en stor skuffelse. I det meste af sin tid hos Football Team har den 27-årige safety været en svaghed hos Washington, men den seneste måned har hans niveau været i fin fremgang. Det havde sin foreløbige kulmination mod Cowboys, hvor Collins var rigtig stærk i næsten alle aktioner. Han nedlagte Dak Prescott for to sacks og interceptede også Dallas-quarterbacken. Hvis den version af Landon Collins er kommet for at blive, så kan Washington-forsvaret gøre skade på de fleste hold i kampen om en Wild Card-plads i NFC.

– Alexander Paaske

Detroit Lions – Denver Broncos (10-38)

Lions: Ærgerlig skade til Jerry Jacobs
Det gode ved Lions’ elendighed er, at de har haft god mulighed for at se unge spillere an. En af de relativt ukendte navne, der har grebet chancen, er slotcorner Jerry Jacobs. Siden spilleuge fem har han været fast mand på Lions’ forsvar, og han har gjort det ganske glimrende af en rookie at være. I alt har han kun tilladt omkring 350 yards i opdækningen og et enkelt touchdown, og af en rookie at være på et generelt svagt forsvar, så er det virkelig hæderlige tal. Derfor er det også ekstra ærgerligt, at Jacobs i kampen mod Broncos rev korsbåndet over efter fem snaps, så han nu skal bruge den kommende off season på at genoptræne forud for 2022-sæsonen. Håbet er dog, at han kan vende tilbage på samme niveau, for så har Lions en brik, de kan bruge også på længere sigt.

Broncos: Quinn Meinerz er faldet fint til
Efter skaden til Graham Glasgow for en måneds tid siden har Broncos benyttet rookie Quinn Meinerz på guard. Meinerz skabte en del opmærksomhed på sig selv i draften, da han kom fra et meget lille college med en meget stor personlighed. Meinerz er dog ved at bevise, at han også allerede i år kan bidrage med et godt niveau på banen. Især i løbespillet har Meinerz gjort det godt de sidste par uger, og igen mod Lions havde han flere gode blokeringer, der skabte plads til Melvin Gordon og Javonte Williams. Der er stadig nogle ting for Meinerz at arbejde på i kastespillet, men med Mike Munchak som træner, er jeg sikker på, det nok skal komme også.

– Teis Joranger 

New York Giants – Los Angeles Chargers (21-37)

Giants: Ingen klar vej ud af historisk krise
Chargers slog Giants uden for alvor at få sved på panden. Det er selvfølgeligt svært at gøre væsen af sig med Mike Glennon som quarterback. Men spørgsmålet er, om det overhovedet ville have gjort en forskel, hvis Daniel Jones stod bag center? Med nederlaget er det nu endegyldigt, at Giants ender med flere nederlag end sejre i 2021 ligesom de fire foregående sæsoner. Fem sæsoner i træk med mere fiasko end succes er ikke sket siden perioden 1973-1980, hvor det skete otte sæsoner i træk. Dengang blev redningsmanden Lawrence “LT” Taylor, som Belichick kalder den bedste forsvarsspiller, han nogensinde har set, og som var den afgørende spiller, da Giants vandt deres to første Super Bowls. LT var det lykketræf, som Giants havde brug for dengang, og lige nu virker det til, at Giants har brug for et lignende lykketræf for at komme tilbage i toppen af NFL. Jones er ikke svaret i New York, og får Giants en ny god ung quarterback kan tingene selvfølgeligt hurtigt vende. Men hvem denne nye komet skulle være ved ingen. Giants-fans har ikke særlig meget håb at hænge sig i, og det er selvsagt en rigtig skidt situation at befinde sig i. 

Chargers: Gør det så færdigt, Chargers (og Herbert)!
Endnu en supergod indsats fra Justin Herberts side, der gjorde kort proces mod et svagt Giants-mandskab. Kampen var ikke særlig interessant, da det hurtigt viste sig, at Chargers var det klart bedste mandskab, hvilket vi også så udfolde sig på banen. Med 8-5 i en vanvittig tæt AFC ligger Chargers lunt i svinget til en tur i playoffs og måske med hjemmebanefordel, hvis de kan udkonkurrere Chiefs resten af sæsonen. Chargers og Herbert har en fantastisk mulighed for at tage et kæmpe skridt mod divisionstitlen torsdag nat, når Mahomes og co. kommer på besøg. Med en sejr “sweeper” de Chiefs for første gang siden 2013, og de overtager samtidig føringen i AFC West. Chargers står dermed i en ønskeposition, før den sidste måned af sæsonen løber af stablen. Men med tanke på, at de tidligere har været rigtig gode til at formøble lignende situationer, er det utrolig vigtigt, at både Chargers og især Herbert formår at forløse deres høje potentiale. En ting er, at Herbert personligt bliver rost til skyerne. Nu skal det altså også udløse succes til holdet. 

– Victor Ostenfeld

San Francisco 49ers – Cincinnati Bengals (26-23)

49ers: Hård starterdebut for Ambry Thomas
San Francisco har været hårdt ramt blandt deres cornerbacks, og mod Bengals startede de rookie Ambry Thomas. Trods 49ers vandt opgøret, så var det en hård dag på kontoret for den unge forsvarsspiller. Jamar Chase slog den 22-årige forsvarsspiller på et dybt touchdown, mens også Tee Higgins ved flere lejligheder løb om hjørner med cornerbacken. Thomas blev derudover også kaldt for to fejl, som begge gange resulterede til nye første downs til Bengals. Det skal dog siges, at det var noget af en ilddåb mod et godt angreb. Thomas havde forinden kampen spillet 22 snaps fordelt på fire kampe, i karrierens femte professionelle kamp spillede han 62. Sværhedsgraden steg og det er tydeligt, at der er en stejl læringskurve for nu.

Bengals: Katastrofal præstation fra special teams
Cincinnati tabte til 49ers i forlænget spilletid, men havde holdets special teams præsteret bedre, så kunne resultatet have været et andet. Kicker Evan McPherson missede et 46 yard field goal i slutningen af tredje quarter, som kunne have været et vigtigt moment for holdets comeback. Værre var det af Darius Phillips, der fumblede to punts i opgøret, som begge efterfølgende resulterede i point fra modstanderne. 49ers scorede henholdsvis field goal og touchdowns efter de to special teams-turnovers fra Phillips, altså afgørende point i opgøret. Der var også flere andre usikkerhedsmomenter i løbet af opgøret på special teams i returnspillet. Punter Kevin Huber havde heller ikke en blændende dag. Bengals har nu tabt fire af de seneste seks opgør, og desværre for holdet har der været forskellige årsager hver gang. Med en lang række problemområder begynder slutspillet at virke fjernere og fjernere.

– Jacob Graversen

Buffalo Bills – Tampa Bay Buccaneers (27-33)

Bills: 2. halvleg var Bills-angrebet anno 2020!
Kampen mellem Bills og Bucs var også en fortælling om to vidt forskellige halvlege. Først halvleg var voldsom Bucs-dominans, mens tredje og fjerde quarter viste os, at Buffalo ikke har glemt, hvordan man spiller angrebs-football på højeste niveau. Josh Allen spillede i anden halvleg lige så blændende, som han gjorde i det meste af 2020. Han fordelte bolden fantastisk til sine receivere med alle typer af kast og var samtidig fuldstændig fremragende som løber med 109 yards, heriblandt et touchdown-løb på 18 yards. Det eneste forbedringspunkt for Bills’ offensiv i forhold til anden halvleg er flere løb fra runningbacks. Hvis det, vi så fra Buffalo i anden halvleg mod Bucs, fortsætter i resten af sæsonen, så kan Josh Allen og co. vinde ud og tage AFC East-titlen, hvis Patriots også skulle snuble mod fx Colts eller Dolphins.

Bucs: Brady står stærkt i MVP-kampen, men…
… det skyldes i høj grad også en gruppe velspillende holdkammerater på angrebet. Chris Godwin hiver nærmest alt ind, Mike Evans er fantastisk i redzone, Rob Gronkowski er stadig et bæst, og Leonard Fournette ligner efterhånden en ganske komplet runningback. Når alt det er sagt, så spiller Brady på et fantastisk højt niveau og er i en direkte duel med Aaron Rodgers om at blive MVP, som det ser ud lige nu. Som eksempel på Bradys MVP-form så nyd det her missil af et kast fra Brady til Mike Evans i bagenden af endzone. PS: Brady slog også NFL-rekorden med flest completions, da han i andet quarter fandt Evans for sit ramte kast nr. 7.143 i verdens stærkeste football-liga.

– Alexander Paaske

Chicago Bears – Green Bay Packers (30-45)

Chicago Bears: Jakeem Grant giver Bears tiltrængt pondus
I sidste ende blev resultatet af arvefjendeopgøret mellem Green Bay Packers og Chicago Bears en anelse misvisende. For det var tydeligt for enhver, at Packers var dét bedre mandskab, selvom holdets special teams gjorde deres for at holde kampen tæt. Men! Vi har fundet de positive Bears-briller frem og sætter derfor fokus på Jakeem Grants finurligheder – frem for at kigge nærmere på Matt Nagys hovedrystende beslutninger undervejs. Grant leverede flere seværdige spil og beviste, at han – med sin særlige acceleration og topfart – giver Chicago Bears et tvist af uforudsigelighed. Grant scorede et 46-yard langt touchdown efter et kort kast fra Justin Fields, inden han scorede ved at tilvejebringe et punt hele 97 yards. Med sidstnævnte scoring satte Grant endda en ny holdrekord for Bears, da det var holdets længste scoring efter en punt-situation nogensinde. Spillet fremkaldte i hvert fald minder fra Devin Hesters velmagtsdage i Chicago.

Green Bay Packers: Er det tid til at give Maurice Drayton sparket?
Det var ikke Green Bay Packers’ – for i øvrigt bundsolide – forsvars skyld, at Chicago Bears mønstrede 30 point på Lambeau Field i fjortende spillerunde. Tværtimod – og anført af både Rasul Douglas og Preston Smith – gjorde Packers’ forsvar sit for at sikre holdets tiende sejr i sæsonen. I stedet skal vi – på ny – rette spotlyset mod Maurice Drayton og Packers’ special teams, der igen leverede en skrækkelig præstation, ligesom det bl.a. var tilfældet mod Kansas City Chiefs i niende spillerunde. I søndags tillod Packers fire (!) returns for minimum 34 yards, mens både Mason Crosby og Corey Bojorquez udviste koncentrationssvigt ved enten at losse et kickoff ud over sidelinjen eller punte sølle 34 yards. Og i kampens slutfase tillod Packers endda Bears at konvertere et onside kick til gæsternes fordel. Samlet set fik Bears og Justin Fields foræret den ene gunstige udgangsposition efter den anden, hvilket var tæt på at blive kampafgørende. Jeg vil blive slemt overrasket, hvis Maurice Drayton også står i spidsen for Packers’ special teams efter sæsonen.

– Nicholas Jørgensen

Los Angeles Rams – Arizona Cardinals (30-23)

Arizona Cardinals: James Conner brillerer – men er det en succesopskrift for Cardinals?  
Efter en skuffende 2020-sæson har James Conner genstartet sin NFL-karriere ørkenen, hvor han har taget Cardinals med storm. Fjortende spillerunde var heller ingen undtagelse, da Conner løb for 31 yards og to scoringer, mens han greb ni bolde for yderligere 94 yards. På den ene side er det imponerende, at Kliff Kingsbury formår at videreudvikle og optimere James Conners kvaliteter, men samtidig vidner det også om, at Cardinals’ angreb – i øjeblikket – har svært ved at sætte receiverne i spil. For eksempel greb DeAndre Hopkins blot fem bolde for 54 yards, mens Rondale Moore blev begrænset til sølle 16 yards på fem boldberøringer. Opgøret mellem Cardinals og Rams vidnede om, at Kliff Kingsbury er nødt til at finpudse sit angreb en anelse, hvis holdet skal gå hele vejen allerede i indeværende sæson. Uanset om James Conner spiller på et ekstraordinært højt niveau.  

Los Angeles Rams: Historiske Andrew Whitworth
Sean McVay og Los Angeles Rams tog en afgørende skalp, da de besejrede divisionsrivalerne fra Arizona Cardinals og dermed åbnede kampen om NFC West op på ny. Og selvom Odell Beckham Jr. greb seks bolde for 77 yards og en scoring, Matthew Stafford leverede et af sæsonens flotteste touchdown-kast til Cooper Kupp og Aaron Donald udraderede Kyler Murray med tre sacks, så er vi nødt til at sætte fokus på Andrew Whitworth. I fjortende spillerunde – og i en alder af 40 år – blev Whitworth den ældste offensive tackle til at starte en kamp i NFL’s glorværdige historie. Og ifølge Pro Football Focus er alderen ingen hæmsko for Andrew Whitworth. Bedømt på sæsonens hidtidige præstationer rangereres Whitworth som ligaens femte bedste offensive tackle – kun overgået af Tristan Wirfs, Michael Onwenu, Tyron Smith og Trent Williams. Det er dybt imponerende – ja ganske enkelt enestående.

– Nicholas Jørgensen