Seattle Seahawks har store problemer på angrebet, Chris Jones er endelig tilbage i hopla og Jason Garrett er endelig fortid hos Giants. Vi har samlet en tanke til alle hold, der var i aktion i 11. spillerunde.
Det går ikke som håbet i Seattle, og især angrebet skuffer igen og mangler en identitet. Hos Kansas City har man fået gang i Chris Jones igen, mens Jason Garrett endelig er fortid hos Giants.
Derudover var der comeback til Cam Newton hos Panthers, og han viste i glimt sit niveau. Til sidst har Gul Kluds skribenter selvfølgelig også skrevet om Jonathan Taylor-showet i Buffalo. Her får du en tanke til alle hold, der var i aktion i 11. spillerunde.
New England Patriots – Atlanta Falcons (25-0)
Patriots: Kyle Dugger er begyndt at levere flot spil
New England Patriots fik sidste år en smule kritik og løftede øjenbryn, da de valgte safety Kyle Dugger tidligt i draftens anden runde. Den unge safety havde heller ikke det mest imponerende første år, men han er så småt begyndt at vise, hvorfor andre (herunder New England) var så vilde med forsvarsspilleren. Dugger har en fremragende kombination af størrelse og fart, og mod Atlanta viste han med flere hårde hits og sikre tacklinger, at de fysiske evner kan bruges særdeles flot i praksis. Dugger var inde omkring seks tacklinger, hvoraf fire talte som defensive stops, altså hvor angrebet ikke fik positive yards ud af spillet. Derudover fik han hånden på en bold i kastespillet og har efterhånden vist mere modenhed i opdækningsspillet. I storsejren over Falcons tillod han intet dybt, og det var kun meget kort kast, der kom i safetiens retning. Idet Dugger ikke missede nogle tacklinger i opgøret, spillede han en næsten perfekt kamp.
Falcons: Deion Jones har været en kæmpe skuffelse
I en kamp, hvor Falcons-angrebet faldt fuldstændig igennem var min primære tanke omkrings holdets præstation relateret til forsvaret. Det er længe siden, at det for alvor har været godt i Atlanta, men linebacker Deion Jones har de seneste år alligevel stået for underholdende spil og et højt niveau. Mod Patriots leverede han dog endnu en skuffende præstation, og det er trist at følge den atletiske playmaker i denne sæson. Jones har langt fra været så velspillende i opdækningen som tidligere, og nu er han også begyndt at misse for mange tacklinger. Jovist har Patriots set forbedringer i den offensive linjes spil de sidste par uger, men holdets runningbacks havde det lidt for let i torsdagskampen, og Falcons-linebackeren bærer en del af skylden.
– Jacob Graversen
Baltimore Ravens – Chicago Bears (16-13)
Ravens: Først meh, så woohoo
Lamar var henvist til sidelinjen iført fancy sweats og en omgang sygdom, så starteren hed Tyler Huntley. Han gjorde det egentlig okay, taget omstændighederne i betragtning, var han okay. Det er særligt det sidste drive, der redder ham, for det så ikke godt ud i starten. Det var og er et skadesplaget angreb med en tvivlsom linje og middelmådige runningbacks, så det var ikke de bedste arbejdsbetingelser for Huntley. Men han præsterede, da han skulle og det var på Ravens’ sidste drive i kampen. Her gik han tre af fire, det ene incomplete kast resulterede i en defensive pass interference, for 50 yards, men vigtigst af alt lavede han kampens spil på 3. down og 12. Det lykkedes ham nemlig at finde Sammy Watkins for 29 yards inden Devonta Freeman sikrede Ravens sejren med et løb. Så god slutning i Huntleys debut, men glæder mig godt nok til, at Lamar er bag center igen.
Bears: Andy D er magisk på fjerde og lang mod Ravens
A.J. Green og Tyler Boyd er begge navne, der bringer ubehagelige minder for mig, når jeg hører “4. og lang”. De har begge to grebet touchdowns fra Dalton på kampafgørende fjerde downs mod Ravens. Nu kan vi så lægge Marquise Goodwins navn oveni, næsten. For selvom det ikke blev kampafgørende, kunne det meget snildt have været det, hvis ikke det havde været for det førnævnte sidste drive fra Huntley. Det var ikke en god aften for Bears. For det første tabte de, og gjorde dermed alle Giantsfans en smule mindre (meget lidt) deprimeret, og så blev Justin Fields, men mon ikke de kan varme sig lidt på, at Andy D er flammende god på fjerde down mod Ravens? Jeg tvivler, men sjovt er det da.
– Anders Kaltoft
Washington Football Team – Carolina Panthers (27-21)
Football Team: Aggressive Ron Rivera smitter af på holdet
For tidligere Panthers-cheftræner Ron Rivera blev det en festlig tilbagevenden til Carolina, holdet der fyrede ham efter mange års tro tjeneste. Rivera fortsatte den tendens, han startede i sin tid i Carolina, nemlig en aggressiv mentalitet på fjerde down. Washington er gået efter at konvertere fjerde down 23 gange i indeværende sæson, det er flest i NFL. Mod Panthers gik udeholdet efter konvertering to gange, de var succesfulde ved begge forsøg og scorede 10 point på de respektive drives. Cheftræneren skal have ros for at stole på sit angreb, ved første konvertering var det oprindeligt 4. down og 1 yard, men efter en fejl rykkede holdet fem yards tilbage. Rivers gik efter den alligvel og holdet endte med deres andet touchdown fire spil senere. Football Team har konverteret mere end halvdelen af deres 23 forsøg, og strategien virker. Med quarterback Taylor Heinecke ved roret har holdet også en quarterback, der ikke er bange for at trykke på aftrækkeren, hvilket også gav pote med en række svære completions til Terry McLaurin. Riveras mentalitet siver altså ned til spillerne under ham, og nu er Washington, præcis som i fjor, i gang med at vende en dårlig start til en potentiel slutspilsplads.
Panthers: Cam Newton viste glimt i skuffende nederlag
Det blev ikke helt en eventyrkamp for Cam Newton, der kunne vende tilbage som startende quarterback for Carolina Panthers for første gang siden 2. spillerunde af 2019-sæsonen, men quarterbacken viste glimt af sin tidligere storhed. Newton fik ellers den bedst tænkelige start, da han på kampens første drive ledte holdet ned af banen til scoring på ni spil, touchdownet blev leveret af DJ Moore efter et fint kast fra Cam. Mod slutningen af andet quarter tog euforien nye højder, da quarterbacken løb 24 yards til endzone, og efterfølgende spurtede ind på midten af banen, stod på klubbens logo og udførte sin berømte Superman-fejring til enorm applaus. Newton spillede generelt en ganske fin kamp, han så mere eksplosiv ud end længe og var ganske præcis på langt de fleste kast. Angrebet var både mere åbent i forhold til spil, der blev kørt, men det var langt hen af vejen og en sikker gameplan fra trænerstaben. Næsten 70% af quarterbackens kast var kortere end 10 yards, men når der så blev tegnet dybere spil op, så var det meget effektivt. Newton ramte på seks ud af syv kast på mere end 10 yards, hvoraf to resulterede i touchdowns. Hvis Newton kan holde denne form og forsvaret ikke falder sammen som de gjorde i denne kamp, så ser der lysere ud i Carolina.
– Jacob Graversen
Detroit Lions – Cleveland Browns (10-13)
Lions: Katastrofalt kasteangreb
Sjældent har en løve været så tam, som den er i Detroit. Det er ikke skørt at konkludere, at Lions’ kasteangreb gør fysisk ondt i øjnene at se på. Og mod Browns fik vi at se, at det både gør sig gældende med og uden Jared Goff. Back-up Tim Boyle lignede en mand, der havde lyst til at være alle andre steder end bag center. Han ramte kun på 11 af sine kast, hvoraf seks af disse completions var til tight end TJ Hockenson, som er den eneste dygtige receiver på angrebet. Dan Campbell har fornuftigt nok centreret angrebet omkring løbespillet og D’Andre Swift, der havde endnu en god kamp. Men et okay løbespil vinder ikke football-kampe, hvis kasteangrebet er helt håbløst. Det ligner mere og mere en sæson uden sejre for løverne.
Browns: Skadet Mayfield skader Browns ved at spille
Cleveland Browns tog med hiv og sving en pligtsejr på 13-10 over sejrsløse Detroit Lions. Sejren efterlader dog en masse bekymring, da opgøret aldrig burde været tæt. På nær et langt touchdown-løb fra D’Andre Swift lukkede Browns-forsvaret – ikke overraskende – fuldstændig ned for Lions-offensiven. Men hvorfor sejrede Browns så ikke stensikkert? Svaret er simpelt: Baker Mayfield. Cleveland-quarterback er benhård. Han er tough. Men lige nu skader Mayfields hårdførhed Browns mere, end det gavner holdet. Mayfield døjer med hele tre forskellige skader, og det påvirker hans præstation på banen i sådan en grad, at han ikke bør starte. Mod Lions’ ringe forsvar var Mayfield skidt spillende. Han kastede to interceptions og ramte blot på 15 af 29 kast. Når Browns møder bedre hold, så kommer Mayfieds niveau til at koste dyrt. Min bøn til Kevin Stefanski er derfor: Sæt Case Keenum ind de næste to til tre kampe, ind til Baker Mayfield er tættere på 100 procent. Ellers bliver der ingen slutspils-football for Browns.
– Alexander Paaske
Green Bay Packers – Minnesota Vikings (31-34)
Packers: Kunne simpelthen ikke dække Jefferson op
Jeg ved ikke, hvordan det sker. Er forsvaret ikke koncentreret eller er Justin Jefferson bare for god? Igen og igen var andenårssensationen pivåben, og det var da også på ryggen af en fremragende indsats fra Jefferson, at Vikings kunne trække sig sejrsrigt ud af kampen. Otte grebne bolde blev det til og det med 169 yards og to touchdowns til følge. Stærk kamp af Jefferson, og Vikings lignede et hold, der gerne vil spille med om slutspillet. Man kan sagtens argumentere for, at Jefferson er i top 3 lige nu blandt wide receivere i ligaen. Han er ikke nummer et endnu dog.
Vikings: Kunne simpelthen ikke dække Adams op
Jeg ved ikke, hvordan det sker. Hvordan kan modstanderens bedste våben i kastespillet blive åben igen oge igen? Er forsvaret ikke koncentreret eller er Davante Adams bare for god? Igen og igen var ligaens, i mine øjne, pt. bedste receiver pivåben. Givet, at Vikings ikke har været de skarpeste i de bagerste geledder, men holy smokes. Adams greb syv bolde for 115 yards og to touchdowns. Han gjorde, hvad han kunne, men stjernen bag Griddy-dansen, Justin Jefferson, gjorde bare lidt mere, ligesom Vikings gjorde lidt mere end Packers for at ende som sejrsherre. Men nøj hvor er Adams sjov at se spille.
– Anders Kaltoft
New Orleans Saints – Philadelphia Eagles (29-40)
Saints: Skaderne på den offensive linje var for meget
Ikke nok med, at Jameis Winston blev skadet for nogle uger siden, mod Eagles var angrebet ramt af yderligere en stribe alvorlige skader. Runningback Alvin Kamara var ude, men endnu værre for Saints, så måtte de undvære begge de to fantastiske startende tackles, Terron Armstead og Ryan Ramczyk. Det kunne tydeligt ses, og den offensive linje, som normalt er en styrke hos Saints, var en klar svaghed. Det normalt solide løbespil var svært at få øje på, og de to erstatninger på tackle, Landon Young og James Hurst, havde det mildt sagt svært. At den indvendige del af den offensive linje også tabte ofte mod Eagles’ gode linje, gjorde heller ikke tingene lettere. Alt i alt er det let at skyde tingene på skader, men Saints’ angreb er bare ikke funktionelt lige nu uden deres bedste receiver, runningback, quarterback og tre startere på den offensive linje.
Eagles: Investeringerne i cornerback-gruppen har virkelig betalt sig
Der er skrevet en del om den offensive forbedring de sidste uger. Jalen Hurts spiller bedre, DeVonta Smith træder i karakter, løbespillet er blevet bedre osv. osv. Jeg synes dog, at det er tid til at sætte fokus på, hvordan investeringerne i cornerback-gruppen virkelig begynder at give afkast. Darius Slay havde ikke sin bedste sæson i Philadelphia i 2020, men i år har han virkelig oppet sig. De sidste to uger har han kun tilladt syv yards på fem kast i hans retning, og han har i begge uger haft et touchdown (fumble return i sidste, interception return i denne). Derudover har Avonte Maddox løftet sit spil markant i år, fordi han ikke bliver flyttet rundt fra rolle til rolle, og hans nye kontrakt viser fint, at han er fremtidens mand i slotten. Sidste mand er Steven Nelson, som man hev ind kort før sæsonstart, og selvom han ikke har været på niveau med Slay og Maddox, så har han været stabil og pålidelig, og det er en klar forbedring fra tidligere tider. Alt i alt har cornerbackgruppen bare været stærkt spillende, og det giver endelig Eagles-forsvaret noget balance, der har været savnet de tidligere år.
– Teis Joranger
Miami Dolphins – New York Jets (24-17)
Dolphins: Tuas arm blev ENDELIG vist frem
Tua er en effektiv quarterback, der træffer gode hurtige beslutninger i det skræddersyede RPO-angreb. Han er utrolig præcis på de hurtige slants og quick outs til Gesicki og især hans holdkammerat fra college, Jaylen Waddle. Derudover leverer Tua også på de korte tredje downs, og angrebet scorer stort set hver gang på det første drive i kampen, når alle spil er blevet gennemtrænet i løbet af ugen. Tuas helt store svagheder hænger sammen med hans klejne og skrøbelige fysik, der kommer til udtryk i form af mange skader og ikke-imponerende armstyrke. Det betyder, at Tua bliver nødt til at være nærmest perfekt på lange drives, hvilket vi også så i weekenden, da tre af Dolphins’ scorende drives var på 14, 14 og 18 spil hver. Men et enkelt touchdown-drive blev afsluttet med en 65-yard bombe til Hollins, der var det længste kast i luften (52 yards) af alle quarterbacks i denne uge, men også Tuas første TD-kast uden for Redzone i sæsonen. ENDELIG så vi, at han kan levere en dyb bold, og nu mangler vi bare at se det igen (og igen og igen…).
Jets: Elijah Moore fik sin gennembrudskamp
Jets’ angreb har været en stor rodebutik med tre forskellige startende quarterbacks (måske var Gase ikke problemet?!), og nu er Flacco og Mike White på coronalisten, mens Zach Wilson er tilbage som starter. Selvom forventningerne ikke var særlig høje, er endnu en sæson tabt for jetflyene fra New York på skuffende vis. Et af lyspunkterne har dog været rookie wide receiver Elijah Moore, der var en af mine personlige favoritspillere i årets draft. Han har leveret rigtig fint i et dysfunktionelt angreb, hvor han bare er blevet bedre, som sæsonen er skredet frem. I denne kamp udfoldede han sit store talent med 8 catches og 141 yards. Han scorede også et 62-yard touchdown, efter han brændte Byron Jones, og derfra var det farvel til resten af forsvaret. Moore ligner en kommende profil og Wilsons bedste ven i de kommende år.
– Victor Ostenfeld
Indianapolis Colts – Buffalo Bills (41-15)
Colts: The Jonathan Taylor Show
Colts leverede en mesterlig præstation i Buffalo med dominans offensivt, defensivt og på special teams. Men den altoverskyggende mand bag sejren var runningback Jonathan Taylor. Fem (!!!!!) touchdowns – heraf fire langs jorden – og 204 yards samlet set. Det er en historisk god præstation. Taylor kommer naturligvis ikke til at være så dominerende hver uge, men har tæt på den perfekte pakke som runningback med power, balance, fart og ikke mindst evnen til at læse blokeringerne. Taylor er Colts’ talisman, og med ham på banen kan Colts score mange point mod alle hold.
Note til Teis Joranger: Jonathan Taylor får selvfølgelig hjælp af en god offensiv linje og en dygtig træner.
Bills: Bekymrende med endnu en offensiv off day
For to uger siden var Bills-angrebet helt ved siden af sig selv mod Jaguars, og mod Colts gentog den formel sig. Josh Allen var tit under pres og fandt sig aldrig til rette i kampen. Det førte til en masse upræcise kast og turnovers. Stefon Diggs blev lukket ned og holdt til 23 yards, og ingen af Bills’ wide receiver greb for mere end 27 yards. I mine øjne er det svingende niveau på angrebet meget bekymrede for Buffalo. Forsvaret er godt og skal nok lave sine spil, men hvis angrebet ikke er på toppen, så får Bills svært ved bare at vinde AFC East, hvor brandvarme Patriots nu pludselig er i førersædet. Bills og Patriots mødes to gange i den sidste tredjedel af sæsonen, og her skal Josh Allen og co. være klar, hvis de skal gøre ondt på en stærkt spillende Patriots-defensiv anført af Bill Belichick.
– Alexander Paaske
San Francisco 49ers – Jacksonville Jaguars (30-10)
49ers: Brandon Aiyuk er igen en stor profil
Sæsonens første uger bød ikke på meget spilletid til Brandon Aiyuk, men andenårsreceiveren er for alvor brudt ind i rotationen i de seneste uger, og han spillede sin velsagtens bedste kamp mod Jaguars søndag. Med Deebo Samuel brugt som running back, var 23-årige Brandon Aiyuk det foretrukne kastevåben, og han kvitterede med syv receptions på syv targets for 85 yards og et touchdown. Det giver ganske enkelt 49ers noget ekstra, når han er varm – og det har han efterhånden været i et par uger.
Jaguars: Forsvarets har en klar akilleshæl
Der er mange problemer hos Jaguars, og et af de helt store er på midten af forsvaret. I hvert fald kunne de slet ikke dække op over midten i søndagens kamp mod 49ers. Her drev George Kittle og især Brandon Aiyuk i den grad gæk med både linebackere som Myles Jack og Damien Wilson samt safetyer som Rayshawn Jenkins. Det er endvidere ikke første gang i sæsonen, at det er et problem, og det ligner en klar akilleshæl hos Jaguars.
– Victor Risager
Houston Texans – Tennessee Titans (22-13)
Titans: Ryan Tannehills værste kamp
Først og fremmest er mit takeaway fra denne kamp: What the f…? Hvordan kan Texans vinde over Titans? En af årsagerne var et hav af fejl fra Titans. Ryan Tannehill kastede fire dyre interceptions – heriblandt en i fjerde quarter, der især var skidt og dyr. Der var retfærdigvis også en mangel på playmakere, da AJ Brown udgik, mens Derrick Henry og Julio Jones som bekendt heller ikke var med. Men alt i alt var det ganske enkelt en skrækkelig kamp for Tannehill, der ellers kastede for over 300 yards.
Texans: Den offensive linje – og Tyrod Taylor – lukkede Titans’ pres
Tyrod Taylor blev ikke sacket en eneste gang i kampen. Ja, faktisk blev han dårligt presset i l løbet af kampen, og det skyldes dels en fin præstation af den offensive linje over for et ellers stærkt Titans-pass rush. Men det skyldtes også, at Tyrod Taylor var meget hurtig til at få kastet bolden. Den offensive linje kunne dog til gengæld godt gøre mere i løbespillet, der ikke havde meget succes mod Titans.
– Victor Risager
Cincinnati Bengals – Las Vegas Raiders (32-13)
Bengals: Evan McPherson ligner fremtidens mand
Det var ikke nogen ophidsende kamp fra Bengals’ side, men det var alligevel beroligende at se, hvordan rookie-kicker Evan McPherson bliver mere og mere sikker. I kampen ramte han på fire ud af fire field goals, hvoraf tre af dem var længere end 50 yards. Ja, der var et misset ekstra point, men det kan ske, når man er ung og ustabil. Overordnet set har McPherson lignet et våben, der reelt kan bruges til at lave nogle af de svære spark i afgørende situationer, og forhåbentligt kan han bygge videre på de takter og blive en af ligaens bedre kicker. Talentet virker i hvert fald til at være der.
Raiders: Receiverne er bare ikke gode nok
Henry Ruggs fortjener ikke at blive omtalt i positive vendinger, men hvis vi ser bort fra, at han er en gigantisk spade udenfor banen, så savner Raiders ham meget på banen. Den fart og hans trussel på ydersiden gav Raiders nogle dimensioner, som ingen af deres andre receivere kan give dem. Bryan Edwards og Zay Jones er simpelthen bare ikke gode nok som ruteløbere, og de præsterer bare ikke en trussel, som modstanderne respekterer. Det gør Raiders’ angreb utroligt forudsigeligt, og lige nu går det kun gennem Josh Jacobs, Darren Waller og lidt Hunter Renfrow. Forsvarene kan altså fokusere på at lukke midten af banen ned, og så stoler alle på, at de kan klare sig udvendigt en-mod-en. Det har gjort, at Raiders’ angreb er stagneret, og det er svært at se, hvad løsningen bliver for dem i år.
– Teis Joranger
Dallas Cowboys – Kansas City Chiefs (9-19)
Cowboys: Skaderne blev for meget at overkomme
Det så bestemt ikke godt ud for Cowboys’ elektriske og højtflyvende angreb mod Chiefs i weekenden. Kampen var en af de mest imødesete i sæsonen, men det endte ud i en kæmpe fuser af en langgaber med dårligt spil og en masse skader hos Cowboys især. Venstre tackle Tyron Smith var ude for tredje kamp i træk, og han var i den grad savnet. Chiefs havde kun 14 sacks indtil i søndags, hvor Dak måtte bide i græsset hele fem gange. Løbespillet fungerede heller ikke med Zeke, der havde en offday med kun ni løb for 32 yards. Amari Cooper var på coronalisten, og CeeDee Lamb blev skadet i løbet af kampen. Angrebets sikre hænder var væk, hvilket resulterede i fire tabte bolde. Cowboys nåede et punkt, hvor talentmassen var for decimeret til, at Dak kunne redde dem. Men der er ingen kære mor for på torsdag spiller de igen på hele USAs store kalkundag.
Chiefs: Velkommen til 2021, Chris Jones
Chris Jones har ikke spillet dårligt i denne sæson, men vi har heller ikke set den altdominerende force, der i perioder for alvor kan udfordre Aaron Donald som NFLs bedste defensive tackle. Jones var dog tilbage i topform mod Cowboys, hvor han mere end fordoblede sine sacks for sæsonen. 3,5 gange var han inde og sige “goddak!” til Dak, og han lignede en besat mand på vej tilbage for fuld styrke. Sammen med resten af Chiefs-holdet er han ved at finde tilbage på rette spor trods en skidt start. Hvis resten af NFL kan forvente denne udgave af Chris Jones bliver det rigtig svært at spille quarterbacks mod Chiefs, og Super Bowl vil endnu en gang være indenfor rækkevidde for høvdinge-holdet fra BBQ-byen.
– Victor Ostenfeld
Arizona Cardinals – Seattle Seahawks (23-13)
Cardinals: Colt McCoy leverede en næsten fejlfri kamp
Vi har haft meget fokus på quarterbacken i Arizona i denne klumme det meste af sæsonen, og selv om andre spillere også fortjener lidt hyldest, kan man ikke komme uden om den evige reserves præstation. McCoy havde et par fumbles i opgøret og to farlige kast, men ser man bort var det, så eksekverede han en perfekt kamp. Seahawks havde spillet bedre forsvarsfootball de seneste uger, men McCoy plukkede dem fra hinanden. Statistisk set endte han med at ramme på 35 af 44 kast for 328 yards og to touchdowns, men det mest imponerende var den ro, han udviste under pres. Han trådte op i lommen, når der var behov for det, havde et par virkelig fine løb for første down, og leverede et par fornemme kast, trods han blev ramt millisekunder senere. Selv med MVP-kandidat Kyler Murray ude, har Arizona vundet to ud af de seneste tre kampe og den offensive kvalitet har været til stedet. Kredit til Kliff Kingsbury, der for alvor har fået hul på bylden.
Seahawks: Angrebet har ingen identitet
Selv efter Russell Wilson er tilbage som startende quarterback, så ligner 2021-sæsonen en katastrofe for Seattle Seahawks. Inden sæsonen var offensiv koordinator Brian Schottenheimer blevet fyret, og ind er kommet Shane Waldron, der skulle tage det kreative, play-action baserede angreb fra Los Angeles Rams med sig. Det er….. ikke sket. Seahawks er statistisk set ligaens værste hold på tredje down, antallet af eksplosive spil af dalet, mod Cardinals fik de sølle 16 første downs og havde bolden i under 20 minutter. Det fungerer ikke. Holdet har generelt svært ved at finde ud af, hvad de vil. Mod Packers løb man blot 10 gange og kastede 40, på trods af, at Russell Wilson spillede en snevejrskamp efter at være kommet tilbage fra en grim fingerskade. Det fungerede ikke, han så, og ser, rusten ud. Seahawks har været et løbebaseret hold det meste af året, men aldrig rigtig, når det har givet mening. Mod Cardinals så man også tegn på dette. Rashaad Penny starter med at løbe for 18 yards, men de næste fire spil er kastespil og han rør kun bolden en enkelt gang mere, og det er først i tredje quarter. Den bevægelse, play-action og brug af receivere og tight ends i både løbe- og kastespillet, der blev lovet, har heller ikke manifesteret sig. Pete Carroll var på pressemødet efter kampen opgivende, og det forstår man godt.
– Jacob Graversen
Pittsburgh Steelers – Los Angeles Chargers (37-41)
Steelers: Forsvaret var helt rundt på gulvet
Ja, Steelers var uden T.J. Watt, Joe Haden og Minkah Fitzpatrick, hvilket er tre af deres fire bedste forsvarsspillere, men det var ganske uacceptabelt, hvordan Steelers’ forsvar slet ikke virkede klar til kampen mod Chargers. Forsvaret kunne intet stoppe, og Chargers havde vidt åbne receivere og store huller mod løbet hele dagen. Der var tonsvis af kommunikationsfejl, og reelt kunne Steelers ikke stoppe noget som helst. Det var kun et blokeret punt og en heldig interception, der pludselig gav dem liv igen. Justin Herbert er selvfølgelig en dygtig quarterback, men de fleste quarterbacks ville se gode ud med så åbne receivere. Det var virkelig bekymrende, hvor ringe coachet Steelers så ud, og den defensive koordinator Keith Butler fortjener nok en gang store spørgsmål – hvilket er et tilbagevendende tema så snart, man er uden en profil eller to.
Chargers: Speciel Teams forbliver en katastrofe
Inden kampen mod Steelers var Chargers den mindst effektive special teams-enhed målt på Football Outsiders effektivitetsmål DVOA. Det er næppe blevet bedre i denne uge, hvor special teams nok en gang var en kæmpe katastrofe. Steelers havde flere glimrende returns, selvom Steelers på ingen måde har været gode i returnspillet i år, og så fik Chargers et punt blokeret, hvilket åbnede døren for Steelers’ lige ved og næsten comeback. Det er simpelthen en gåde, hvordan Chargers uanset head coaches, special teams koordinatorer, kickere, puntere, whatever, fortsætter med, hvad der føles som 10. år i træk, at have den ringeste special teams enhed. Hold nu op, det er vildt at se på.
– Teis Joranger
New York Giants – Tampa Bay Buccaneers (10-30)
Giants: Farvel til Jason Garrett – endelig
Det blev sidste kamp for Jason Garrett som offensiv koordinator for Giants-holdet, og det var vist også på tide. Det var en voldsomt uinspirerende ansættelse for halvandet år siden, og absolut intet har været bedre end frygtet siden da. Angrebet har været uinspirerende, uopfindsomt og konservativt under Garrett, og alt for få spillere har udviklet sig. Daniel Jones ligner i høj grad stadig den samme quarterback, den offensive linje er stadig virkelig dårlig, og receivergruppen dominerer stadig ikke på trods af store investeringer i spillere som Kenny Golladay, Sterling Shepard og Kadarius Toney. Det var i høj grad på tid til noget nyt, og så må vi se, om Freddie Kitchens kan sparke lidt liv i Giants’ angreb.
Buccaneers: Gronks tilbagevenden gav noget ekstra
Efter en skadespause var Rob Gronkowski endelig tilbage, og det var en kærkommen tilføjelse til Buccaneers’ angreb. Han løber ikke så elegant som tidligere, men hans størrelse og forståelse for spillet kan ikke undervurderes. I kastespillet er hans kemi med Brady sublim, og han giver bare Brady nogle andre vinduer at ramme henover midten. Derudover er det tydeligt, hvor meget Gronkowski også gør i blokeringsspillet, hvor han især i pass protection er blandt ligaens absolut bedste tight ends. Buccaneers skal håbe på, at han holder sig skadesfri resten af året, da der bare stadig er ingen på deres hold der kan erstatte, hvad Gronk gør på banen.
– Teis Joranger
