Sidste runde af sæsonen er forbi, og 20 hold er gået på sommerferie. Her er Gul Kluds tanker om de sidste 16 kampe af grundspillet i 2018-sæs0nen.

Grundspillet af 2018-sæsonen er ovre, og selvom uge 17 spillemæssigt ikke var den store oplevelse, er der altid interessante perspektiver i NFL. Gul Klud sætter her fokus på alle 32 hold og giver dig en tanke til deres sæson eller uge 17 kamp.

Buffalo Bills – Miami Dolphins: 17-42

Buffalo Bills: Kyle Williams var en Buffalo-legende
Mens Bills hentede en flot sejr var søndagens kamp også den sidste i karrieren for defensive tackle Kyle Williams. Vi skal helt tilbage til 2006 for at finde året, hvor Williams kom ind i ligaen og lige siden har han været en hjørnesten på Bills-holdet. Du er svært at finde mange femterundevalg, der har betydet mere for deres hold, og Williams har i sin karriere været en af NFL’s mest undervurderede spillere. Derudover har han været en fantastisk leder og en sympatisk personlighed. Den nu 35-årige defensive tackle fortjener virkelig applaus for sin karriere.

Miami Dolphins: Kiko Alonso bør udfases i fremtiden
Jeg ved, statistikkerne fortæller, at Kiko Alonso laver mange tacklinger. Tacklestatistikker har det dog med at bedrage, da de ofte ingen indikation om niveau giver. I Kiko Alonsos tilfælde snyder den høje tackletotal, da Alonso laver mange af sine tacklinger efter angrebet allerede har fået for mange yards. Alonsos manglende atletiske evner er tydelige, og han bliver ofte ofte sat i opdækningen, mens han også misser tacklinger på runningbacks, når han ikke kan skifte retning hurtigt nok. I næste sæson er det tid til at udfase Alonso, der ikke bør spille betydelige snaps i kastesituationer.

Teis Joranger

Tampa Bay Buccaneers – Atlanta Falcons: 32-34

Tampa Bay Buccaneers: Fix nu den secondary!
Det føles som et tilbagevendende tema at kritisere Buccaneers’ secondary, og hvordan kan det så være? Fordi klubben af en eller anden årsag formår ikke at investere noget som helst i at forstærke bagkæden. Hele sæsonen er Tampa Bays secondary blevet splittet ad, og det skete igen mod Falcons. Angrebet er godt, men du er også nødt til at kunne spille forsvar på et bare nogenlunde anstændigt niveau, hvis du vil i nærheden af slutspillet. Bucs bør have et primært mål i free agency og draften: Fix den secondary!

Atlanta Falcons: Matt Ryan er ikke problemet
Atlanta Falcons har været en af sæsonens helt store skuffelser, men det skyldes ikke quarterbacken. Matt Ryan har nemlig præsteret en flot sæson, hvilket de færreste nok ved. Statistikkerne er faktisk meget sammenlignelige med hans MVP-sæson i 2016. I år har han ramt på 69,4 procent af sine kast for 4.924 yards (8,1 yards per kast) samt 35 touchdowns og syv interceptions. For to år siden hed de tal, 69,9 procent, 4.944 yards, 9,3 yards per kast, 38 touchdowns og syv interceptions. Den 33-årige signal-caller er på toppen af sin karriere, han har bare brug for en bedre offensiv linje og mere hjælp fra forsvaret, der slet ikke har levet op til forventningerne.

Alexander Paaske

New York Giants – Dallas Cowboys: 35-36

New York Giants: Giants har mange gode offensive våben
Odell Beckham Jr. og Saquon Barkley er de helt store stjerner, men Giants har også en håndfuld andre dygtige spillere på angrebet. En af dem er receiver Sterling Shepard, der i Beckhams fravær har imponeret i de seneste to runder med i alt 10 grebne bolde for 180 yards.

Men en anden, som især viste sig frem mod Cowboys, er tight end Evan Engram, der blev valgt i første runde af NFL-draften i 2017. Atletiske Engram var et mismatch for Cowboys’ forsvar, og han sluttede med fem grebne bolde, et touchdown og en to points-scoring. Der er masser af talent på det Giants-angreb.

Dallas Cowboys: Blake Jarwin fortsætter med at imponere

Vi fortsætter med at sætte fokus på tight ends. For hos Cowboys var det i den grad også en tight end, der stjal showet. Blake Jarwin er nok ikke et kendt navn for mange, men han gjorde i den grad ondt på Giants med syv grebne bolde for 121 yards og hele tre (3!) touchdowns.

Efter at Jason Witten gik på pension i foråret, har Cowboys manglet en pålidelig tight end, og det ser ud til, at de måske har fundet en i Jarwin, der over den seneste måned har imponeret.

Victor Risager

New Orleans Saints – Carolina Panthers: 14-33

New Orleans Saints: Nederlaget kan koste momentum
Intet kan ændre på, at New Orleans Saints har været det bedste hold i grundspillet og passende slutter sæsonen 13-3 – den bedste record i NFL. Jeg forstår, at Sean Payton sparede Drew Brees, Alvin Kamara og en håndfuld andre profiler mod Panthers, men jeg frygter på Saints’ vegne, at nederlaget kan betyde, at de ikke står helt så skarpe som muligt til slutspillet. Forsvaret var på fuld styrke det meste af kampen, men det forhindrede ikke et  Panthers-angreb med tredje-quarterback Kyle Allen i spidsen i at dominere Saints-defensiven, der ellers har spillet stærkt den sidste halvdel af sæsonen. New Orleans er favoritten i NFC, men de er ikke uslåelige.

Carolina Panthers: Kyle Allen gjorde sig fortjent til en plads i NFL
Havde du hørt om Kyle Allen før uge 17? Frygt ej, det havde langt de fleste NFL-følgere ikke, medmindre du hedder Teis Joranger eller Dennis Cordsen. Den unge førsteårs-quarterback, der blev forbigået af samtlige NFL-klubber i 2018-draften, spillede en brandkamp mod Saints ved at ramme på 20 af 31 kast for 266 yards, to kastetouchdown og et løbetouchdown. Selvom der blot er tale om en enkelt kamp mod et hold, der blot havde æren at spille for, var det stadig en imponerende debutpræstation mod et godt forsvar. Allen har en fremtid i verdens football-liga. I hvert fald som reserve!

Alexander Paaske

New England Patriots – New York Jets: 38-3

New England Patriots: Patriots har en stærk cornerback-duo
Patriots har lidt i det skjulte fået skabt en rigtig god duo på cornerback. Veteranen Stephon Gilmore har været en af de bedste cornerbacks i NFL i denne sæson, mens unge J.C. Jackson har tilladt den dårligste passer rating (33,3) imod af alle cornerbacks i NFL. Jackson skal selvfølgelig bevise sig over en længere periode for at kunne blive stemplet som hørende til blandt de bedste på positionen, men han har været et fantastisk fund for de mangedobbelte AFC East-mestre. Det bliver særdeles vanskeligt for AFC-holdene at lave store spil med Gilmore og Jackson i opdækning.

New York Jets: Med den rigtige cheftræner kan Jets blive giftige
Jamal Adams er en blændende forsvarsspiller, og i Sam Darnold har New York Jets endelig fundet en franchise-quarterback. Derfor ser fremtiden virkelig lovende ud for ‘Gang Green’. Todd Bowles er – helt rigtigt set – blevet smidt på porten, og hvis Jets kan finde den rigtig cheftræner, kan det meget snart være slut med Patriots-dominansen i AFC East. Det er oplagt at hente en mand med spidskompetencer i det offensive og i at udvikle en quarterback, men samtidig er det også vigtigt, at forsvaret prioriteres. Selvom Jets blot slutter sæsonen 4-12, er der god grund til optimisme.

Alexander Paaske

Houston Texans – Jacksonville Jaguars: 20-3

Houston Texans: Har DeAndre Hopkins været den bedste receiver i NFL i 2018?
DeAndre Hopkins har haft en helt forrygende sæson hidtil. Selv om han ikke greb et touchdown imod Jaguars, vandt han i den grad sin duel med cornerbackstjernen Jalen Ramsey, og Hopkins greb otte bolde for 122 yards, mens han blev dækket af Ramsey. Han sluttede kampen med 12 grebne bolde for 147, hvilket betyder, at han slutter sæsonen med næstflest grebne yards (1572 yards), femteflest touchdowns (11), og måske mest imponerende af alt har han ifølge analysesitet PFF slet ikke leveret et drop i 2018. Hopkins er et særdeles godt bud på NFL’s bedste receiver i 2018.

Jacksonville Jaguars: Fournette ligner en færdig mand i Jacksonville
Der er ikke rigtig noget positivt at sige om Jaguars’ spil på banen, hvor angrebet igen leverede en katastrofal præstation, og fokus kommer derfor til at være på noget udenfor banen i denne uge. Leonard Fournette var nemlig ikke på banen i opgøret mod Texans, da han sad over for 10. gang i denne sæson, og Jaguars’ vicepræsident, Tom Coughlin, var langt fra tilfreds med, hvordan han agerede på sidelinjen under kampen. Jaguars har endvidere annulleret resten af den garanterede løn på Fournettes aftale, og efter to uimponerende sæsoner virker det mere og mere som om, at fjerdevalget fra NFL-draften i 2017 er en færdig mand i Jacksonville.

Victor Risager

Green Bay Packers – Detroit Lions: 0-31

Green Bay Packers: Jimmy Graham er en færdig mand
Det virkede som en ret stor risiko, da Packers i foråret gav Jimmy Graham en ret stor kontrakt. Et år senere er frygten blevet til virkelighed, og kontrakten ser nu rigtig skidt ud. 32-årige Graham virker til at have mistet sine atletiske evner, og de evner var mere eller mindre essensen af hans spil. Han har ikke blændende teknik og eller naturlige instinkter til at kompensere, og så er han derudover en svaghed for holdet i blokeringsspillet. Packers sparer ikke forfærdeligt meget ved at fyre Graham i foråret, men Grahams karriere som en nævneværdig tight end virker ovre.

Detroit Lions: Damon Harrison er dette årtis bedste spiller mod løbet
Lions’ sæson har ikke været så spændende de sidste par uger, så jeg vælger at bruge uge 17 til at hylde defensive tackle Damon Harrison. Den 30-årige Harrison har de sidste fem-seks år været fuldstændig fænomenal mod løbet. Han er klart den bedste spiller mod løbet i hele ligaen, og næsten intet hold har haft held med at flytte på ham. Han kombinerer strålende styrke med god teknik og fantastisk spilforståelse. Han er ekstrem tålmodig, når han forsøger at finde en måde at komme forbi den offensive linjemand, og jeg håber bare, at folk vil anerkende, hvor utrolig han er mod løbet. Også selvom han ikke kan ret meget som pass rusher.

Teis Joranger

Washington Redskins – Philadelphia Eagles: 0-24

Washington Redskins: Josh Johnson lignede en backup igen
Eagles’ defensive linje ydmygede Redskins’ offensive linje i store dele af denne kamp, og det kunne ses på quarterbacken Josh Johnsons præstation. Johnson har startet de seneste to kampe inden Eagles-opgøret og havde gjort det hæderligt, men i sidste spillerunde blev det tydeligt, hvorfor han ikke er mere end en backup. Det var hans klart dårligste præstation, da han ramte på under halvdelen af sine kast og kun kastede for sølle 92 yards og en interception.

Eagles: Eagles’ defensive linje er stadig styg
Titelforsvaret er ikke gået, som Eagles havde ønsket, men på det seneste er det begyndt at lysne for de forsvarende mestre. Især den defensive linje, som var en styrke i 2017, har været styrke igen, og den var som sagt fuldstændig dominerende mod Redskins. Især defensive tackle Fletcher Cox var ustoppelig, da han noterede sig for tre sacks, men også Brandon Graham og Michael Bennett fik lagt meget pres på Redskins’ quarterback som edge rushere.

Victor Risager

Denver Broncos – Los Angeles Chargers: 9-23

Denver Broncos: Er det farvel til Brandon Marshall
Uge 17-kampe kan sjældent bruges til ret meget, når holdene ikke længere har noget at spille for. Hos Broncos har jeg derfor kigget lidt på, hvem der spillede fremfor sikre kort. Derfor tvivler jeg på, at Brandon Marshall vender tilbage for Broncos næste år. Rookieen Josey Jewell startede og spillede flest snaps på inside linebacker, selvom både Brandon Marshall og Todd Davis er bedre spillere nu og her. Todd Davis spillede 30 snaps, mens Brandon Marshall, der er på en dyrere kontrakt, spillede 23 snaps.

Los Angeles Chargers: Schofield er trænernes sikreste guardkort.
Chargers har stadigvæk problemer på guardpositionen, og hvis de på et tidspunkt i slutspillet vælger at satse på Forrest Lamp, viste denne kamp ret sikkert, at det er Dan Feeney, som Anthony Lynn og Ken Whisenhunt piller ud. Da starterne mod slutningen af kampen blev sparet, var det Russell Okung, Mike Pouncey og Michael Schofield, der fik en pause, mens Sam Tevi og Dan Feeney måtte spille kampen til ende.

Dennis Cordsen

Kansas City Chiefs – Oakland Raiders: 35-3

Kansas City Chiefs: Hvis Chiefs havde cornerbacks, ville de være kæmpefavoritter
Chiefs kan kaste, Chiefs kan gribe og Chiefs kan beskytte quarterbacken, når de holder Cameron Erving på bænken. Chiefs kan komme til quarterbacken i midten af linjen med Chris Jones, og Chiefs kan komme til quarterbacken på kanterne med Justin Houston og Dee Ford.
Chiefs er i mine øjne favoritter til Super Bowl, og havde de haft en eller to gode cornerbacks, ville de være tæt på umulige at slå for resten af NFL-holdene i deres nuværende form.

Oakland Raiders: Hvis ikke Tom Cable fyres, tror jeg 0% på Gruden-projektet
Mike Mayock fra NFL Network blev i løbet af ugen ansat som, hvad der må forventes at være Jon Grudens nikkedukke-GM. Samtidig har den offensive linjetræner Tom Cable ikke fået sin fyreseddel, selvom den skulle være kommet langt tidligere end ved sæsonens afslutning. Cable er på en måde en tryllekunstner, og i år har han igen fået nærmest alt talent på den offensive linje til at se gennemsnitlig eller dårligt ud. Cable havde i år Kelechi Osemele, Rodney Hudson, Gabe Jackson og et håndplukket førsterundevalg på sin offensive linje, men alligevel var linjen nærmere end svaghed end en styrke. Jeg ville ikke hyre ham som linjetræner på mit imaginære halvdårlige collegehold.

Dennis Cordsen

Minnesota Vikings – Chicago Bears: 10-24

Minnesota Vikings: Med en skadesfri off season kan Pat Elflein forhåbentligt forbedre sig

Vikings’ center Pat Elflein har nogle udmærkede kvaliteter, men tredjerundevalget fra 2017 skal også forbedre sig. Elflein har i år haft en del problemer i pass protection, og der skal ske nogle forbedringer i 2019, hvis ikke Elflein skal være i fare for at miste sit job. Forhåbentligt kan det lade sig gøre, nu hvor centeren kan gå igennem en off season uden en alvorlig skade modsat inden denne sæson.

Chicago Bears: Bilal Nichols er den ukendte spiller, du skal kende i slutspillet
Chicago Bears har mange gode forsvarsspillere, men den ukendte spiller, du skal holde øje med er Bilal Nichols. Vi har skrevet om rookien før, da han tidligere på året viste lovende takter, men nu har årets femtrundevalg efterhånden etableret sig som starter. Det bliver meget interessant at se, om han kan gøre en forskel for Bears i slutspillet.

Teis Joranger

Baltimore Ravens – Cleveland Browns: 26-24

Baltimore Ravens: Disciplinen skal bevares
Det et forrygende forsvar, som Ravens sender på banen, og generelt er det rigtig godt trænet. Der har dog et par gange i år været tendenser til, at holdets safeties tager nogle chancer og glemmer disciplinen en lille smule. Mod Browns skete det et par gange, da både Eric Weddle og Tony Jefferson ikke respekterede deres dybe opgaver nok i et par situationer. Det er der ikke råd til i slutspillet, hvor et par af de erfarne quarterbacks vil straffe manglende disciplin.

Cleveland Browns: Den indvendige offensive linje er absurd god
Som sæsonen er skredet frem er Browns’ offensive linje blevet mere og mere dominerende. Især indvendigt har Browns samlet en trio, som ligaens andre hold næppe kan hamle op med. Kevin Zeitler, J.C. Tretter og Joel Bitonio er alle tre fantastiske spillere, og det er et fantastisk fundament at kunne bygge et angreb op omkring. Hvis Browns finder en mere stabil venstre tackle har de måske ligaens bedste offensive linje.

Teis Joranger

Los Angeles Rams – San Francisco 49ers: 48-32

Los Angeles Rams: Cory Littleton har haft en rigtig fin sæson som starter
For første gang siden han kom ind i NFL i 2016, har Cory Littleton spillet en sæson som starter. Det har den undraftede linebacker gjort rigtig fint, og han har også været bedre end Mark Barron, som ellers har været starter de sidste par år. Specielt har Littleton været solid i opdækningen, og i nutidens NFL er det vigtigt. Det skal nævnes, at Littleton udover det fine forsvarsspil også er strålende på special teams.

San Francisco 49ers: Tillykke til George Kittle
I sin blot anden sæson i NFL slog George Kittle rekorden for flest yards af en tight end i en sæson. Ikke nok med det, så gjorde Kittle det også med Nick Mullens og C.J. Beathard som quarterback i store dele af sæsonen. Det er måske ikke alle, som er klar over det, fordi 49ers i det store hele ikke havde en stor sæson, men en ny stjerne er født. Stort tillykke til Kittle

Teis Joranger

Pittsburgh Steelers – Cincinnati Bengals: 16-13

Pittsburgh Steelers: Tomlin skal genskabe sammenholdet, men det bliver svært
Steelers var 7-2-1 og lignede på alle måder et slutspilshold. I stedet tabte holdet chokerende fire af de sidste seks kampe og missede slutspillet. Selvom holdet vandt over Bengals, tabte holdet i dagene efter, da historier om, at Antonio Brown var blevet væk fra flere træninger, kom frem. Det virker til, at Antonio Brown, Le’Veon Bell og Ben Roethlisberger har skabt stor splid i omklædningsrummet de sidste to-tre år, og Mike Tomlin virkede som en mand, der var rigtig træt af situationen. Der venter en svær off season for Tomlin, hvis han skal genskabe et sammenhængende omklædningsrum.

Cincinnati Bengals: Andrew Billings slutter året godt af
Jeg lagde mærke til Bengals’ defensive tackle Andrew Billings helt tilbage i træningskampene, hvor han leverede flere spændende præstationer. I starten af sæsonen var Billings dog ikke særlig velspillende, og det var først, da Ryan Glasgow blev skadet, at han af nød fik chancen. De sidste tre-fire kampe af sæsonen har Billings dog gjort store fremskridt, og han ligner mere og mere en spiller, som kan blive vigtig for dem næste år.

Teis Joranger

Seattle Seahawks – Arizona Cardinals: 27-24

Seattle Seahawks: JR Sweezy og DJ Fluker betyder meget
Efter adskillige år med en offensiv linje, der har været blandt NFL’s absolut dårligste, har Seahawks’ offensive linje været en positiv overraskelse i år. Især de to guards, JR Sweezy og DJ Fluker, har været forstærkninger, og det var ekstremt tydeligt i sæsonafslutningen mod Cardinals. Begge guards sad over med skader, og i stedet fik Ethan Pocic og Germain Ifedi lov til at starte på guard-pladserne. Det var ikke ligefrem et succesfuldt, og hele syv gange blev Russell Wilson nedlagt af Cardinals’ forsvar. Chris Carson fik heller ikke meget hjælp i løbespillet, og Seahawks skal i den grad håbe, at Sweezy og Fluker bliver klar til Wild Card-mødet med Cowboys i weekenden.

Arizona Cardinals: Larry Fitzgerald kan stadig
Kigger man på Larry Fitzgeralds stats mod Seahawks, bliver man ikke nødvendigvis imponeret. Han greb blot fire bolde for 36 yards og et touchdown, men i kampen var det tydeligt, at han stadig kan være en profil på et NFL-hold i en alder af 35 år. Først og fremmest var hans enlige scoring et smukt catch med kun en hånd, og derudover greb han et par andre bolde, hvor han viste sin kvalitet – især en nær sidelinjen, som dog blev dømt ude af dommerne.

Fitzgerald blev desuden den kun tredje spiller i NFL’s historie med mere end 1.300 grebne bolde, og man kan kun håbe, at vi får den fremtidige Hall of Famer at se igen næste år.

Victor Risager

Tennessee Titans – Indianapolis Colts: 17-33

Tennessee Titans: Der skal tænkes grundigt over quarterback-pladsen i Nashville
Det er ikke nødvendigvis tid til at give helt op på Marcus Mariota, men det er tid til at tænke sig grundigt om. Ikke mindst fordi Mariota nu gentagne gange har pådraget sig forskellige skader. Derfor skal man som minimum investere noget mere i at finde en bedre backup quarterback, da det efterhånden er ret tydeligt, at Blaine Gabbert ikke kan løfte opgaven, når der er brug for ham.

Indianapolis Colts: Pass rushet er stadig lidt bekymrende
På mange områder har Colts-forsvaret imponeret i år, men pass rushet er stadig ikke helt så godt, som man kunne ønske sig. Jabaal Sheard er bedste mand, men han er ikke dominerende, og de to rookies Tyquan Lewis og Kemoko Turay har kun i glimt vist potentialet. Hvis Colts rigtig skal lave ravage i slutspillet, har de brug for mere fra deres pass rush. Og ellers ved de, hvor de kan lede efter forbedringer næste år.