Tom Brady har sagt ja til et job som ekspertkommentator på den amerikanske tv-station Fox, når han er færdig med at spille. Fox betaler Brady 2,65 milliarder kroner over ti år.

Flere nuværende NFL-spillere har måske ikke helt styr på, hvad de skal, når karrieren er forbi. Det behøver Tom Brady ikke bekymre sig om. Den ikoniske quarterback har gang i mange projekter uden for grønsværen, og tirsdag kom det frem, at han skal være ekspertkommentator på den amerikanske tv-station Fox’s dækning af NFL, når han er færdig i Buccaneers.

Brady har tjent mange penge i sin karriere, og det fortsætter han med hos Fox. Ifølge den amerikanske journalist Andrew Marchand, der dækker amerikanske sportsmedier, har Brady skrevet under på en astronomisk kontrakt med Fox. Nu skal du lige sætte dig eller hold fast i en bordkant, for Brady har ifølge Marchand lavet en tiårig aftale med Fox til en samlet værdi på 375 millioner dollar. Det svarer til 2,65 milliarder danske kroner.

Det er altså 265 millioner kroner per sæson eller cirka 13 millioner per kamp, hvis vi går ud fra, at Brady skal kommentere én kamp hver uge i grundspillet samt et par kampe i slutspillet.

Men først skal Brady altså lige færdiggøre sin spillerkarriere, hvor han i år jagter endnu en Super Bowl-titel med Tampa Bay Buccaneers. NFL-legenden meldte ellers i februar, at han stoppede karrieren, men som bekendt ombestemte han sig hurtigt.

Læs også: Derfor droppede Brady pensionen