Oakland Raiders satte en ny rekord for flest straffe imod et hold. Alligevel hev de til sidst sejren hjem på udebane mod Tampa Bay Buccaneers, da Seth Rogers greb et 41-yard-touchdown. Sejren blev på 30-24.

Oakland Raiders har gang i deres bedste sæson i umindelige tider. I denne runde skulle de forsøge at tage revanche fra nederlaget i Super Bowl 37, da de tabte til Tampa Bay Buccaneers. Det fik de med en 30-24-sejr, men det holdt hårdt.

Første halvleg var en småkedelig affære, som Buccaneers kom bedst ud af. De førte således 10-3 ved pausen, efter at Jameis Winston havde kastet et touchdown til Russell Shepard.

I tredje quarter fik Raiders dog vendt tingene på hovedet. Med 14 point, var de pludselig foran 17-10. Det første af de to touchdowns blev kastet fra Derek Carr til den store tackle Donald Penn.

Men Raiders kunne ikke holde føringen. Det skyldtes måske især, at de fik utroligt mange gule flag imod sig. Faktisk satte de rekord for flest straffe nogensinde i en NFL kamp. Hele 23 flag fik de for 200 yards.

Raiders fik udlignet til 24-24 med 1:43 igen. Alligevel var det Raiders’ kicker, Sebastian Janikowski, der også fik muligheden for at afgøre kampen i slutningen af fjerde quarter. Men Seabass, som han kaldes, sparkede et 50-yard field goal-forsøg venstre om stængerne.

I overtime fortsatte Raiders med at få en masse gule flag. Det til trods, så var det Raiders, der havde flest muligheder for at afgøre kampen. Amari Cooper tabte en nem bold dybt inde på Buccaneers’ banehalvdel, og Seabass brændte endnu et field goal, denne fra 52 yards. Til sidst lykkedes det Derek Carr, som spillede en fremragende kamp, at få sat de afgørende point på tavlen. Han fandt receiver Seth Rodgers, som brød en tackling og løb i endzone for et 41-yard-touchdown til resultatet 30-24.

Derek Carr satte med sin monsterkamp en Raiders rekord for flest kasteyards i en kamp.