Det er under et døgn siden, Tampa Bay Buccaneers fyrede Gerald McCoy, men nu er afløseren allerede fundet. Ndamukong Suh har fået en etårig kontrakt hos Bucs.

Efter ni gode år i Tampa for defensive tackle Gerald McCoy valgte Buccaneers noget overraskende at fyre den pålidelige forsvarsspiller. Det har dog ikke taget holdet langt tid at finde afløseren, da min under et døgn efter hiver en anden erfaren herre ind i folden.

I følge ESPNs Adam Schefter er Bucs enige med Ndamukong Suh om en etårig aftale, der sender Suh tilbage til Florida, hvor han spillede i flere år hos Miami Dolphins.

Ndamukong Suh og Gerald McCoy kom ind i ligaen i samme år, da de blev valgt som den anden og tredje spiller i 2010-draften af henholdsvis Detroit Lions og Tampa Bay Buccaneers. Suh spillede siden fem sæsoner hos Lions, inden han tog til Miami Dolphins i tre år på en kæmpekontrakt. I 2018 spillede Suh hos Super Bowl-deltagerne Los Angeles Rams.

32-årige Suh har i alt lavet 56 sacks i karrieren, men vi skal tilbage til 2015 for at finde en sæson med flere end fem. Til sammenligning har Gerald McCoy lavet over fem sacks i alle sæsoner siden 2012.