Doug Martin er blevet taget for brug af et ulovligt stof. Han får fire kampes karantæne og begynder på et center for afvænning med det samme.

Tampa Bay Buccaneers-runningback, Doug Martin, vil ikke være til rådighed for holdet i den nærmere fremtid. Runningbacken er blevet taget for brug af er ulovligt stof og kan se frem til fire kampes karantæne.

I en pressemeddelelse har Martin udtalt, at “han straks vil starte på et center for afvænning og få den hjælp, han i høj grad har brug for.” I meddelelsen tager runningbacken afstand fra sin adfærd og undskylder til både fans, holdkammerater og organisationen.

Runningbacken sad over mod New Orleans Saints juleaftensdag, selvom han ikke var skadet. Det er endnu uvist, om det havde noget med Martins fejlede test at gøre.

Udover de fire kampes karantæne, bringer den dumpede test også Doug Martins fremtid hos Tampa Bay i fare. Runningbacken underskrev godt nok en fem-årig kontrakt sidste år, men den dumpede test giver Buccaneers mulighed for at cutte Martin uden, at de skal betale ham de syv millioner garanterede dollars, han ellers står til at tjene i 2017-sæsonen.