Dramaet mellem Antonio Brown og Tampa Bay Buccaneers vil ingen ende tage.

Som I har kunnet læse på Gul Klud er Antonio Brown fortid i Tampa Bay efter, at han eftersigende nægtede at spille i Buccaneers’ seneste opgør mod New York Jets. Det ledte til, at Brown fik en fyreseddel på sidelinjen, hvorefter han forlod banen på mærkværdig vis, da han flåede sin uniform af og gestikulerede til de fremmødte tilskuere på MetLife Stadium.

Læs mere: Bizar optræden koster Antonio Brown jobbet

Efterfølgende har Antonio Brown og Bruce Arians været i åben krig i pressen. Antonio Brown postulerer, at han var skadet, samt at Bruce Arians forsøgte at tvinge ham til at spille til trods. Arians har selvsagt afvist beskyldningerne – og har i stedet fortalt, at Antonio Brown agerede “ekstremt uprofessionelt” i løbet af kampen, da han var utilfreds med sin rolle i angrebet.

Men bedst som vi troede, at historien var ved at dø hen, er der blevet pustet nyt liv i dramaet.

En model og SoMe-person ved navn Ava Louise har nu fortalt, at hun havde seksuelt samleje med Antonio Brown efter at være blevet ‘sneget ind’ på Buccaneers’ hotel natten før opgøret mod Jets. I givet fald vil det være et klart brud på både Buccaneers’ interne reglement og NFL’s protokoller for håndtering af coronavirus. Og Ava Louise påstår ovenikøbet, at hun blev smittet med coronavirus af Antonio Brown samme aften.

I skrivende stund har Antonio Brown ikke kommenteret på anklagerne. Men det betyder ikke, at Brown har holdt sig stille i mediebilledet. Tværtimod har Antonio Brown anklaget Tom Brady og hans ven og personlige træner Alex Guerrero for at have “snydt” ham for flere hundredetusinde danske kroner. Dét i form af “urimelige gebyrer” for den personlige træning, som Antonio Brown har betalt sig til via Guerrero.

Dernæst medvirkede Antonio Brown i et interview, hvor han bl.a. udtalte, at “Tom Brady er min ven – men det er han, fordi jeg er en dygtig football-spiller”. I kan se klippet herunder:

I samme interview skød Brown også med skarpt mod Bruce Arians, som Brown føler sig vildledt og svigtet af:

– Jeg troede, at han (Bruce Arians, red.) havde min ryg og forstod min situation uden for banen. Derfor gav jeg alt, hvad jeg havde for ham og holdet. Men for hvilken pris? I sidste ende var han ligeglad med mig. Jeg blev bedt om at skride – og han har ydmyget mig. Jeg er en alfahan, så jeg har absolut intet til overs for ham længere, udtalte Antonio Brown.

Summa summarum bliver der stadigvæk kogt suppe på dramaet mellem Antonio Brown, Bruce Arians og Tampa Bay Buccaneers. Og det er langt fra en ideel situation for nogle af parterne. Antonio Brown har øjensynligt nogle personlige problemer, som han skal have hjælp til at håndtere. Tampa Bay Buccaneers får spoleret og forstyrret optakten til et afgørende titelforsvar, som venter lige rundt om hjørnet. Sagt med andre ord er den nuværende situation med offentligt mudderkast ganske enkelt uholdbar.