Kvindelige trænere i NFL er ikke et hyppigt syn, men Tampa Bay Buccaneers og cheftræner Bruce Arians virker opsatte på at ændre det. Inden den kommende sæson har de tilføjet to kvindelige trænere til deres stab.

I 2015 var Bruce Arians træner for Arizona Cardinals, da de ansatte de første kvindelige træner i NFL’s historie. Nu fortsætter Arians med at gå forrest i kampen for at få flere kvinder involveret omkring NFL-holdene.

Forud for 2019-sæsonen har Tampa Bay Buccaneers og Bruce Arians ansat de to kvindelige trænere Lori Locust og Maral Javadifar. De får stillinger som henholdsvis assisterende defensiv linjetræner og assisterende styrke- og konditionstræner.

I forbindelse med ansættelsen udtaler Bruce Arians, at det kan være svært at få chancen i NFL.

– Jeg ved, hvor svært det kan være at få den første chance for at træne på det højeste niveau. Nogle gange er alt, hvad du har brug for, at den rigtige organisation giver dig muligheden. Glazer-familien (Bucs’ ejere red.) og Jason Licht (generel manager red.) gav mig fuld opbakning i min beslutning, og jeg ved, at Lori og Maral vil blive fremragende tilføjelser til min stab.

Lori Locust har været defensiv linjetræner for Birmingham Iron i den nye American Alliance Football (AAF)-liga, som startede her i foråret. Sidste år var hun praktikant hos Baltimore Ravens i træningslejren i august.

Maral Javadifar har en doktorgrad i fysioterapi, og har arbejdet som fysioterapeut og personlig træner flere steder.

Buccaneers bliver dermed det første hold i NFL’s historie til at have to kvinder tilknyttet deres trænerstab på samme tid.