Der er ikke længe til, at Super Bowl 58 skal spilles. Så vi har samlet alle svar på dine vigtigste spørgsmål her!

Hvornår spilles Super Bowl?

Super Bowl LVIII eller 58 spilles søndag d. 11. februar 2024. Faktisk er der først kickoff på den anden side af midnat, så det er reelt set allerede blevet mandag morgen, inden årets store finale sparkes i gang.

Hvornår er der kickoff på Super Bowl?

Helt præcist er kickoff sat til kl. 00.37. Efter et langt indløb med underholdning, holdpræsentation, nationalmelodi og lodtrækning bliver kampen sparket i gang på den anden side af halv et natten til mandag.

Hvor spilles Super Bowl?

Super Bowl spilles i år på Allegiant Stadium i Las Vegas i staten Nevada. Det er første gang, at NFL tager Sin City med i Super Bowl rotationen, men næppe sidste.

Hvilket underlag spilles Super Bowl på?

Underlaget i Allegiant Stadium til Super Bowl er græs. Der er fast gennemsigtigt tag over banen, så sollys kan komme igennem.

Hvor mange tilskuere er der plads til ved Super Bowl?

Allegiant stadium i Las Vegas har en normal kapacitet på 65.000, der udvides til ca. 72.000 til Super Bowl (plus hvad NFL nu får proppet ind af klapstole). Det største antal tilskuere til en Super Bowl var i Dallas i 2011, hvor der officielt var over 103.000 tilskuere.

Hvem spiller i Super Bowl?

Det er altid vinderne af NFLs to halvdele, der mødes i Super Bowl. I år mødes Kansas City Chiefs og San Francisco 49ers i Super Bowl LVIII. Chiefs vandt AFC-halvdelen, mens 49ers vandt NFC-halvdelen. Chiefs har vundet Super Bowl tre gange i fire forsøg, mens 49ers har været i Super Bowl otte gange, og var det første hold i NFL til at vinde fem mesterskaber.

Hvad får vinderne af Super Bowl?

Alle spillere får den samme belønning for at vinde Super Bowl. Helt præcist 157.000 dollars eller lige omkring en million kroner, mens taberne får 82.000 dollars. Kampens MVP (most valuable player) får en bil som belønning.

Hvad vejer Super Bowl trofæet?

Super Bowl trofæet er opkaldt efter Green Bay Packers legendariske træner og vinder af de to første Super Bowls Vince Lombardi. The Vince Lombardi trophy er fremtillet hos Tiffany’s af rent sølv. Trofæet er 56 cm højt og vejer 3,2 kilo.

Hvad koster en billet til Super Bowl?

Den pris, der står på billetten, er sjældent den pris, du ender med at betale. De officielle billetpriser for normale siddepladser uden loge, mad og drikke ligger på mellem 800 dollars og 1200 dollars (5-8.000 kroner), men de fåes sjældent til en pris på under 5.000 dollars (35.000 kroner).

Hvad koster reklamer til Super Bowl?

Prisen for 30 sekunders reklamer stiger år for år, og i 2024 sættes der igen rekord, når tv-stationen FOX tager omkring 7 millioner dollars pr. reklame. Det svarer til små 48 millioner kroner for 30 sekunder eller ca. 1,6 milloner kroner pr. sekund.

Er Super Bowl den mest sete sportsbegivenhed?

Hvis du spørger NFL og amerikanerne, så ja. Og som årligt tilbagevendende sportsbegivenhed er det også korrekt, men VM-finalen i fodbold har flere seere. Den bliver så kun spillet hvert fjerde år, så Super Bowl er den mest sete årlige finale, med Champions League finalen i fodbold som en tæt nummer to, og med det canadiske Formel 1 Grand Pirix på tredjepladsen.

Hvem har vundet flest Super Bowl mesterskaber?

New England Patriots og Pittsburgh Steelers deler den ære med seks sejre hver, når vi taler klubber. Men helt utroligt har Tom Brady vundet flere Super Bowls end nogen klub, da han vandt seks med Patriots og én med Tampa Bay Buccaneers, og dermed har den levende legende vundet syv i alt.

Hvem synger nationalmelodien til Super Bowl?

Der er stor prestige i at få lov at synge nationalmelodien inden Super Bowl. “The Starspangled Banner” er USA’s officielle nationalhymne og fremføres i år af countrystjernen Reba McIntyre.

Hvem optræder til Super Bowl halftime show?

Som kunstner er det en unik mulighed at få lov at optræde i pausen i Super Bowl. Du får ikke på noget tidspunkt i karrieren mulighed for at spille for så mange mennesker på samme tid. Udover de 70-75.000 på stadion og 120 millioner amerikanske seere, så sidder der over 800 millioner mennesker rundt om i verden og ser enten showet live eller forskudt dagen efter. Usher er årets hovednavn, og mon ikke han tager en enkelt eller to gæster med. Kunstnerne til Super Bowl optræder i øvrigt gratis.

Hvem er hjemmehold i Super Bowl?

I 54 år lykkedes det ikke et hold at spille Super Bowl på hjemmebane, og så skete det faktisk to år i træk, da først Buccaneers spillede og vandt hjemme på Raymond James Stadium i Super Bowl 55, og Rams derefter gentog bedriften hjemme på SoFi Stadium i Super Bowl 56. Forskellen på de to var, at Buccaneers var officielt hjemmehold, mens Rams var officielt udehold. I ulige Super Bowls er NFC-mesteren officielt hjemmehold, mens AFC-mesteren har hjemmebane i lige Super Bowls. I år er AFC-mesteren derfor officielt hjemmehold og har således førstevalg på trøje og står den sidelinje, der normalt tilhører Las Vegas Raiders.

Hvem viser Super Bowl?

Du kan se Super Bowl på TV2s platforme. Du kan også streame den via NFL Gamepass. Og så er der selvfølgelig masser af cafeer og sportsbarer landet over, der viser Super Bowl. Gul Kluds eget Super Bowl party afholdes i samarbejde med LA Travel på Proud Mary i København.