Kansas City Chiefs forsvarede sin titel med en sejr på 25-22 over San Francisco 49ers efter forlænget spilletid.

Det holdt hårdt undervejs, men til syvende og sidst kunne Kansas City Chiefs lade sig krone som Super Bowl-mestre igen. Chiefs overvandt San Francisco 49ers med 25-22 efter forlænget spilletid, og Patrick Mahomes blev kåret som kampens spiller. Det var bare anden gang i Super Bowl-historien, at den store finale skulle afgøres efter forlænget spilletid.

Kansas City Chiefs er det første hold siden New England Patriots (2004-2005) til at vinde fortløbende mesterskaber. Det er Patrick Mahomes og Chiefs’ tredje Super Bowl-titel på fem år.

Patrick Mahomes beviste igen, at han er den ubestridte konge af NFL, da han førte Chiefs til sejr. Mahomes sluttede Super Bowl LVIII med 333 kastede yards, to touchdowns og en interception, mens han også løb for 66 yards.  

Jauan Jennings kastede lidt magi over forsvarsdomineret halvleg

Super Bowl LVIII startede ellers som en defensiv stillingskrig, og hverken Kansas City Chiefs eller San Francisco 49ers formåede at score i første quarter. I stedet forcerede Leo Chenal en fumble fra Christian McCaffrey, mens Chase Young leverede sit første sack i slutspillet.

Tændingen tog til i andet quarter, hvor der var flere bataljer mellem de to hold. Det var 49ers, som brød gennem Chiefs’ forsvar først, og der skulle et spektakulært spil til. Receiver Jauan Jennings fik bolden på dét, der lignede et kort spil. I stedet kastede Jennings bolden på tværs af banen til Christian McCaffrey, der kvitterede ved at score et 21-yard langt touchdown.

Special teams bragte Chiefs tilbage  

Forsvarene fortsatte med at dominere efter Ushers pauseunderholdning og dansetricks. 49ers’ rookie safety Ji’Ayir Brown leverede sin første interception i slutspillet, da Patrick Mahomes overkastede Travis Kelce. Steve Spagnuolos forsvar svarede igen, da Leo Chenal smadrede Deebo Samuel.

Mens det offensive festfyrværkeri blev kvalt af de to forsvar, så spillede de to special teams-enheder en afgørende rolle – på godt og ondt. Først slog Harrison Butker Super Bowl-rekorden med et 57-yard langt field goal, før 49ers’ return-spiller Darrell Luter Jr. tabte bolden på et punt. Chiefs tog imod gaven med kyshånd, da Patrick Mahomes fandt Marquez Valdes-Scantling på et 16-yard langt touchdown.

Iskolde Mahomes leverede med ryggen mod muren

San Francisco 49ers svarede promte igen, da Jauan Jennings greb et 10-yard langt touchdown fra Brock Purdy. Jennings spillede en magisk Super Bowl, hvor han både kastede og greb et touchdown, mens han også greb fire bolde for 42 yards. Purdy sluttede Super Bowl LVIII med 255 kastede yards og scoringen til Jennings.

Men der skulle mere til at ryste de forsvarende mestre, som kæmpede til det sidste. Patrick Mahomes og Travis Kelce begyndte at finde en i en rytme, og de viste flere røver på deres unikke samarbejde i kampens slutfase. Kelce sluttede Super Bowl LVIII med ni grebne bolde for 93 yards. Det var også Mahomes og Kelce, som sørgede for, at Harrison Butker til sidst kunne sende finalen i forlænget spilletid.

I den forlængede spilletid var Patrick Mahomes iskold, da han førte Chiefs 75 yards ned ad banen og scorede det afgørende touchdown. Jake Moody havde bragt 49ers foran med 22-19, så Chiefs skulle score for enten at holde sig i live. Mahomes bevarede roen og leverede flere fantastiske spil – bl.a. via løbespillet. Til sidst ramte Mahomes sin receiver Mecole Hardman på et 3-yard touchdown, som lukkede ballet.