Atlanta Falcons og New England Patriots forventes at have samtlige spillere til rådighed i Super Bowl. Alex Mack, Julio Jones og Dwight Freeney er alle blevet fjernet fra skadeslisten.

Vi skal blot sove en enkelt gang mere, før ‘Super Bowl Sunday’ er over os. Og det bliver en finalekamp mellem to hold, der kan vælge og vrage mellem de samlet set 106 spillere.
For både Atlanta Falcons og New England Patriots ser det rigtig ud på skadesfronten. Falcons har passet godt på wide receiver Julio Jones og Alex Mack frem mod Super Bowl, da de begge døjer med skader. Men de to vigtige angrebsspillere er klar til kamp sammen med pass rusher Dwight Freeney.
Under fredagens pressemøde var cheftræner Dan Quinn rigtig godt tilfreds med det, han havde set fra Alex Mack under træningerne.


“Jeg havde det godt efter at have set Alex i går (torsdag), fordi han var i stand til at gøre de ting, som vi gerne vil have i kampen. Det kommer til at gøre ondt, men flere spiller døjer med noget. Han har fokus det rigtige sted. Han var nødt til at teste at have spillere kommende imod ham på fuldt blus, og det gjorde han onsdag og torsdag,” sagde Quinn.
“Tvivlsomme” Patriots-spillere forventes klar
Mens Atlanta ikke har nogen spillere på den afsluttende skadesliste, er syv spillere “tvivlsomme” hos søndagens modstander, New England Patriots.


På forsvaret drejer det sig om defensive tackles Alan Branch og Vincent Valentine, linebacker Dont’a Hightower og special team-profilen Nate Ebner, mens tight end Martellus Bennett og receiver-duoen Chris Hogan og Malcolm Mitchell døjer med skader på den offensive side af bolden.
Ifølge cheftræner Bill Belichick har ingen af spillerne fået tilbagefald i løbet af ugen. Kun safety Nate Ebner, der pådrog sig en hjernerystelse i AFC-finalen, er et reelt spørgsmålstegn.
Der er ingen tvivl om, at kampens vigtighed presser de holds spillere til at kæmpe sig igennem forskellige skavanker, men står man med Vince Lombardi-trofæet søndag nat, vil smerten være længe glemt.