Rob Gronkowski føler sig overbevist om, at han er klar til at gribe bolde fra Brady i Super Bowl 52. Den 28-årige All Pro-tight end er dog stadig i ‘concussion protocol’ og er dermed ikke endeligt clearet til football endnu.

For første gang siden Rob Gronkowski blev slået ud af AFC-finalen med en hjernerystelse, talte han onsdag med de amerikanske medier.

Og ikke overraskende var det helt store spørgsmål til angrebsstjernen: “Tror du, at du spiller på søndag?”

En smilende Gronk svarede “ja” og gentog svaret, da ESPN-reporteren Josina Anderson spurgte for anden gang.

Vi får højst sandsynligt Rob Gronkowski at se i kampen om Vince Lombardi-trofæet, men selvom han har trænet med siden lørdag, træner han stadig ikke på fuldt blus og er stadig i NFLs ‘concussion protocol.’

Træningerne torsdag og fredag kommer til at give et afgørende sidste indblik i, om Gronk trækker i Patriots-uniformen som forventet. Ender New England med at skulle undvære ‘no. 87’ for anden Super Bowl i træk, vil det være et chok.