Tampa Bay Buccaneers besejrer Green Bay Packers 31-26 i NFC-finalen og bliver dermed det første hold nogensinde til at spille på hjemmebane i en Super Bowl. Med sejren skal Brady spille i sin NFL-finale nummer 10.

Green Bay Packers og Tampa Bay Buccaneers tørnede søndag aften sammen på Lambeau Field med en plads i Super Bowl LV i Tampa på spil.

Packers med det brandvarme angreb anført af Aaron Rodgers var favoritter i kampen, men det var Tom Brady og Buccaneers, der trak sig sejrrigt ud af et både spændende og mærkeligt opgør.

Sejren betyder også, at Tom Brady udvider sin sindssyge rekord for antallet af Super Bowl-deltagelser. Super Bowl LV bliver quarterbackens 10. gang i den store finale, men hans første for et andet hold end New England Patriots. Brady har vundet seks Super Bowls.

NFC-finalen på kolde Lambeau var som nævnt en bizar kamp, hvor Bucs opbyggede en stor føring takket være specielt fire store spil. Først et suverænt touchdown løb af Leonard Fournette, hvor han på magisk vis tog bolden hele vejen til end zone.

Derefter fulgte en interception af cornerback Sean Murphy-Bunting i slutningen af andet quarter, og så dette vilde touchdown fra Brady til Scott Miller i første halvlegs sidste sekunder:

Som om en føring til gæsterne på 21-10 ikke var slemt nok i sig selv for Packers, så sørgede en Aaron Jones-fumble og et hurtigt Buccaneers-touchdown for, at NFC South-mandskabet tog en føring på 28-10 i starten af tredje quarter.

Green Bay svarede flot igen med to touchdowns og reducerede til 23-28, og Bucs virkede pludselig til at skulle smide det hele væk, da Brady kastede en interception på tre boldbesiddelser i træk (!!!). Men Aaron Rodgers og co. greb ikke muligheden for at levere et flot comeback, og så sejrede Tampa 31-26.

Kampens afslutning vil uden tvivl blive omdiskuteret, da Packers bagud 23-31 havde chancen for at udligne. Men på en 4th & goal fra 8-yard-linjen med lidt over to minutter tilbage besluttede cheftræner Matt LaFleur at sparke et field goal. Green Bay fik aldrig bolden tilbage, men det endte med et omdiskuteret pass interference kald, som du kan se her:

Dermed blev årets første-seed i NFC-halvdelen slået ud på hjemmebane, og 9.000 tilskuere måtte gå slukørede hjem.

Buccaneers kom ind i slutspillet som wild card hold. De har vundet tre kampe på udebane men får nu en sidste hjemmekamp. Dermed bliver Tampa Bay den første klub i NFLs historie til at spille Super Bowl på hjemmebane.