San Francisco 49ers har klaget til NFL over træningsfaciliteterne ved University of Las Vegas før Super Bowl LVIII.

San Francisco 49ers har ikke fået den bedste start på forberedelserne af Super Bowl LVIII, siden de ankom til Las Vegas søndag aften.

Efter bare to træningssessioner ved University of Las Vegas har San Francisco 49ers klaget til NFL og værtsbyen over faciliteterne. Det er især træningsbanen, som får en hård medfart, og nu overvejer 49ers efter sigende, om de skal flytte deres træning til en ny placering.

Træningsbanerne ved University of Las Vegas er normalvis belagt med kunstgræs, men de har besluttet at overdække kunstbanen med naturgræs op til Super Bowl LVIII. Kombineret med at det regnede voldsomt i Las Vegas om mandagen, er græsset blevet så løst og sumpet, at det ikke er optimalt at træne på.

Ifølge mediet The Athletic overvejede San Francisco 49ers helt at forlade Las Vegas og vende tilbage til vante rammer i Santa Clara. Kyle Shanahan har efterfølgende afvist, at 49ers forlader Las Vegas eller deres nuværende træningsfaciliteter ved University of Las Vegas. Det gjorde han til det stort anlagte pressemøde “Opening Night” mandag aften.

Læs mere: Højdepunkter fra Opening Night