Endelig er NFL-sæsonen tilbage. Otte måneders afsavn er slut. Natten til fredag spilles der igen oval-bold i USA.

Desværre for NFL og åbningsweekenden, så har orkanen Irma tvunget ligaen til at aflyse kampen mellem Miami Dolphins og Tampa Bay Buccaneers. Dermed er der kun 15 kampe i første spilleuge. Vi lægger så til gengæld ud med en vanvittig fed kamp, der også kunne være en forsmag på en playoff-kamp i januar. 

Åbningskampen
Er du ægte NFL-fan bliver du naturligvis oppe for at se årets første kamp, når New England Patriots og Kansas City Chiefs åbner NFL-sæsonen torsdag nat.

Det er to mandskaber, der begge bejler til en plads i slutspillet og begge har realistiske drømme om en plads i Super Bowl til februar.

Patriots er på hjemmebane, og på trods af tabet af receiver Julian Edelman for to uger siden, er de store favoritter. Det er et vigtigt våben, som Tom Brady må undvære resten af sæsonen, men vi ved også, at Patriots er mestre i at justere deres tilgang lynhurtigt.

Chiefs er ikke så flashy som de forsvarende mestre, men et godt solidt hold, der nok skal volde hjemmeholdet problemer. Jeg tror patriots vinder kampen (odds 1,20), men er du gambler, smider du lidt penge på en Chiefs-sejr til odds 4,20. Mit bedste bud til kampen er dog et Chiefs-nederlag med mindre end 12 point til 1,60 gange pengene.

Money in the bank
Det er altid svært, at vurdere holdenes styrke inden sæsonen. Træningskampene viser lidt, men generelt har de ingen betydning. Bevismateriale 1: Atlanta Falcons og Oakland Raiders tabte begge alle fire træningskampe.

Derfor kan det også være vanskeligt i første spilleuge af NFL-sæsonen at forudsige sikre vindere. Alligevel har jeg svært ved at tro, at selv samme Falcons taber til Chicago Bears på søndag. De forsvarende NFC-mestre er godt nok på udebane, og Bears har et ganske fornuftigt forsvar, men Falcons har bare mere talent på begge sider af bolden.

Der er 1,30 for en Falcons-sejr og tror du på en sejr med bare ét touchdown er der fine 1,90 at hente.   

Ugens bedste bet
Jeg har virkelig stor fidus i år til Chargers. Holdet er tilbage i Los Angeles for første gang siden 1960, og de kæmper med LA Rams om byens gunst. Lige nu fører Rams den kamp, men Chargers kan hurtigt blive millionbyens darlings, hvis de begynder at vinde kampe.

I første omgang er de dog på udebane og spiller mod Denver Broncos på Mile High mandag nat. Broncos har et formidabelt forsvar, men et kæmpe spørgsmålstegn på quarterback. Chargers ser til gengæld stærke ud både på angreb og forsvar og er i mine øjne meget undervurderet. Der er flotte 2,65 for en udesejr, og det synes jeg bare du skal prøve.       

Ugens overraskelse
Der er ikke mange vilde odds, der springer i øjnene, og derfor heller ikke så meget at komme efter, hvad angår overraskelser.

Dog synes jeg New York Giants ude over Dallas Cowboys til odds 2,80 er værd at prøve. Cowboys har mistet et hav af profiler på forsvaret til klubskifter, skader og karantæner, og det er et giftigt angreb de står overfor, når Eli Manning kommer på besøg med Brandon Marshall, Sterling Shepherd og forhåbentlig Odell Beckham Jr. (spiller sidstnævnte ikke, vil jeg være påpasselig med dette bet).

Cowboys har Ezekiel Elliott til rådighed, og det er gode nyheder for alle Cowboys-fans. Men er det nok imod et Giants-mandskab, der slog Cowboys to gange sidste år – inklusiv i åbningskampen i samme sted. 

NFL Picks
Igen i år er der fede præmier at hente fra blandt andet Danske Spil, når vi sætter gang i NFL Picks på gulklud.dk. Husk at være med fra første fløjt og se om du er klogere end alle dine NFL-venner- Det er gratis at spille med, og der er prøverunder de næste to weekender.      

*** Se også: Elming: Spiltips til 2017-sæsonen
Kort fortalt:
Chiefs taber med mindre end 12 torsdag nat: Odds 1,60
Falcons slår Bears til odds 1,30 (med mere end 7 til odds 1,90)
Chargers ude over Broncos: Odds 2,65
Giants ude over Cowboys: Odds 2,80

God fornøjelse
Claus Elming