C.J. Stroud strålede, da Houston Texans smadrede Cleveland Browns med 45-14 i Wild Card-runden.

Solstrålehistorien fortsætter. Houston Texans er klar til næste runde af slutspillet, efter at de smadrede Cleveland Browns med 45-14 på hjemmebane i Texas.

Houston Texans vandt på baggrund af en ny pragtpræstation af rookie-fænomenet C.J. Stroud, som spillede en nærmest fejlfri kamp. Stroud ramte på 16 af 21 kast for 274 yards og tre touchdowns, mens han ikke kastede en eneste interception. Det var kun fjerde gang i slutspillets historie, at en rookie kastede mindst tre touchdowns, og Stroud blev den yngste quarterback nogensinde til at vinde i slutspillet.

Det var tydeligt for enhver, at Joe Flacco ikke kunne følge med sin unge konkurrent. Flacco kastede to grimme interceptions, som Texans’ forsvar returnerede til touchdowns, mens han også tog tre sacks i opgøret. Til syvende og sidst sluttede Flacco med 307 kastede yards, et touchdown og to interceptions.

Cleveland Browns’ forsvar levede heller ikke op til forventningerne fra grundspillet, hvor de tillod færrest yards i NFL. Texans’ angreb producerede 356 offensive yards, og Browns leverede hverken et sack eller en turnover i kampen.

I næste runde af slutspillet forlader C.J. Stroud og Texans hjemmebanen i Houston, når de skal spille på udebane mod enten Baltimore Ravens eller Buffalo Bills – afhængigt af resultaterne i resten af Wild Card-runden.